Alle gode gange … fire?
Jeg – og mange andre – antog fejlagtigt, at Panzerfausts serie, The Suns of Perdition, sluttede som en trilogi. Men der tog vi som sagt fejl, for sørme om ikke dette epos i virkeligheden bestod af fire kapitler. Jeg kunne ellers have svoret på at have læst gentagne gange, at det var ment som en trilogi, men måske fik bandet andre tanker, da de læste de lunkne anmeldelser, kapitel tre fik – hvem ved? Uanset årsagen så er mere Panzerfaust – som regel – en god ting. Ligeså fortjener Suns of Perdition-sagaen en bedre afslutning end den, som The Suns of Perdition – Chapter III: The Astral Drain leverede forrige år. Så er spørgsmålet bare, om bandet har lært af sine fejl, eller om kapitel fire lider af samme.
Træd nu til! Hårdere!
På den forrige udgivelse havde bandet – af uforståelige årsager – valgt at tilføje hele tre instrumentale intermezzi, som var mildest talt irriterende. Disse er heldigvis væk på Suns IV, så allerede her står det klart, at pladen lægger sig op ad kapitel et og to – gud ske tak og lov! Nogle gange er regression altså en god ting. Panzerfaust er ligeså fortsat leveringsdygtige i ekstremt kompetent, hårdtslående, nihilistisk, misantropisk og progressiv blackened death metal. Især er trommeslageren Alexander Kartashov en decideret fryd at lytte til – jeg er ikke typen, der favoriserer eller har yndlinge, men hvis jeg skulle pege på min favorittrommeslager i ekstremmetallen, så ville det blive ham. Hans stil er ekstremt teknisk, men alligevel tilpas afslappet, jazzet og legesyg til, at man ikke opdager, hvor hidsig han egentlig er. De resterende medlemmer er da også alle voldsomt talentfulde, men det er altså Kartashov, der er prikken over i’et, hvilket han virkeligt beviser på de to mesterlige numre “When Even The Ground Is Hostile” og “The Hesychasm Unchained”. Men trods bandets utvivlsomme talent så begår de nu enkelte fejl på Suns IV – heldigvis langtfra så graverende som på Suns III, men stadig af en sådan kaliber, at det skal påtales. Som årene er gået, har bandets lyd udviklet sig i en mere og mere progressiv retning – hvilket da også har medvirket til at skabe deres musikalske identitet. Men det betyder dog også, at numrene stille og roligt er blevet længere og længere og mindre slagkraftige. Tag nu “The Damascene Conversions”, som overordnet set er et godt nummer, men man savner et klimaks. Hvilket helt generelt er Suns IVs største problem, nemlig den fraværende forløsning. Dette album er jo afslutningen på en æra, og man skulle da både tro og mene, at et band, der er opkaldt efter en tysk panserværnsgranat, ville slutte af med et gedigent brag. Men det brag kommer aldrig rigtigt; der er da enkelte små knald, men den totale kataklysme udebliver – desværre. Ligeså savner jeg et hit, et nummer som eksempelvis “Snare of the Fowler” fra The Suns of Perdition – Chapter II: Render Unto Eden eller “Stalingrad, Massengrab” fra The Suns of Perdition – Chapter I: War, Horrid War . Jeg vil tro, bandet selv mener, at albummets højdepunkt er “Occam’s Razor” (som i promomaterialet hed “Occam’s Fucking Razor” – det ligner ellers ikke bandet at censurere sig selv). Men selvom det nummer gør alt, hvad det kan for at fremstå så storladent som muligt, så bruger det over seks minutter på at komme sådan rigtigt i gang. For et band, der selv udtaler, at de er den støvle, der står på menneskehedens ansigt, så træder de ikke så hårdt, som de selv tror. Desværre, for man har faktisk lyst til, at det canadiske ensemble træder til, indtil noget knaser. Det har de gjort før, og det føltes egentlig utroligt rart.
Et nyt eventyr eller …?
Så desværre er kapitel fire her ikke helt på niveau med kapitel et og to, og der er desværre heller ikke tale om den helt store afslutning, som man kunne have drømt om. Men …! Det er nu stadig en rigtig god skive lavet af et ekstremt kompetent og unikt band, og den slags skal der værnes om, for der er kun ét Panzerfaust. Det helt store spørgsmål er derfor, hvad der skal ske nu, hvor denne saga er afsluttet. Vil de gæve canadiere påbegynde et nyt eventyr, eller kommer der et femte kapitel? Ja, man ved det aldrig, så det må tiden vise
