En svær efterfølger
Det er godt og vel tre år siden, vi sidst har hørt fra amerikanske doomere i Pallbearer. Det var i anledning af pladen Heartless, som vi her på redaktionen kastede intet mindre end ni ud af ti kranier efter. Pladen markerede samtidigt lidt et skifte for Pallbearer. Bandets mere proggede inspirationer fik for alvor frit løb og nåede ifølge vores anmelder Pink Floyd’ske højder. Hvilket må være den største hæder, man kan opnå som prog-musiker. Siden da er det ikke meget, man har hørt til Pallbearer – fire singler er det blevet til. Men for en lille måned siden var de klar med deres fjerde album, Forgotten Days, en plade, der har en hel del at leve op til.
Progressiv doom bør bare være doom
Hvad man dog skal huske på, er, at Pallbearer først og fremmest er et doom-band, endda et af de ganske tunge af slagsen. Med lidt god vilje kan man kalde deres 2014-plade Foundations of Burden for den perfekte krydsning af tyngden fra funeral doom og tilgængeligheden fra Ghost. Har man givet singlerne et lyt, så får man da også nemt den ide, at der er blevet skruet en anelse ned for proggen og op for doomen.
Jeg skal hurtigt afsløre, at vi er ikke helt tilbage på Foundations-niveau. Men med den 12 minutter lange ”Silver Wings” og titelnummeret er der bestemt guld at hente, hvis man er fan af musikalsk frembragte seismologiske hændelser. Man skal ikke mere end et minut ind i titelnummeret, før man nemt kunne glemme, at Heartless nogensinde er blevet udgivet. Det er arketypiske jamrende, beklagende og dundrende riffs, kistebærerne lægger for dagen på disse to numre. Pallbearer har dog hverken glemt, at tempoet godt kan skrues op, eller at der som regel ligger en del følelser bag al sorg. ”The Quicksand of Existing” buldrer dystert ud i mørket med et bittert ønske om at gøre en ende på det hele. Forinden har ”Riverbed” på både smuk og sørgmodig vis spurgt, om det hele ikke kan blive godt igen, dog allerede med en accept af valget, ”… Quicksand…” tager.
Men der, hvor Forgotten Days bliver en plade, man har hørt på en sådan dag, er på resten af pladen. Hvor Heartless havde prog af højere kvalitet end dansk minkpels, så har Forgotten Days rundt regnet intet – eller jo, der er prog-riffs spillet i doom-tempo, hvilket virker uhyre bizart og meningsløst. Alt det imponerende og fantastisk tekniske ved prog falder fuldstændig til jorden, når numre som ”Vengeance & Ruination” og ”Rite of Passage” vælger at spille dem langsommere, end stemmesedler optælles i Nevada. Derudover byder pladen også på Brett Campbells mest anonyme vokallevering til dato. Hvilket hovedsageligt skyldes, at vokal og musik rammer totalt forbi hinanden, fordi førstnævnte tror, det er Heartless, og sidstnævnte er mest til Foundations of Burden.
Hver ting til sin tid
Nu skal man dog ikke få det indtryk, at Forgotten Days er en plade, der fortjener at blive glemt. Pallbearer er et yderst kompetent band, og pladen formår til dels at bygge bro mellem bandets prog- og doom-lydbilleder. Men som med alt der forsøger at gøre to ting på en gang, så er der sjældent noget af det, der lykkedes 100 %, og det er da også tilfældet her. Det kan selvfølgelig være, fordi bandet består af fire mænd, og mænd kan som bekendt ikke kan multitaske, men jeg tvivler. Pallbearer må gøre op med sig selv, om de vil være et doom-band eller et prog-band, for selvom Forgotten Days ikke er en dårlig plade, så fungerer progressiv doom ikke voldsomt godt.
