Plaguewielder, som oprindeligt blev udgivet i 2001, er et album, der godt nok har fået en hel del hug af anmelderne gennem tiden. Til trods for, at skiven er så upopulær, har man alligevel valgt at genudgive den tidligere i år.

Det, som skiven har fået kritik for er blandt andet, at den mangler innovation, at produktionen er for god, at den mangler ånd og hjerte, og at den simpelthen er kedelig. De, der brokker sig over, at skiven er ikke er innovativ, argumenterer ofte, at et band, der er så rutinerede og erfarne som Darkthrone, burde skubbe genren videre i stedet for bare at lave et metervare black metal-album.

Skal jeg være ærlig, så synes jeg faktisk ikke, at Plaguewielder er så forbandet dårlig endda. Skiven er ganske vist ikke nyskabende og hører måske heller ikke til blandt de ypperligste Darkthrone-klassikere, men den er stadig en milliard gange bedre end størstedelen af det mudrede hav af metervare black metal-skiver, der er derude.

'Weakling Avenger' og 'Raining Murder' har begge fået hug for at være ikke helt vellykkede forsøg på at lave noget, der ligner musikken på klassikerne A Blaze in the Northern Sky, Under a Funeral Moon, Transilvanian Hunger og Panzerfaust. Og det kan da godt være, det ikke helt er oppe på det niveau, men jeg synes dog stadig, at der er tale om to ganske udmærkede black metal-numre. 'Sin Origin' kan måske godt siges at skue lidt frem mod den mere punkede stil, som Darkthrone senere begyndte at eksperimentere med. Nummeret er simpelt i struktur og gør brug af nogle primitive riffs, hvoraf nogle virker en del inspireret af Celtic Frost. Det er simpelt, men det virker! Det samme gælder "Wreak" som også er ret riff-drevet og næsten er mere ovre i noget black-thrash end ren black metal. I det hele taget så synes jeg, der er mange egentlige riffs på denne skive, og det virker ret godt, når Darkthrone skifter fra typisk black metal-tremolo og blastbeat til et mere defineret riff. Et af de genretypiske black metal-træk, som Darkthrone virkeligt gør flittigt brug af, er gentagelse. Næsten hvert eneste nummer består af enkelte figurer, der bliver gentaget ret mange gange, og det er netop dette, der gør, at, når der så er et skift, så er det noget, der rykker. Gode eksempler herpå er "Command" (som nok er et af skivens svagere numre) og "I, Voidhanger" (der til gengæld er et af skivens højdepunkter).

Produktionen er ikke superpoleret, men heller ikke underproduceret, og egentligt synes jeg, det er okay. Jeg har ikke noget imod, at man kan høre hvad, der foregår, og det kan man nemlig på denne skive. Den veldefinerede produktion, og det faktum, at det hele ikke er druknet i rumklang, gør dog, at Plaguewielder ikke er så atmosfærisk, som Darkthrones klassikere er.

Plaguewielder har ikke været populær hos anmelderne, men når man lytter til den her 11 år efter, den blev udgivet, så er den ikke så ringe igen. Der er mange positive træk på den, og, selvom den måske ikke måler sig med Darkthrones tidligere udgivelser, så slår den stadigvæk masser af andre metervare black metal-udgivelser med flere baner. Plaguewielder er slet ikke så dårlig, som folk siger, og den fortjener at få en chance mere (desuden følger der en ekstra disk med, hvor Fenriz og Nocturno kommenterer pladens seks numre, hvilket trækker den op på 7 kranier).

Tracklist:
CD1:
1. Weakling Avenger
2. Raining Murder
3. Sin Origin
4. Command
5. I, voidhanger
6. Wreak

CD2:
1. Weakling Avenger (with Fenriz and Nocturno commentary)
2. Raining Murder (with Fenriz and Nocturno commentary)
3. Sin Origin (with Fenriz and Nocturno commentary)
4. Command (with Fenriz and Nocturno commentary)
5. I, voidhanger (with Fenriz and Nocturno commentary)
6. Wreak (with Fenriz and Nocturno commentary)