Fødselsdagsfest med syndefald ad libitum

Nyt blod

2016 var et stort år for rocker-rødderne i Eden’s Curse: Bandet kunne fejre 10-årsjubilæum og udgav deres femte studiealbum, Cardinal. Denne skive er en tand tungere end de tidligere albums, og med i bandstaben er nu trommeslager John Clelland og keyboardspiller Christian ”Chrism” Pulkkinen – ja, man skal vel være finsk for at spille keyboard! I 2013 forlod bandets oprindelige vokalist skuden, og ind kom serbiske Nikola Mijic – mere om ham senere.

Må jeg bede om en vindmaskine?

Jeg må indrømme, at jeg forud for denne opgave var ganske skeptisk; sjældent har jeg set så smagsløst og uoriginalt et albumcover. Klichéerne fløj rundt i mit sølle hoved, og efter få minutter i selskab med Cardinal blev forventningerne da også mestendels indfriet! Der serveres en ordentlig omgang melodisk 80’er-power, som vi kender det fra talrige andre bands, tilføjet en lille, men interessant portion prog. Forestil dig, at Avantasia møder Stratovarius – med en bid Dream Theater i bagagen. Det er modigt at praktisere denne stil, men vennerne går all in, og jeg må pænt pakke mine fordomme sammen og sige, at Eden’s Curse faktisk gør et godt stykke arbejde!

Mest iørefaldende – rent instrumentalt – er den solide dosis guitar og keyboard. Guitarist Thorsten Köhne er en ren makulator, og der shreddes igennem. Hans opfindsomhed og sans for den gode melodi gør guitarspillet til en sand fornøjelse at lytte til, og han giver med garanti de fleste guitarister sved på panden! Keyboardet er ligeledes rødglødende, og der er utallige lækre passager at falde i svime over. Dog får keyboardet lov at fylde alt for meget i lydbilledet, og til tider er det ligefrem fjollet eller komplet unødvendigt. Hele baduljen bakkes op af sanger Mijic, der er leveringsdygtig i en både fin og kraftig vokal. Han er markant dygtigere end bandets tidligere frontmand, men mangler lidt tryllestøv for at skille sig ud fra mængden af habile rocksangere.

Generelt er der en rigtig god variation i numrene på dette album. I den tunge ende finder vi ”Messiah Complex”, der byder på et klassisk heavy metal-riff, masser af gode hooks og guitarblær. Herefter følger den ganske udmærkede power-ballade ”Find My Way”, og mere interessant bliver det på ”Kingdom of Solitude”. Her løsriver gutterne sig fra regelsættet og prøver kræfter med en progressiv tilgang – forfriskende, men intet mesterværk! Henimod slutningen af albummet er der også plads til en lille kærlighedsduet, hvor Liv Kristine (eks-Leave’s Eyes) er lokket med som gæstesangerinde. Nummeret, ”Unconditional”, vil sikkert falde i nogens smag, men for undertegnede bliver det altså for meget sukker med sukker på og lyserøde skyer…

En ujævn tur

Cardinal er en ganske fin skive, men den vil næppe blæse dig bagover; det bliver simpelthen for meget af det samme. Der er en god del stærke numre, men næsten lige så mange, der ikke er værd at fremhæve – og det får man altså ikke point for! Gutterne tager dog delvis revanche med slutnummeret ”Jericho”, der er pladens absolut solideste spiller og for en stund får mig til at glemme de triste fyldnumre. Derfor ender vi i den pæne ende af middel.