Two shades of black
Et udsolgt Templet i Lyngby bød denne store julefrokostfredag på corpsepaint og omvendte kors med to bands i hver sin ende af den sorteste skala: beskidt og skramlende klassisk black metal fra garvede Horned Almighty og opkomlingene fra Lamentari med deres smukke og storladne symfoniske blackened death.
Og inden vi når til selve musikken, kommer her et surt opstød – ikke til bands, spillested eller publikum generelt, men til de evindelige snakkehoveder, der i stigende grad synes at indfinde sig til koncerter og desværre også til denne. Én ting er, at jeg aldrig kommer til at begribe, hvorfor man bruger tid og penge på at tage ud til livemusik for så ikke rigtigt at høre den. En anden er, at man åbenbart blæser højt og flot på, at andre omkring en gerne vil have noget ud af og måske endda har glædet sig til oplevelsen. Det værste er imidlertid den totale mangel på respekt over for dem, der står på scenen og krænger deres sjæl ud. At man ikke som minimum kan udvise en smule pli over for nogen, der udøver deres kunst, er mig en gåde.
Ti. Nu. Stille.
Når det er sagt, var stemningen i top i Templet, hvor ”udsolgt” svarer til 160 solgte billetter. Rammerne er således, hvad man vel godt kan tillade sig at kalde intime, ja, nærmest hyggelige, og selv om hygge ikke synes at være den mest oplagte ækvivalent til black metal, passede begge bands sådan set udmærket til det lille, rå spillested. Det var til gengæld, når vi altså lige ser bort fra det genremæssige overlap, et af de eneste lighedspunkter mellem to meget forskellige bands og ditto koncerter.
LAMENTARI
Indrømmet, jeg gik en smule forudindtaget til denne aftens første hovednavn. Efter et par sublime koncertoplevelser med bandet var barren sat nærmest urealistisk højt, og uden nyhedsværdien og wow-effekten til at trække karakteren op belavede jeg mig i mit stille sind på at skulle skære en luns af selv samme. Sådan kom det, kan jeg imidlertid godt afsløre, ikke til at gå. Endnu engang viste Lamentari sig nemlig som et yderst stærkt liveband, og jeg var – endnu engang – tryllebundet fra start til slut af det cirka en time lange sæt.
Det var som vanligt storladent og teatralsk som bare pokker, men man må konstatere, at det virker for Lamentari. Selv om bandets grandiose lyd og optræden står i umiddelbar kontrast til de små spillesteders trange rammer, bliver det aldrig påtaget eller akavet, ej heller denne aften. Det kan ellers være belejligt at gemme sig bag corpsepaint og staffage, og Lamentari spiller rollen som satans onde yngel til perfektion. Men man mærker også de sorte hjerter slå under kutterne; mærker spilleglæden og stoltheden ved det fælles projekt. Denne menneskelige ægthed tror jeg, det er rigtigt vigtigt at holde fast i og lade skinne igennem for at vedblive med at være autentisk og troværdig.
Lamentari har efter coronaens koncerttørke fået nogle liveoptrædender under huden, herunder på Copenhell og Wacken, og det kan man godt mærke. Sekstetten virker mere komfortabel på scenen end for blot et år siden, og Daniel Lønberg omfavner rollen som frontmand med en fin balance mellem publikumsinteraktion og genrebunden introverthed.
Selv samme Lønberg er en afsindigt dygtig sanger, også live, og lader til kun at blive bedre. Når det er sagt, har jeg svært ved at fremhæve nogen frem for andre i et band bestående af seks ubestridt dygtige musikere – alle giver, hvad de har, og det er slet og ret en fryd at både se og høre Lamentari spille sammen.
På minussiden var der lidt med lyden undervejs, og da Lønberg entrerede med en sortmalet alterkalk med teaterblod til at mærke frivillige i panden, var det måske nok at tage den en my for vidt, men det er detaljer i endnu en mere end godkendt koncert.
At pladeselskaberne efter to vellykkede EP’er og en række forrygende liveoptrædender ikke flokkes om dette dygtige og ambitiøse unge band må være et af universets større uløste mysterier. Men lur mig om ikke 2024 byder på både pladekontrakt og albumdebut, og så vil jeg da ellers se frem til en dag at opleve Lamentari spille sammen med symfoniorkestret i DR Koncerthuset!
SÆTLISTE
Deisis
Sede Vacante
Lacrimosa
Tragoedia in Domo Dei
Nihilitatis
Dies Irae
Synodus Horrenda
Confutatis
HORNED ALMIGHTY
Med mere end 20 år på bagen er Horned Almighty nogle erfarne herrer i den sorte afkrog af den danske metalscene. Bandet har varslet udgivelsen af sit syvende fuldlængdealbum i 2024 og har spillet et utal af både store og små koncerter. Derfor kan jeg godt forstå, at Horned Almighty fik det sene spilletidspunkt denne aften i Templet. Og så alligevel ikke.
Allerede åbningsnummeret ”Age of Scorn” åbenbarede den milevide forskel mellem to bands under samme genreparaply. Hvor Lamentari så fint væver elementer af black og death metal sammen med klassisk musik, taler Horned Almighty lige lukt ned i moshpitten med sin skramlende, thrashy og punkede lyd. En lyd og en koncertoplevelse, der med sin energi og fandenivoldskhed en aften som denne havde egnet sig langt bedre til at åbne ballet, der så kunne lukkes og slukkes med Lamentaris stemningsfulde totaloplevelse.
Horned Almighty leverede rutineret, men også en smule rutinepræget, et veldoseret sæt bestående af nyt og gammelt materiale. Faktisk var kun tre af 11 numre fra bandets seneste udgivelse, den snart fire år gamle To Fathom the Master's Grand Design, der i øvrigt fik pæne ord med på vejen i nærværende medie. Bandet har helt sikkert fået mange til at sende en nostalgisk tanke tilbage til teenageværelset, og der var nærmest konstant gang i den, bevares, meget lille moshpit.
De fire århusianere gjorde med andre ord langt hen ad vejen, hvad de skulle – jeg må bare konstatere, at det ikke rigtigt rørte noget i mig. Det kan godt være, Horned Almighty er det ældste, mest garvede og kendte af de to bands i denne co-headliner, men begge havde i min optik været bedre tjent med at bytte plads i spilleplanen.
SÆTLISTE
Age of Scorn
Apocalyptic Wrath
Sworn Divine Vengeance
Diabolic Engines
In Torture We Trust
Gospels of Sickness
Discipline of the Almighty
Vile Works of Witchcraft
Necro Spirituals
Devouring Armageddon
Antagonism Eternal
