Intet nyt fra vestfronten
Yob kom ikke med ny musik i 2024, men som et plaster på såret genudgav de deres første demo, hvorfor fans fik noget at fordrive ventetiden med. De gode nyheder er, at Yob arbejder på nyt materiale, som forhåbentlig kommer i 2025. Men her er den digitale genudgivelse af den første demo fra 2000, som udkom i et smalt vinyloplag for 15 år siden. Demoen var oprindeligt ikke tænkt som noget, der skulle udgives. Mike Scheidt havde skrevet tre sange for egen skyld, der var ikke engang planer om et band endsige karriere med videre, men tingene tog fart, da han sendte materialet ind til stonerrock.com. Og materialet er også ret lovende.
Men det var nyt dengang
’Hvem helvede er Yob?’ spurgte en kollega. Kongerne af stoner/doom-rocken, såmænd. Eller som et redaktionsmedlem udtrykker det: ’Det er noget støvet skrammelværk, der lyder, som hvis alle på Christiania fik en orange forstærker’. Og det er nok ikke helt galt, måske ikke passende for den nyere del af diskografien, men ganske dækkende for demoen her. Den er dejlig skramlet, doomet og stenet. Meget mere stoner end alt, der kom efter. Som Mike Scheidt selv skriver, er den med ’warts and all’. Det er næsten et soloprojekt, hvor besætningen består af Scheidt selv og trommeslager Greg Ocon.
Yob er om nogen repræsentanter for den intellektuelle del af genren, hashtågerne skal findes andetsteds. Det er bestemt ikke Sleep eller et af de bands med ’Bong’, ’Weed’ eller lignende i navnet. Helt så meget dybde er der ikke at finde på demoens tre stærke skæringer, men dynamik og musikalsk fortælling findes især på ”Revolution”. Ja, det er rigtigt, kendere vil her opleve ”Revolution” fra Elaborations of Carbon i en spæd udgave. Demoversionen sætter tempoet højere, produktionen mere rå, og sangen er halvandet minut kortere. Kort sagt med langt mere spræl end albumversionen, der generelt er langsommere og dvælende, hvilket giver sangen en tungere og mere atmosfærisk karakter. Sjovt nok er det grunden til, at demoen i virkeligheden er bedre, den er mere drengerøvsrocket og langt fra den stil, der senere skulle kendetegne Yob. Det tonstunge, dybt skumlende, skulende, ondsindede og langsomme Yob, hvor de for alvor dyrker dynamik og dybde. Men denne klassiske meditative og episke tilgang skulle de som skrevet først opdage og udforske langt senere.
”Silence” og ”Dogma” følger heller ikke nogen dogmer, det er ultrastenet stonerrock, meget rock’n’rollet, og det er hele demoens store styrke. Scheidts kærlighed til rocken vibrerer i samtlige toner, ligesom hans fornemmelse for alt Black Sabbath. Især hans basspil og lyd render lige forbi Geezer Butlers hoveddør.
De ondskabsfulde og truende atmosfærer, som indfandt sig fra start på Elaborations of Carbon, glimrer ved deres fravær.
Yob is love
Demoen er en stærk smagsprøve på et genialt band, der tydeligvis allerede var geniale fra start. Yob er netop ikke som nogen andre. Alene Scheidts vokal er enestående. Den kræver, ligesom meget af musikken, tilvænning og kan vel bedst beskrives som en slags højspektret nasal gurglen. Hans growl er til gengæld til UG.
Det er spøjst, at en trup, der spiller så olm musik, har mantraet ’Yob is love’. Men ser man dem live, mærker man kærligheden. Og ser kærligheden, for sjældent har en koncert udsendt så megen varme, som da Yob sidst gæstede landet. Mit nytårsforsæt må være at se Yob i 2025. Eller dø i forsøget.
