Hvis de drømmer i Californien … 

’Som i himlen, således også på jorden’ … Der hersker næppe tvivl om, at amerikanske Shadow of the Talisman har bladret flittigt gennem Matthæusevangeliet for at finde inspiration til debuten As Above, So Below. Undertegnedes første associationer var nu ikke tilknyttet Fadervor, men derimod Hollywood Undead og singlehittet ”California Dreaming”, der benytter selvsamme frasering undervejs. Mens J-Dog, Deuce og det øvrige ensemble fra LA opererer i spændingsfeltet mellem rap-rock og nu metal, skal vi helt andre steder hen for at finde kimen til udtrykket på nærværende album. Foruden den åbenlyse begejstring for Metallica og Avenged Sevenfold, skinner også influenter som Lamb of God, Killswitch Engage og sågar Chris Cornell (!) tydeligt igennem lydbilledet. Identitetsforvirringen afspejler dog på mange måder ophavet fra Flint, Michigan, der må siges at være en by med mange ansigter.

… må de have mareridt i Michigan

The ’Vehicle City’ fik oprindeligt sit tilnavn i 1908 med grundlæggelsen af GM og åbningen af de allerførste vognfabrikker i byen. I nyere tid er det dog den blyforgiftede vandbeholdning, der siden 2014 har trukket de fleste overskrifter. Nå ja, og så ligger byens kriminalitetsrate forresten et pænt stykke over det nationale gennemsnit. Dermed kan man dårligt bebrejde kvintetten deres udve, hverken i musikalsk eller fysisk forstand. Med det sagt, er der bare ingen kongruens mellem ambitioner og evner. Således begynder en sand ørkenvandring med seks minutter lange ”Arise”. Introriffet læner sig alt for åbenlyst op ad “Am I Evil?”, og allerede her gives forudanelser om det totale fravær af originalitet. Læg dertil den tarvelige tromme og forsanger Mike Smiths ulidelige emuleringer af blandt andre M. Shadows og James Hetfield. Så har du, sammen med tydelige kompositoriske mangler og den pinagtigt ringe sangskrivning, opskriften på en regulær katastrofe.

Jeg ved faktisk ikke, hvad der værst: den ufokuserede genreskizofreni, den pandekageflade produktion eller den mistænkelige tekstrendering, der synes at være benyttet til at navngive sangtitler. ”Dead with the Devil” melder i hvert fald fuld bingoplade, om end selv en AI ville være i stand skrive musik med mere liv og sjæl. Nu er det simpelthen Randy Blythe og rov, der skal en i tur i blenderen, og pludselig virker en aften i selskab med A7X som et forjættede alternativ. Og det endda medregnet deres yderst uinspirerende optræden på sidste års Copenhell såvel som skuffende Life Is but a Dream… fra 2023. Meget bedre bliver det ikke under ”The Outlaw”, der skæmmes af rædderligt metalcore-skrigeri såvel som bassen, der af uransagelige årsager er flyttet helt frem på rampen under netop dette nummer (?).

As Above, So Below er med andre ord en perlerække af pinagtigheder. Vi skal således heller ikke snydes for et stykke med akustisk guitar og blandingen af pop-punk og grunge, som ”Cursed” lægger for dagen eller ”As Above” og den helt igennem bøvede bodegarock, vi normalt forbinder med Volbeat. Men hvor Poulsens ensemble trods alt besidder en vis portion vid, charme og ikke mindst talent, så må man håbe, at studievejlederne har anvist besætningen i Shadow of the Talisman alternative karriereveje. For musikken kommer de næppe til at blive tykke af. Det står om muligt endnu mere klart på lukkeren ”So Below”, hvor vi ellers trakteres med progressive riffs i skæve taktarter. Jeg ved ikke, om Smith tror, han er ved at aflægge audition til den næste Bond-film, men hint: Cornell har allerede været benyttet. Og ham når han (i øvrigt heller) ikke til sokkeholderne. Der skal derimod sendes en beskeden tak til guitarerne, der som det eneste element forhindrer den totale nedsmeltning.

Megalomani af bibelske proportioner

Jeg stopper aldrig med at forundres over den hovedrystende mangel på selvkritik og integritet, alt for mange musikere af nyere dato udviser. Har vi ikke snart fået nok af billige Metallica-kopister, der mener udtrykket kan piftes op af flere melodiske passager, alternative riffblokke eller groovy basgange? For slet ikke at tale om Smiths vokal, der vitterlig burde låses forsvarligt inde på den lokale beverding i Flint. Og selv hvis vi ser bort fra disse kritikpunkter, hvem i alverden skulle så være målgruppen for det eponyme ’magnum opus’, der over to numre tilsammen runder mere end 15 (!) minutters spilletid? Maga … ahem … megalomanien kender tilsyneladende ingen grænser vest for Atlanten, men omvendt så kunne man da næsten håbe magthaverne lyttede med. For det her er da om noget opskriften på, hvorledes Amerika IKKE bliver stort igen.