Begravet i nutiden
Bury Tomorrow er et af de nye bands fra den velkendte Britiske Metalcore scene. Med bands som Bring Me The Horizon, Architects og While She Sleeps har i gennem de seneste par år haft stor international succes og har inspireret et hav af nyere bands til at følge i deres fodspor. Bury Tomorrow blev dannet tilbage i 2006, og deres genre kan beskrives som Melodisk Metalcore med et lille touch af noget moderne Post-Hardcore. Bandet har to plader bag sig og er nu klar med deres seneste plade Runes.
Gennemgang
En melodi bliver spillet på guitaren på albummets åbner ” Man On Fire ”, som også er blevet udgivet som single før pladen blev udgivet. Der går ikke særlig lang tid før det bliver meget tungt. Jeg blev efterladt lidt overasket over, at det første de starter nummeret ud med er et Breakdown. Det er alligevel en god åbner til pladen med masser af guitarlir under midterstykket af nummeret. Vokalen matcher perfekt ind i musikken og trommerne variere en del fra tekniske rytmer til simple beats. ” Shadow, A Creator ” er albummets andet nummer. Tempoet bliver sat en smule op, men ikke så meget at man bliver blæst omkuld. Det store højdepunkt i dette nummer er omkvædet, som virker en anelse poppet, men det er stadig spækket med melodi og normal sang. ” The Torch ” eksperimentere lidt mere med den poppede side, som tidligere nævnt. Vokalen på nummeret har droppet den hårde skrige vokal og valgt at bruge den rene vokal i største del af nummeret. Produktionen på Runes er i orden, alting er ret tydeligt og der er intet problem at høre det hele. Jeg synes dog alligevel, at den bliver lidt for steril, da trommerne mangler rumklang og ikke helt giver det store slag, som jeg venter på. Jeg synes nok at stortrommen er det største problem med lyden på trommerne, da det lyder som en som trommer med sin negl ned i et træbord. Lyden som guitaristerne har fået på pladen er dog ikke lige så belastende som trommerne. De har en fed lyd både når de kører clean og når de har spækket spaden med distortion. Det kan dog være en smule irriterende når de rammer de rigtig høje toner, da det kan gøre lidt ondt at høre på. Den instrumentale del af bandet er ret imponerende, hvor begge guitarister er utroligt tekniske og trommerne varierer en del.
Man kan mærke at bandet har haft store ambitioner med musikken på denne plade. Jeg synes det er fedt, selv om det virker som om en del af musikken bliver genbrugt. Elementer fra det første nummer, hører jeg i andet nummer og sådan var det igennem resten af pladen og det ødelagde det meste af min oplevelse. Trommeslager Adam Jackson viser stort talent på denne plade med hans svingene og tekniske rytmer- Han viser meget variation med både hurtige beats og langsomme groovy beats. Guitarister Jason Cameron og Kristian Dawson viser lige så stort potentiale på Runes. Med deres tekniske riffs og melodiske passager ligger de i samme båd som de andre i bandet. Den eneste kritik jeg har til dem og det er også et stort kritikpunkt, som er, at de i næste udgivelse skal lade være med at prøve at få alt til at lyde ens. Alle riffs lyder ret ens på pladen, så selvom numrene er gode, så bliver jeg ret irriteret over at de genbruger hele vejen igennem pladen. Forsanger Daniel Winter – Bates's vokal på Runes er overaskende god. Der bliver lagt meget vægt på aggressionen i hans vokal imens den rene vokal bliver sunget af Jason Cameron. Det er lidt af en skuffende ren vokal Cameron har, da den til tider skifter utrolig meget fra at være meget imponerende til meget skuffende, der er for store spring i kvaliteten. Om lyrikken på pladen bliver der mest sunget om personlige oplevelser og selvstændighed. Det er disse to temaer pladen omhandler.
En plade som er præget af gentagelser
Runes havde været en god plade, hvis den ikke havde endt sådan som den gjorde. Alt for mange ting bliver gentaget og det bliver bare meget frustrerende til sidst. Jeg håber ikke at den samme fejl bliver gentaget fremover, fordi så skal Bury Tomorrow måske overveje at hive stikket ud og sige godnat og tak for alt.
