Drøm stort og byg solidt for sa...
Man siger, at “Gud er i detaljen”, men når Architects’ syvende album hedder All Our Gods Have Abandoned Us, virker det usandsynligt, at de abonnerer på den filosofi. På trods af, at briterne “kun” har eksisteret i lidt over tyve år, har de oplevet mere modgang end de fleste bands i et helt liv. De har mistet, de har kæmpet, og alligevel har de arbejdet videre med en arbejdsomhed, der ville få en sovjetisk femårsplan til at blegne. Nu står de her med intet mindre end 11 albummer på CV’et. Arkitekterne bygger stadig, men spørgsmålet er, hvad de egentlig konstruerer? De seneste to plader, For Those That Wish to Exist og The Classic Symptoms of a Broken Spirit, har bevæget sig væk fra den metalcore-vej, de selv var med til at asfaltere. I stedet har de flirtet med alternativ metal – til stor frustration for nogle fans. Og nu har vi så The Sky, The Earth & All Between i hænderne. Er det metalcore støbt i den samme rå beton, der definerede deres storhedstid? Eller har de endnu en gang kastet sig over terrassevarmere, lerovne og solceller i et moderne mainstream glashus?
En rejse i diskografien
Når det gælder både arkitekter og bands, er der én ting, der tæller: et solidt fundament og en gennemtænkt vision. The Sky, The Earth & All Between leverer på begge fronter. Architects har endelig fundet tilbage til deres metalcore-rødder – genren, de mestrer bedst – men uden at droppe eksperimenterne. Intronummeret ”Elegy” er blandt bandets stærkeste nogensinde. Normalt ville elektroniske danse-elementer få mig til at himle med øjnene, men her er integrationen med metalcore så præcis, at det fungerer perfekt. Albummet bliver gradvist tungere med ”Whiplash” og ”Blackhole”, hvor tunge breakdowns og Sam Carters rå vokal stjæler rampelyset. ”Evil Eyes” rammer også plet med et hardcore-inspireret drive, der klæder bandet forbløffende godt, og som gerne måtte udforskes endnu mere. Og så er der omkvædene. Architects er mestre i fængende melodier, og selvom ”Everything Ends” måske er lige lovligt mainstream, vinder det alligevel sin plads med et stærkt livligt hook.
Generelt er The Sky, The Earth & All Between et stærkt tværsnit af Architects’ diskografi. Et bevis på, at de har formået at samle elementer fra begge deres perioder. For første gang i flere albummer føles det, som om de virkelig er vendt tilbage til deres rødder. Noget, der har manglet siden Tom Searles alt for tidlige død, som ramte både bandet og brormand Dan Searle hårdt. Det eneste nummer, der føles en smule for søgt, er ”Seeing Red”. Det lyder næsten, som om briterne imiterer sig selv, og man får en decideret deja-vu-fornemmelse. Men hvor placerer albummet sig i bandets katalog? Er det deres bedste? Nej, ikke helt. Lyrikken mangler lige det sidste. Holy Hell står stadig som deres stærkeste værk, men The Sky, The Earth & All Between er det bedste, de har leveret i lang tid. Og det er imponerende, når man tænker på, at vi nu er oppe på 11 albums.
En solid konstruktion
The Sky, The Earth & All Between er en stærk udgivelse, der trods et par lidt for polerede numre bringer Architects tilbage til den tunge metalcore, de engang var med til at forme. ”Elegy”, ”Whiplash”, ”Blackhole” og ”Evil Eyes” rammer plet og beviser, at bandet stadig kan levere musik, der både slår hårdt og rammer dybt, selvom de efterhånden nærmer sig veteranstatus. Albummet er blandt de bedste metalcore-udgivelser i de seneste år, og Architects behøver bestemt ikke overveje et karriereskift endnu. De kan stadig designe, udføre og cementere et bundsolidt fundament. Tak for det!
