YOB og Pallbearer

Atlas, Aarhus C

Officiel vurdering: 8/10

Se billeder i galleriet

Da Atlas sank ned i dybet

Jeg havde overvejet i lang tid, om jeg burde tage ind og se Doom legenderne i YOB, da deres tour ramte både Århus og København. Jeg har ikke stiftet bekendtskab med bandet, før nogle dage inden koncerten. Jeg troede faktisk, at de spiller almindeligt standard Stoner Doom metal, men det viste sig at være langt mere storslået og mere atmosfærisk end de typiske bands inden for genren. Efter jeg havde hørt deres plade fra 2011 Atma, var jeg fuldstændig solgt. Jeg var så heldig at få adgang til koncerten på Atlas.

Double Space

Første band på scenen i aften var lokale Double Space. Jeg kom desværre et kvarter for sent til koncerten, men nåede alligevel at få noget af det lokale opvarmningsbands show med.

Bandet var tændte og de spillede virkelig godt. Jeg lagde mærke til, da jeg kom ind, at trommeslageren Per, også er trommeslager i det instrumentale band Fossils. I aften tog han sig dog af både vokal og trommer. En ting, der også gør bandet unikt er, at bandet ikke har nogen bassist, men kører på to guitarister. Det skabte en fed stemning og bandet spillede virkelig godt. Jeg synes i hvert fald, at de gjorde det godt og var en passende opvarmning for YOB.

6/10

Pallbearer

Pallbearer har været direct support for YOB på denne Europa turné og det var lidt af et stil skift i forhold til Double Space. Bandet spiller Doom med et touch af Funeral Doom iblandt. Da de gik på scenen, rykkede jeg længere frem, for at blive ordenligt fanget i atmosfæren. Tidligere på dagen havde en af mine bekendte ytret, at han lige havde overværet den højeste lydprøve på Atlas nogensinde. Jeg forventede derfor, at der ville blive spillet højt – og det må man understrege, at der blev. Det blev en spredt joke blandt publikum, om spillestedet nu også kunne holde til så mange decibel. Det var virkelig højt. Man blev fanget af musikken og atmosfæren lige med det samme – muligvis, fordi man ikke kunne høre andet over musikken. Meget af mit fokus var fokuseret mod Brett Campbell. Hans atmosfæriske guitar passager og hans høje stemme, gjorde det hele så meget mere intenst. Bandet var ret stillestående igennem deres koncert. De fokuserede mest på musikken og levede sig 100 % ind i stemningen. Imod sidste nummer føltes det, som om mit sind var i et med musikken og jeg røg i komplet trance imod slutningen af koncerten. Det var højt. Det var langsomt. Og det var alt for fedt.

8/10

YOB

Efter den obligatoriske smøg og øl-pause, gik jeg igen indenfor for at opleve hovednavnet i aften. YOB var gået på scenen og startede ud med nummeret "Ball Of Molten Lead", som langsomt startede koncerten og fik de forreste rækker til at bevæge sig tættere mod scenen. Nummeret på 11 minutter satte mig igen i den trance, som jeg oplevede under Pallbearer. Mike Scheidts signatur vokal med effekt på gjorde det hele lidt mere atmosfærisk. Bandet havde et godt groove igennem hele koncerten og der var en fed kemi imellem medlemmerne. Der var både plads til nyt og gammelt materiale. Til tider havde YOB alle publikummer i deres jerngreb og havde fuldstændig tryllebundet os. Andre tidspunkter blev det en smule kedeligt i længden, at det hele bare blev gentaget om og om igen. Alligevel var der højdepunkter som "Burning The Altar", "Quantum Mystic", "Nothing To Win" og "In Our Blood", der virkelig var fænomenale øjeblikke. Da de spillede "Marrow", som er sidste nummer på deres seneste udspil "Clearing The Path To Ascend", var det nok det eneste rigtige lavpunkt i løbet af koncerten. Et nummer, der når op på de 18 minutter og 48 sekunder.

Et andet lavpunkt under koncerten var, at det blev ret kedeligt til tider og helt utroligt langtrukkent. Det ændrede sig heldigvis, da bandet spillede den førnævnte "Burning The Altar" og bandet takkede af for i aften. Kort efter vendte de tilbage på scenen og sagde, at de havde tid til et nummer mere. Et brøl steg op fra publikum, inklusivt mig selv, da bandet spillede nummeret "Adrift In The Ocean". Nummeret er virkelig tungt og atmosfærisk. Det er uden tvivl mit ynglings nummer med YOB. Bandet takkede af for i aften og publikum stod længe foran scenen og roste bandet. En publikummer valgte at hoppe op på scenen og kramme Mike Scheidt. Det var en god koncert YOB leverede i aften. Bassen dominerede måske engang imellem og vokalen kunne man ikke høre særlig tydeligt til tider, men det ødelagde heldigvis ikke oplevelsen, da det var en fantastisk atmosfære hele vejen igennem koncerten og jeg håber virkelig snart at de kommer tilbage til Århus

8/10

Det var en fed aften på Atlas i aften og det var med tinnitus, som ville noget, til dessert. Måske den højeste koncert, der har fundet sted i Århus i nyere tid. Det kræver en del af mig, da jeg lider af hyperaktivitet, at kunne stå stille under en Doom koncert og blive fuldstændig i et med musikken. YOB og Pallbearer gjorde det begge to virkelig godt. Jeg nød hele koncerten og jeg håber det samme for de andre i publikum. Det var virkelig et af årets mest intense koncertoplevelser.