Tankekamp

Det er lidt over et år siden, jeg stiftede bekendtskab med canadiske Panzerfaust, da de tilbage i juni ’19 udgav The Suns of Perdition – Chapter I: War, Horrid War og nu er de så allerede klar med kapitel to. Men hvor kapitel et havde et stort fokus på krig og direkte ødelæggelse, har kapitel to i stedet et fokus på den indirekte og filosofiske ødelæggelse med referencer til Faust, Pascals væddemål og John Miltons taler imod pressecensur. Så stil din panserværnsraket fra dig, og find læsebrillen frem – for nok er Panzerfaust stadig rasende, men det er tid til at slås med tanker, ikke med næver.

Cand.mag. i black metal

Chapter II er måske ikke lige så hårdtslående som Chapter I, i stedet er der et større fokus på melodi og atmosfære. Men trods den nedskalerede aggression, så er musikken endnu mere intens: numrene er længere, har flere skift og mange, uforudsigelige passager – som for eksempel ”The Snare of the Fowler”, der tre et halvt minut inde pludseligt skruer op til 11 og stikker af i en barrage af klassiske black metalriffs, tyvstjålet fra de norske fjelde. Men bevares, Canada er vel også det amerikanske kontinents svar på Skandinavien! At musikken er mindre aggressiv, går hånd i hanke med, at lyrikken nu er inspireret af forskellige teologiske og filosofiske dilemmaer i stedet for slaget ved Stalingrad i 1914 eller islamiske henrettelsesmetoder. Mens figurer som Faust og Prometheus tit og ofte er at finde på metalsange, så er det nok første gang, at jeg er stødt på John Milton og Blaise Pascal i metallens dunkle univers.  Ej heller er Salmernes Bog det brudstykke af Biblen, man oftest falder over – så jeg kipper med hatten i Panzerfausts generelle retning, for de har da virkeligt tænkt ud af boksen, da Chapter II blev undfanget. Men udover den filosofiske lyrik, så er det bandets trommeslager, Alexander Kartashov, der virkelig fanger lytteren. Hans trommespil er så eminent og så finurligt, at det næsten virker genrebrydende. For Panzerfaust er, trods alt, et black metalband, og det betyder jo, at trommerne alt for ofte enten udelukkende består af blastbeats eller duka-duka-duka-trommer, som vi kender det fra bands som Darkthrone. Alt det gør Kartashov op med, for i stedet at kæle for hi-hat og bækkener og have et enormt fokus på trommefills. Normalt er jeg en ”guitarsanger”-lytter, og et instrument som trommerne har det med at forsvinde om i baghovedet. Men den kære Alexander formår virkeligt at gøre trommer spændende for en som mig, der normalt mener, at de godt kan være lidt overflødige – så bravo!

Chapter II er et album er dog et album, som man kan kalde for ”a grower, not a shower”, forstået på den måde, at det ved første lyt måske kan virke som en lidt tam oplevelse ovenpå sin eksplosive forgænger. Men ulig Chapter I, der fangede en fra første lyt, så oplever jeg, at jeg konstant opdager nye elementer på Chapter II, hvor det forrige album var noget mere todimensionelt og derfor, på længere sigt, kedeligere. Men man gør nok sig selv en bjørnetjeneste, hvis man ikke hører de to album i forlængelse af hinanden, som ét langt album i stedet.

Mens sana in corpore sano

Chapter I fangede mig med sin bramfri og altødelæggende lyd, Chapter II fangede mig med sin intelligente og filosofiske lyriske tilgang. Derfor er jeg nu virkeligt spændt på at høre, hvad Chapter III så vil fange mig med. Det bedste ville klart være en kombination, for indtil videre har Panzerfaust bevist, at de mestrer både det brutale og det intelligente, men for at de skal ramme plet, bør de forsøge at kombinere de to – så tænker jeg, at stor kunst vil blive skabt!