Tradition for død

Stort set hele Skandinavien har en flot tradition for dødsmetal. Finland kører den både ind med rigelige mængder melodi, hvad enten det er på keyboard eller guitar, og god vammel mosedød. Sverige er også helt pjattede med det melodiske, men vi må så sandelig ikke glemme den stolte HM2 pedal. I Danmark er vi egentlig godt tilfredse, så længe der er et solidt groove. Men hvad med Norge? Her er det altid black metallen, som bliver trukket frem. Men den norske død lever i bedste velgående, og seneste skud på stammen er duoen Entomophthora og deres debut Instinctual Disease.

Tilbage til fremtidens fortid

Bandet giver dog ikke selv nogen videre grundig forklaring af deres lyd. Ifølge dem giver guitarist Tom Wahl et mere old school dødsmetal-præg, hvor vokalist, guitarist og bassist Roger Isaksen trækker inspiration fra den nyere ekstremmetal.

Hele pladen bærer dog tydeligt præg af at være inspireret af det fræsende rustvognsmarkræs, som man kender fra svenske Lik. Det er ikke specielt højpandet eller fornemt, men fungerer på samme niveau, som en skive rugbrød med leverpostej mætter. Bare lyt til titelnummerets riff og soli. Hvis det ikke kan få rugbrødsmotoren i gang, så må selv WD-40 også give fortabt. Entomophthora har, heldigvis fristes man til at sige, kylet den svenske nationalpedal ad hekkenfeldt til. I stedet har duoen på “Artwork of Madness” og “Vortex of Violence” skævet mere til Runemagicks Hammer Horror death/doom. Og netop at give den nyere, nærmest thrash-energiske dødsmetal en underliggende stemning af et godt gammeldags gys fungerer aldeles glimrende. Det er som at dundre hastigt gennem Transsylvanien i karet, mens månen står højt, ulvene hyler og Draculas borg lurer i det  fjerne. Det er klassiske, simple og velkendte virkemidler, som gør det, de skal, hele vejen igennem. At “Tormented and Torn” så stemmer i med et solidt Vader-riff, og “The Flames og Chaos” trækker i en mere blacket retning, skal bestemt heller ikke afføde nogen klager. Man kan dog undre sig over, hvad et cover af Sepulturas “Mass Hypnosis” laver lidt på pladen. Men det er tro mod originalen, samtidig med Entomophthoras moderne old school dødsstil, så nummeret slipper for nærmere tiltale.

Hvad, der dog ikke slipper for tiltale, er “A Primordial Night” og “Aftermath”. Førstnævnte er halvandet minuts småsludget mellemspil, som hverken formår at ramme energi, stemning, eller noget som helst andet af, hvad Instinctual Disease prøver på. “Aftermath” er en frygtelig langtrukken outro med en dramatisk besked om, hvordan verden er ved at gå under af ukendte årsager. Det lyder lidt til at Entomophthora havde intentionen om at lave deres egen udgave af Cattle Decapitations “Pacific Grim”, men så længe resultatet trak pladen over en halv times spilletid, så var det fint.

En skive rugbrød har aldrig skadet nogen

At kalkulere i spilletid er dog ingen dødssynd – i så fald ville Deicide kun have udgivet to plader – men hellere 25 solide minutter end 32 med bump på vejen. Ser man nemlig bort fra de to “mellemspil”, så byder Instinctual Disease på solid gammeldags død, som har fået et energisk og ungdommeligt los bagi samtidig med, at der er kælet lidt for uhyggen.