Sidst, jeg besøgte Stengade, var december ’19, hvor Gaerea, Numenorean og Møl spillede op til julebal. En fremragende aften med tre fremragende bands, og spillestedets intime rammer dannede de perfekte omgivelser for denne mørke misere.
Så mens resten af nationen var trasket til Royal Arena for at få at vide, at deres iPhones skulle blive i lommerne, var jeg taget til Stengade for at få et gedigent stykke med black metal – simpelthen min første koncert i det herrens år 2022, også endda hvor Panzerfaust headlinede! Hvad kunne dog gå galt, tænkte jeg. Det skulle jeg aldrig have gjort…!
Glemsel
Glemsel er et band, der bare bliver bedre og bedre i takt med, at de udgiver mere og mere materiale, hvilket de i øvrigt gør hyppigere, end den gennemsnitlige metalfan skifter band trøje. Men det er ikke et band, der gør meget væsen af sig. Klokken lidt over ni gik bandet på scenen, kæmpede lidt med en basmonitor, og så var vi ellers i gang. Jeg har kun set bandet en gang før, tilbage i november ’21, da de var en del af vores arrangement ’Night of the Black Attack 5’, hvor de gjorde ganske udmærket, men fremstod noget anonyme. Her fem måneder senere er de ikke blevet mindre introverte, men hvad de manglede i fremtoning, opvejede musikken for – især bassen fyldte utrolig meget i lydbilledet, om det så var meningen eller ej. Det gav dog en god bund og dybde i musikken, og da bassen tit bliver overset som et rødhåret adoptivbarn, var denne Cliff Burton-essens med til at give Glemsel et forholdsvis unikt præg, som fungerede ganske godt. Men bedst som bandet var kommet i gang, gik de af scenen igen – uden så meget som en lyd fra medlemmerne, så selvom koncerten faktisk var ganske fin, stod man tilbage med en følelse af ”Nå, så øh… Var dét det?”. Men som opvarmning havde de gjort deres job, og man følte, at det her nok skulle blive en god aften.
Velnias
Da amerikanske Velnias gik på scenen, stod det klart, at denne aften bestemt ikke skulle handle om interaktion med publikum. Ligesom Glemsel gik de op på de skæve brædder uden så meget som et ”hej” og gik så ellers i gang med at spille.
Hvis man ikke er bekendt med bandets og deres lyd, kan det vel bedst beskrives, som hvis UADA spillede ørkenrock. Selvom bandet spillede i lidt over en halv time, virkede det mest, som om de spillede én lang sang – det var i sandhed en ørkenvandring. Det blev heller ikke bedre af, at lydens kvalitet var styrtdykket i en sådan grad, at en af medlemmerne af Panzerfaust måtte træde til for at hjælpe den lade lydmand, der havde mere travlt med at sende hjerte-emojis til sin Tinderdate end at sørge for at passe sit arbejde.
Så selvom Velnias har eksisteret siden 2007, fremstod de langt mere uerfarne og uprofessionelle sammenlignet Glemsel, og bandet vævede rundt i en lang, kedelig omgang.
Panzerfaust
Åh Gud, hvor skal jeg dog starte? Godt … Jeg elsker Panzerfaust. Deres to nyeste udgivelser er nogle af de bedste, moderne black metal lavet i årevis, og derfor havde jeg virkelig set frem til at opleve de dystre canadiere udfolde sig. Dog kunne jeg allerede under Velnias godt fornemme, at det her ikke ville blive en koncert, som ville gå over i historien, tværtimod. Stengade har plads til omkring 230 publikummer, hvilket vel er 200 flere, end der rent faktisk var til stede den aften – og størstedelen af dem befandt sig primært i baren eller udenfor for at få en smøg, uanset om der stod et band på scenen eller ej. Ergo var stemningen ej heller tip-top. Bandet havde dårligt nok stået på scenen i fem minutter, før første katastrofe meldte sig, nemlig da forsanger-Goliaths talerstol – lavet af krydsfiner – væltede ned fra scenen sammen med alt det lydudstyr, der gemte sig i den. Normalt får vi at vide, hvor søde, rare og hjælpsomme metalfans er, men her var der ingen hjælp at komme efter, så Goliath måtte selv – mens resten af bandet spillede – bakse med at få sin pult op på scenen igen og koblet elektronikken op igen. Det må siges at være den værste start på en koncert, jeg endnu har oplevet. Derudover virkede det til, at lydmanden nu var gået i koma, for novra, hvor lød Panzerfaust dog ringe. Vokalen var mudret, bassen forsvundet, stortrommen pist væk og guitaren alt, alt for lav. Så alle de små, lækre detaljer, der befinder sig i Panzerfausts musik, var umulige at spore, først henimod slutningen af koncerten var lyden tæt på at være i orden – hvilket må siges at være alt, alt, alt for sent. Og selvom bandet gjorde alt, hvad de kunne for at levere og leve sig ind i både musik og performance, så faldt det hele til jorden, og folk udvandrede da også løbende trods det faktum, at det nu altså var hovednavnet, der spillede. Så selvom det da var skønt at skråle med på et nummer som ”Snare of the Fowler”, så var det en uskøn og uværdig omgang, og at Panzerfaust også gik fra scenen uden et ord kunne man virkelig godt forstå – jeg tænker, de skulle i baren bagefter, og det skulle være i løb!