Britiske Architects har en masse på hjerte på deres syvende vredesudbrud

Mest ambitiøse album til dato

Det yderst produktive britiske metalcore band Architects, har kæmpet med at finde ben at stå på siden deres første album, Nightmares udkom i 2006. Vi skulle frem til år 2009 før bandet for alvor gjorde sig bemærkede med Hollow Crown, som kritikere og fans stadig holder de nye udgivelser op i mod. Særligt da de udgav efterfølgeren The Here And Now, blev vandene for alvor delt og albummet syntes at gå i en lidt anden retning end med deres tidligere udgivelser. Uden at gå hele deres bagkatalog igennem, kan jeg konstatere at Architects med deres syvende album, er ude med deres mest ambitiøse album til dato og at det ikke er tilfældigt at de anses som et af de bedste og mest veletablerede metalcore bands i England.

Vegetarer med masser af bid

Dette er et album med et klart budskab og en stor lussing til verdens befolkning, om at vågne op fra den destruktive adfærd vi udviser. Bandet har stor passion for vores klode og dyrevelfærd, for at nævne et par af deres interesser. Det kommer også til udtryk ved at hele gruppen er fuldtidsvegetarer og promotorer for organisationen, Sea Shepherd. Ligegyldig info, sidder du nok og tænker, men det er elementært for at forstå budskabet på All Our Gods Have Abandoned Us.

Albummet starter som skudt ud af en kanon, med det voldsomme raserianfald ”Nihilist”. Fra første sekund er der fuld power på alt, hvad der kan spilles på. Der er smæk på trommerne og de hårde djentriffs sætter virkelig tempo på. Forsanger Sam Carters vokal har bevaret sit udtryk fra de to seneste albums, og der bliver stort set aldrig gået en tone ned i hans voldsomme skrig. Teksterne på dette nummer, samt de øvrige numre på pladen, er et tegn på voldsomt frustration og afsky, og det virker fantastisk, hvor end forfærdeligt sandt budskabet er. Et uddrag fra teksten, lyder - ”They’d trade their hearts if they were made of gold / But they’re as worthless as the souls they sold.”, hvilket man sagtens kan nikke genkendende til i flere sammenhænge.

Vreden og tempoet kører i stort set samme spor hele vejen igennem, og man er ikke i tvivl om at bandet virkelig mener det seriøst. Et af de numre hvor der virkelig er storslået harmoni mellem omkvæd og hele det musikalske billede, er på nummeret ”Gone With The Wind”, som på alle måder er en perfekt kombination af intensitet og kontrolleret vildskab. Vokalen når endda helt ned i ren sang, som også er en teknik som Sam mestrer rigtig flot. Det er tydeligt at de har udviklet sig utrolig meget siden deres første par albums, og at de er fantastisk dygtige på deres instrumenter. Med numre som ”Deathwish”, ”Phantom Fear” og ”A Match Made In Heaven”,, får man virkelig velpoleret og hårdtpumpet adrenalin skudt lige i øregangene, og det er et af de mest overbevisende eksempler på metalcore anno 2016.

Meget mere end en dråbe i havet, men det er ikke helt nok

Jeg var super begejstret for dette album da jeg gav mig i kast med det, men jo mere jeg fik lyttet til det, gik det hen og blev en smule for genkendeligt. Det er stadig et rigtig godt album, men det mangler lige lidt mere variation, end det som albummet har at tilbyde på sine 11 numre. Nummeret ”Memento Mori” starter ud med noget nyt, men fortsætter så ellers i samme spor som resten af albummet. Men det spor er også rigtig godt, dog får det dem ikke kørt helt til top.  Men jeg kaster 8 kødløse kranier efter Architetcs og ser frem til snarest at se dem i Danmark igen. Med dette album, er der garanti for nogle hårdtslående tilføjelser til set liste.