Polaris

Af de to opvarmningsbands denne aften må Polaris nok siges at være væsentlig mindre kendte end Beartooth. Derfor kunne man godt frygte, at de ville blegne lidt ift. de større bands på plakaten denne aften, og at publikum end ikke ville dukke op for at få dem med. Trods et lidt stillestående band og en lyd, der ikke var helt, som den skulle være, nåede de dog at få umådeligt godt fat i publikum. Få numre inde i koncerten var salen allerede ved at være godt fyldt op, og med den energi, Polaris bragte, var det ganske forståeligt. Musikken var meget centreret omkring samspillet mellem bassisten, der som oftest sang de mere clean-baserede stykker, og forsangeren, der screamede. Bassisten viste sig også at have en markant bedre stemme til de mere stille stykker, så man kan dermed glæde sig over denne fordeling.

Dette betyder dog ikke, at man skal underkende forsangerens rolle, da han viste, at han udover at have et formidabelt scream også havde en usædvanligt god kontrol over publikum. Forholdsvis tidligt i settet opfordrede han eksempelvis de fremmødte til at tage deres telefoner op og oplyse lokalet. Fra min position cirka midt i rummet skulle man kigge sig grundigt omkring for at finde nogen, som ikke fulgte ordren. Da han senere opfordrede publikummet til at lave en wall of death, kunne man også have frygtet, at folk ikke var engagerede nok så tidligt på aftenen til en sådan energiudladning. Publikum viste sig dog mere end klar, og kort efter at forsangeren havde opfordret til det, havde halvdelen af gulvet forvandlet sig til et stort hul, der få sekunder senere ville blive opløst i en meget solid pit. Energien varede rimeligt ved resten af koncerten, hvilket blev særligt tydeligt ved bandets sidste sang, hvor en meget voldsom og meget kaotisk circle pit var i fuld gang. Det er vist sikkert at sige, at publikum var godt varmet op her allerede efter aftenenes første band.

7/10

Beartooth

Hen over anlægget hørtes de første toner af Linkin Parks “Faint”. Trods en mindre genkendende jubel fra publikum blev der dog hurtigt slukket, og lyset skiftede til nogle mørkere nuancer, da bandet trådte på scenen. Lydproblemerne fra før var sidenhen blevet fikset. Dette hjalp dog ikke på bassistens vokal, der havde tendens til at være forholdsvis lav, når han screamede, sammenlignet med de stykker, hvor han sang clean. Dette ændrede dog ikke på den formidable start, de formåede at skabe. Da forsangeren i første sang opfordrede til en mosh pit, fulgte publikum flittigt hans befaling, og de viste også i samme sang, at de godt kunne synge med på ordene, når forsangeren rakte mikrofonen ud til dem. Energien fortsatte, og da de fremmødte hoppede op og ned, kunne det næsten mærkes i gulvet længere tilbage.

Det var blevet tid til fællessang, og med “Hated” viste det sig, at langt det meste af publikum kunne synge med, trods at dette kun var supportbandet. Det var generelt særligt sangene fra bandets to første albums, der fik godt fat i publikum, og man kunne til tider godt mærke, at det nyeste album ikke var helt så populært hos dem som de ældre. Selvom at det gik vildt for sig i salen gennem størstedelen af koncerten, resulterede dette dog i enkelte mindre intense øjeblikke i det ellers oplagte publikum.

Forsangeren Caleb Shomo gav sig også tid til at interagere lidt med publikum. Der var flere søde ord til de fremmødte, men desværre virkede det dog stadig en lille smule overfladisk og rutinepræget. Dette, ville jeg mene, var et af koncertens største problemer. Selvom Shomo må siges at være enormt tilstedeværende på scenen, og at han kommer for at levere et show, virkede det dog en smule indøvet. Selvfølgelig kan man ikke gøre hver koncert unik, og det er klart, at noget af ens sceneoptræden bliver en vane, men med Shomo virkede det desværre, som om hans performance mere var til, for at det skulle se godt ud, end fordi det kom af hans personlige passion for det, han laver. Hans vokal sad dog lige i skabet, og han var også meget fysisk på scenen.

Koncertens højdepunkt kom med sangen “In Between”, der må formodes at være bandets største hit til dato. Inden sangen var omme, kunne nærmest hele salen synge med på det lettere poppede omkvæd og dets tekst, hvilket de så sandelig heller ikke holdt sig tilbage med. Det medførte en længere outro, som i bedste stadionrockstil gav publikum en nærmest dominerende rolle. Bandet virkede til godt selv at være klar over, at dette nummer også var en kende mere poppet end mange af de andre sange i deres katalog, og det måske var derfor, sangen var kendt blandt så mange i publikum. “Y’all want heavy metal?” skreg Shomo fra scenen for at tage koncerten tilbage til dens lidt vildere udgangspunkt. Hvorvidt det var “heavy metal” i udtrykkets oprindelige betydning, man blev budt på, ville metalsnobber jo nok sætte spørgsmålstegn ved, men der blev i alt fald om noget igen skruet godt op for metalcoren, og så var der igen hurtigt gang i pitten. Efter 45 minutter måtte Beartooth forlade scenen, inden aftenens headliner skulle give, hvad de havde at byde på.

7/10

Architects

Pausen mellem Beartooth og Architects var en smule længere end den mellem Polaris og Beartooth. Dog ikke længe nok til at man kom til at kede sig, da publikum stadig virkede til at være høje på de to tidligere koncerter. Jeg nikkede genkendende, da endnu en Linkin Park sang kom over anlægget (One Step Closer) og tænkte på, om det mon igen var Linkin Park, der skulle spilles, inden bandet gik på scenen, og ganske rigtigt: ja, det var det. Lyset i salen blev slukket, og ind kom Architects. Deres entré var dog meget anderledes, end den var hos Beartooth. I stedet for de varmere farver hos Beartooth, blev man nu mødt med et lys af en markant koldere skær. Forsigtigt lagde de ud med åbningsnummeret “Death is Not Defeat” fra deres nyeste skive. Publikum kiggede forhåbningsfuldt på, inden sangen sparkede ordentligt i gang.

Vokalen var dog ikke helt i top her i starten. Derudover var trommelyden også en smule svag, hvor særligt lilletrommen lød en anelse vattet, og bækkenerne fremstod en smule tynde i lydbilledet. Publikum virkede dog ligeglade og viste, at de var kommet for at have en fest. Fest fik de, og det fortsatte videre ud i sangen “Modern Misery” fra samme album. Sang nummer tre satte tempoet et hak op, da de kastede sig ud i den aggressive og fortvivlede “Nihilist”, der var albummets første sang, som ikke stammede fra Holy Hell. Sjældent har jeg haft udsynet til en så stor mængde af publikum, der gav så meget slip og gik amok til en koncert. Dette var et ualmindeligt skønt syn, og jeg mindes da også at have observeret et lille smil på forsangeren Sam Carters mund. Det var tydeligt at se, at han fandt glæde ved at komme ud og spille, og at det rørte ham at se folk vise den respekt for hans musik.

Generelt set sagde bandet ikke voldsomt meget til publikum under koncerten, men gemte de fleste af deres ord til sidst på aftenen. De var kommet for at trykke den af og lægge deres kraft og sjæl i musikken. En kort bemærkning kom der dog fra scenen, da Carter spurgte, hvor mange der havde det nye album. Forbløffet over den massive håndsoprækning og den store jubel, måtte han konkludere, at det nok var tæt på alle. At publikum havde sat sig ind i det nye album, må have været en klar fordel, da albummet i høj grad dominerede setlisten. Faktisk var der kun tre sange fra albummet, der ikke blev spillet live den aften. Jeg vil måske endda mene, at publikum var mere på, når det var de nye sange, der blev spillet. Dette må have været en klar succesoplevelse for Architects, da albummet er centreret omkring Architects’ tidligere guitarist Tom Searles død og derfor må formodes at have haft en større følelsesmæssig forbindelse til musikerne.

Selvfølgelig måtte der tids nok også komme en lille kommentar angående oplevelsen på Copenhell 2017. En koncert jeg selv var mødt op til og desværre måtte forlade skuffet. For dem, der ikke var der eller som ikke har hørt om koncerten, bør det nævnes, at det ikke var Architects som sådan, der skuffede den sommerdag for to år siden. De spillede såmænd fint, men måtte desværre afbryde koncerten efter ganske få sange, da lyden gentagne gange blev ved med at gå grundet den voldsomme regn. En stor skam som Architects tilsyneladende også selv havde ærgret sig over. Jeg havde derfor set frem til, at de skulle give revanche på dansk jord, og denne gang blev jeg altså ikke skuffet. Særligt her i den sidste del af koncerten spillede det hele sammen i en større enhed.

Carters stemme virkede nu, som den skulle, hvilket blev bekræftet i klassikeren “A Match Made In Heaven” og Holy Hell-singlen “Hereafter”, hvor publikum heller ikke holdt igen med den sidste smule energi, der måtte være gemt i dem. Bandet forlod kort scenen, hvorefter de spillede en forkortet udgave af “Memento Mori”. Da de under høje tilråb og jubel kom på scenen igen, var det tydeligt, at både de og deres fans vidste, hvad der nu ventede. Et stort hjerte kom op bag dem med initialerne “T//S”, som er en forkortelse for fornævnte Tom Searle. Det stod nu pludseligt klart, hvorfor Carter ikke havde talt meget gennem denne koncert. Han havde noget dybere på hjerte og gav dermed med en længere tale her i koncertens sidste stund. Dette giver i mit hoved bedre mening, end hvis han havde kørt koncertens energiniveau ned ved at komme med følelsesladede ord mellem hver eneste sang. Publikum lyttede intenst, alt imens han kom med en dybtfølt fortælling om sorg, tab og om hvor godt det var at se så mange give dem den opbakning efter tabet af deres kære guitarist. Enkelte steder kunne jeg ænse småsnak omkring mig, men dette blev hurtigt tysset bort af deres sidemænd. Folk var altså klar på at vise deres respekt til det band, de var kommet for.

Til sidst valgte de så at give Tom den hyldest, han havde fortjent ved at dedikere deres nyeste hitsingle “Doomsday” til hans minde. En ualmindeligt ægte og dybfølt optræden fulgte, og publikum forstod på bedste vis at have en fest på den mest ærbare måde. De første tre-fire linjer af sangen havde jeg faktisk svært ved overhovedet at høre Carter synge grundet publikums overdrevne entusiasme. Dette var i sandhed et magisk øjeblik efter en i forvejen ganske udmærket koncert. En yderst godkendt revanche efter Copenhell-katastrofen!

8/10