Moden og modig lydmur fra unge islændinge

Med kun et par år på battlevesten er islandske Múr, der blev dannet i 2022 i Reykjavík, et ungt og ubeskrevet blad. Bandet har dog allerede både imponeret live og skabt en hurtigt voksende lytterskare på streamingtjenesterne. Heavymetal.dk’s egen Carsten Bach var en del af juryen, da Múr vandt W:O:A Metal Battle Iceland i 2022 med ”en intensitet og nærværende optræden, som bedst kan betegnes som ’metal-ambience’, og var helt uovertruffen”.

Nu er Múr klar med deres første album Múr. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at de allerede havde et stærkt bagkatalog at bygge på. For der er tale om et overraskende modent og modigt udspil med en stærk integritet; en lydmur, der bygger på et solidt fundament af navne som især Gojira, Meshuggah, Opeth (i den growlende udgave) – og, ja, TOOL (!), men som også peger fremad og toner klart frem i egen ret.

Albummet består af syv numre, der fremstår som en dragende, dynamisk helhed, hvor lytteren tages med på en rejse igennem apokalyptiske og stemningsmættede lydlandskaber, der øjeblikkeligt sender sindet afsted til de åbne, tågede islandske vidder.

Keytar … hvabehar!?

De første to numre introducerer de bærende elementer på pladen. Åbningsnummeret ”Eldhaf” – der betyder flammehav – indleder med en smuk intro, der sætter stemningen. Og så går trommer, Tool-inspireret rytmeguitar, melodi og sågar clean vokaler a la selveste Maynard J. Keenan ellers i gang med at sætte standarden for, hvad der venter lytteren. Keytaren (ja, du læste rigtigt!) leverer et motiv, der fungerer flot og sammenhængende med guitaren, og vi får den stærkeste udgang med en gåsehudsfremkaldende, melodisk guitarsolo. Nummeret slutter med en række rytmiske anslag, som lige så godt kunne have været skrevet af Tool, uden at det på nogen måde bliver en kopi.

Track to, titelnummeret på albummet er fedt, rocket med tunge riffs. Den clean vokal erstattes nu af velkontrolleret growl, og det hele smager skønt af en fusion af Meshuggah generelt og Opeths ”Bleak” specifikt. Keytaren leverer en solo, som her – måske som det eneste sted på pladen – trækker en smule ned i karakter. Instrumentet fremstår nemlig ellers overraskende relevant og velintegreret på pladen.

Med ”Frelsari” (Frelser) følger Múr stærkt op på de forskellige elementer, som blev introduceret på de første numre og demonstrerer for alvor forsanger Kári Haraldsson stærke spændvidde. Han kan simpelthen lyde som både Mikael Åkerfeldt (Opeth), Jens Kidman (Meshuggah), Anders Fridén (In Flames) og David Vincent (tidl. Morbid Angel, nu Vltimas m.fl.). Nummeret, som også er ét af de tre singleudspil, er nok albummets største, tungeste og mest traditionelle banger i sin vers/omkvæd-struktur, og det er umiddelbart Múrs lettest tilgængelige hit.

Fra track fire og frem er det, som om bandet tør tage progressiviteten til et (endnu) højere niveau uden af den grund at tabe lytteren. ”Vitrun” (Vision) fader langsomt op til et tungsejt guitarriff, mens keytaren fungerer naturligt i baggrunden med et gennemgående rytmisk motiv, og sangen byder på noget af albummets smukkeste, clean og melodiske vokal.

På ”Messo” (Messe) er der masser af Meshuggah, især i vokalen. Og når man først har vænnet sig til den – på dette nummer – meget dominerende, repetitive keytar, der nærmest lyder som en udrykningssirene, er det et fedt, alternativt nummer. De to sidste numre er albummets længste og varer begge 10+ minutter.  Det bliver det dog på ingen måde kedeligt af. Det skræmmende ”Heimsslit” (Apokalypse) holder, hvad titlen lover, når selveste dommedag melder sin entré efter tre minutter og følges op af en vokal fyldt med Gojira’sk desperation og inspiration.

Albumlukkeren ”Holskefla” (Stormflod) fortsætter marcherende, magtfuldt og fuldender flot et sammenhængende og intenst album, der ikke indeholder bare ét egentligt svagt nummer.

Murerskeen i den anden hånd

Hvor megen metal med arnested i Norden peger bevidst bagud og spiller på fordums tid, myter og heltehistorier, tilbyder Múr – ligesom fx danske Deadnate (prog/tech) – en ny form for nordisk samtidskunst, der er sårbar, moderne og progressiv i sit udtryk. Der udkommer oceaner af ny metal i disse år, og rigtig meget nyt forsøger at bryde grænser ved at gøre det mere brutalt, hurtigt, beskidt eller tungt. Múr tager murerskeen i en helt anden hånd. Múr tør bygge deres egen Múr; den er bundsolid, og udsigten derfra er både skræmmende og fantastisk!