Fredag eftermiddag lukkede Copenhagen Metal Fest for alvor dørene op for to dage og tre scener med fuld smadder fra den danske muld, og silkeborgenserne i Asera fik tjansen med at åbne BETA. Bandet er ikke helt genrespecifikt, men de betegner sig selv som mørk og moderne metal, hvilket rammer meget godt. De dukkede op i 2020 i deres første lineup, hvor de i december samme år smed en demo op på Bandcamp. Dette blev grobunden for deres EP, som de indspillede hos Jacob Bredahl i Dead Rat Studio tilbage i juni, og som netop er udgivet den 11. september 2024.

Benjamin Kirkebys vokal i front er som en hammer i ansigtet, energisk og trænger ind i selv de fjerneste afkroge af dine knogler, mens Glen Kirkebys guitar har et helt specielt samspil med vokalen. Brion Wekins trommespil lægger sammen med Thomas Sandbergs dybe bas en solid bund og rytme til deres mørke tekstunivers. BETA var godt fyldt, publikum var mødt talstærkt op til dette års første koncert, hvis man ser bort fra ”tematorsdagen”, og selv ude bag døren ved trappen stod folk for at få et glimt af koncerten. Drengene fik godt fat i publikum og leverede et show med en god energi og nerve, som passede perfekt til BETAs rammer. Det blev varmt, det blev fugtigt, og der var sagorasme smadder på! Det fede ved Asera er deres dynamik i musikken. Det er meget mere end bare ”fire på gulvet”. Der er variation, temposkift og en vokal, der råber dig lige i fjæset. Asera har i min optik et ganske stort potentiale i det lineup, som de kører nu, og med bare omkring fire år på bagen kan man ikke andet end at kippe med flaget for den optræden. Keep making metal, så skal vi nok sørge for at komme til koncerterne!

7/10

Mea Culpa

Mea Culpa var en af årets mere ukendte navne på Copenhagen Metal Fest, og de stod for at skulle åbne ZeBU denne fredag. De har siden dannelsen udgivet 2 EP’er, som vi har haft gennem detektoren med begejstring. Deres nyeste, The Four Parts of The Earth, udkom i år, og vi kastede hele 8/10 kranier efter det. Det var derfor med en vis spænding, at jeg bevægede mig ind i halvtomme ZeBU med kameraet i hånden.

Grus i guitaren

Mea Culpa var ikke lige, hvad jeg forventede af et groovy melodød-band, da de trådte på scenen. De tre gutter, som spillede på instrumenterne, så unge og yderst velfriserede ud, men så kom forsanger Mads Marker ind på scenen, smurt ind i sort på arme og ben. Han lignede den ondeste udgave af en olympisk vægtløfter, hvor alle, der stod tæt på scenen, måtte føle sig intimideret, inden han overhovedet havde åbnet munden. Det var sgu ret fedt.

Der væltede hurtigt folk til ZebU, da Mea Culpa startede med at spille op til dans, og der endte med at blive godt fyldt. Der var dog rimelig store startvanskeligheder, da Axel Sibast Uggerhøj stod og sloges med sin guitar. Hvad der præcis var galt, vides ikke, men en af knapperne på guitaren virkede i hvert fald ikke efter hensigten, og dermed kom guitarsegmentet ikke til at lyde, som det skulle. Nuvel, efter Marker også havde prøvet at pille lidt ved guitaren, annoncerede han til salen, at det nok ikke lød, som det skulle, men de prøvede alligevel. Noget, der faktisk gav en pæn jubel i ZeBU, og som virkede til at vinde publikums gunst. Og bandet spillede efterfølgende, som om intet var hændt.

Selvom folk ikke gav den fuld gas til de groovy tunge melodier, som væltede ud over dem med stor intensitet, så lod det til, at folk lyttede koncentreret med, og mange vippede med hovederne, mens Marker growlede med enorm kraft. Inden bandet spillede ”Out In The Cold”, fik Marker nævnt, at det var lidt af sjæler, og at han håbede, folk var friske på dette. Generelt var der ikke meget snak fra band til publikum, hvilket var lidt en skam. Markers rene vokal på sangen lød godt, men lå desværre lidt lavt i mikset, hvilket var ærgerligt. Det var dog et super fedt moment, da han switchede tilbage med sin gutturale growl, hvor folk lod sig rive lidt med.

Brænd Amager ned!

Trods en del tekniske vanskeligheder, så udviste Mea Culpa en masse gode takter denne fredag eftermiddag. Generelt havde de publikum med sig. Noget, som jeg personligt synes, de skal udnytte meget mere i fremtiden. Øget interaktion med publikum og opfodringer til, at der skal ske noget, eller selv at starte noget blandt publikum. Med musikken i mente, så ville det være fedt, hvis de for alvor tændte op under heksekedlen. Musikken står, som den skal, men der skal bare gives mere slip på scenen.

7/10

Det var med en snert skepsis, at jeg fredag sen eftermiddag tog plads i Amager Bio for at overvære Vanir. Ikke fordi jeg har noget imod dem, heller ikke fordi jeg aldrig har hørt dem før, jeg har bare ikke hørt dem siden 2012! Jeg var på forhånd godt klar over, at de har haft en del udskiftninger og stilskift, jeg har bare aldrig rigtig lyttet til dem, siden den første forsanger, Andreas, forlod bandet. Det blev hurtigt meget klart, at for mig var det næsten som to forskellige bands med hver deres styrker. For der er ingen tvivl om, at de har en rigtig god holdopstilling – de er dygtige musikere og musiksnedkere!

Vanir havde indkaldt til en historieforelæsning i Amager Bio, hvor de bød på nogle af de grusomme sider af Danmarkshistorien, om de korstoge og kampe, vi har været en del af, og ”MCCXIX”, der handler om, hvordan Dannebrog faldt ned fra himlen. Bandet var veloplagt og fik hurtigt fat i publikum, der stadig kom strømmende fra de andre koncerter, der lige var afsluttet. Forbrøler Martin Rubini kom godt ud over scenekanten, og blandet med lidt kærlige drillerier med bassist Mikael Christensen, der blot viste deres spilleglæde, flåede de os igennem en koncert flankeret af deres bannere med ”Sorte Grethe”. De viste på bedste vis, hvad der har bragt Vanir til det sted, de er nu. Som nævnt tidligere begyndte de et helt andet sted, mere som vikingmetal, hvor de nu er et af Danmarks absolut glimrende melodødbands. Man kommer nemt til til at trække nogle referencer hen mod et band som Amon Amarth, og det er ment på den bedste måde overhovedet. De har i den grad fået vendt mine øjne i deres retning igen. Du har med garanti lært lidt om historien efter en Vanir-koncert, men det har nok været en del sjovere og mere svedigt, end hvis det var foregået i et klasselokale.

8/10

Fredagens tredje oplevelse stod på dansk/færøske Grava, som er en københavnsk sludge metal-trio, som har eksisteret i sin nuværende form siden 2019. De udgav debutalbummet Weight Of A God i 2022, og det fik en ret hård, men venlig medfart af vores skribent. Albummet fik meget positiv kritik for både valg af albumtitel og artwork, men også for det enorme potentiale og den krystalklare vision. Har de så brugt de sidste to år i øveren fornuftigt? Ifølge aftenens anmelder, så er der blevet finpudset en hel del. Ligeledes er Grava bestemt et band, som fortjener at blive oplevet live.

Dog må jeg indrømme, at mit kendskab til bandet er forholdsvis lille, og normalt er det ikke noget, jeg lytter til. Når det er sagt, så blev jeg ret hurtigt fanget af det ufatteligt tunge og dystre, som det må siges at være, når et band tekster skildrer døden ud fra den døendes øjne. Blandingen af det forholdsvis lille rum, belysningen og et ret tilpasset lydbillede gjorde sit til, at oplevelsen blev en helt anden end først ventet. Lyden sad lige i skabet, og bassen kunne mærkes i mellemgulvet, mens Caspers dommedagstrommer buldrede knivskarpt i horisonten. Vokalen kan ofte godt forsvinde en smule i det hele, men den lå, som den skulle. Helt fremme og tydelig, så du ikke var et sekund i tvivl om, at Niels (bas og vokal) og Atli (guitar og vokal) mente hvert et dystert ord, der blev skreget i mikrofonerne. Grava fik bevist, hvad to år kan gøre ved et orkester. De virkede utroligt godt sammenspillet, og deres ret rå udtryk kom til sin ret i den mørke trio, der ikke lod noget komme i vejen for dem. Det var for mig en øjenåbner, og jeg kan ikke andet end at glæde mig til, at de udgiver deres andet fuldlængdealbum her den 28. september.

8/10

‘Sort ørkenhævi’ kaldte vi Taagefanger, da vi her på Heavymetal.dk i 2022 gav dem en 3.plads i forbindelse med vores årlige kåring af ’Årets Håb’ på den danske metalscene. Eller kommer beskrivelsen i virkeligheden fra dem selv? Uanset hvad, så passer den perfekt til jydernes rå og beskidte lyd, hvor sandet knaser dejligt i tænderne. På deres indtil videre to EP’er har de i alt kun udgivet syv sange, så der er jo ikke meget at vælge imellem, når sætlisten skal finpudses, og det kunne man til tider godt fornemme under dagens anden koncert på BETA.

Den nye forsanger Dennis Nørstrøm Pedersen gjorde ellers, hvad han kunne for at sparke gang i sagerne, men store dele af publikum brugte mere tid på at snakke og drikke end på at være opmærksom på, hvad der foregik oppe på scenen. Det kan man selvfølgelig give publikum skylden for, men det kan jo altså også være, fordi bandet ikke havde ordentligt fat om bollerne på folk. Det sidste virkede i hvert fald som tilfældet her. Den nye single, "Full of Snakes", var knusende tung, men alligevel helt uden energi og ganske enkelt for kedelig til at være en single, men også til at være med på sætlisten her. Det blev heller ikke bedre, når man tænkte på, hvad Taagefanger ellers har udgivet, og hvor glade vi har været for dem her på sitet. Efterhånden overdøvede den infernalske snak i BETA nærmest bandet fuldstændig. Gruppens punkede attitude mindede mig en del om Kill Trip, men Taagerfanger havde slet ikke den energi, som deres jyske kolleger fremviste på samme scene for et par år siden. Det kneb også til tider med clean-vokalen fra Nørstrøm, som ellers virkede som en fin tilføjelse til gruppens udtryk. Gruppen sluttede af med ”Ritual”, hvor der så endelig opstod en lille moshpit, men det var alt for lidt og alt for sent i hvad der endte med at være et trist og lunkent sæt.

4/10

24 år skulle der gå, fra københavnske Strychnos udgav deres debut-demo i 1998, til de endelig fik deres første album på gaden. Siden da er det til gengæld gået stærkt med endnu et album og masser af koncerter, endda på Copenhell i 2023. Det var således oplagt, at vi skulle have en omgang af deres black-inficerede dødsmetal her på CMF i år. Nogen ville endda sige, at det var på tide. Mændene bag trioen er nogle rutinerede herrer, der, præcis som normalen på den danske metalscene, har været med i et utal af projekter i årenes løb. Det kunne man godt fornemme, da de blod- og sodindsmurte vandalister gik på scenen i Amager Bio til tonerne af ”Armageddon Patronage” fra deres 2024-udgivelse af samme navn.

Strychnos ved tydeligvis, hvordan man gør en entré, og deres traditionelle sorte død blev leveret med overbevisning. De fortsatte ufortrødent med ”A Mother’s Curse”, titelnummeret fra 2022-comebacket, og det lykkedes tidligt for trioen at kombinere deres rutine med (ungdommelig) vildskab. Et entusiastisk publikum i Amager Bio kvitterede da også med udtalt begejstring. Strychnos er som bekendt en trio, og dermed var der jo altså kun en guitar på scenen, og i dødsmetal er det simpelthen bare én for lidt. Der var flere fine, melodiske soloer, der fortjente en bedre underlægning end ’kun’ bas. Det hele blev dog leveret stensikkert og professionelt, uden nogen skønhedsfejl overhovedet og krydret med kommentarer som 'lige om lidt skal vi allesammen dø' fra bassist og forsanger Martin Leth Andersen. Alt hang sammen, men når bandmedlemmerne nu er så dygtige som de er, kunne man godt ønske sig, at de udfordrede dem selv og deres publikum ved at variere udtrykket bare en smule. Der er mange traditionalister indenfor dødsmetallen, men de mest interessante deltagere i denne gamle og hæderkronede subgenre er nu dem, der hjælper til med at udvikle den. Det ændrer dog ikke på, at det var en temmelig overbevisende optræden fra den rutinerede trio elsket af Treo.

8/10

Det er ikke forbudt at have det sjovt

Fra Amager Bio og blackened dødsmetal med Strychnos hastede vi over til ZeBU for at få en omgang melodisk, progget og dermed markant anderledes dødsmetal fra Mother Of All. I 2021 overraskede de alt og alle med et debutalbum ud af det blå – og så endda med Steve DiGiorgio på bas! Lidt af et scoop, men indholdet fulgte med og fik store roser. I år har de udgivet endnu et rost album, Global Parasitic Leviathan, og der var helt sikkert lagt op til guf for guitarnørder, da mødrene drønede på scenen. Det var jo nok for meget at håbe på, at DiGiorgio var lokket med til Amager denne gang, men mindre kunne trods alt også gøre det, for det var generelt et sindssygt velspillende band, der fyrede den af på ZeBU fredag aften.

Essensen af CMF

Både band og publikum var på fra starten, og jeg har sjældent set et band have så hurtigt og så solidt fat i sit publikum. Den medrivende åbner, ”Corporate Warfare Leviathan”, satte da også fut i sagerne fra starten, og ingen på ZeBU så sig siden tilbage. Som for at understrege min pointe om for få guitarer under Strychnos fyrede Mother of All konstant en fuldstændig overbevisende omgang dobbelt guitarlir af. Hold da magle, hvor kunne de spille, de gutter, og er du sunshine, hvor gik det stærkt, men alligevel på intet tidspunkt for stærkt. Deres melodiske og tekniske dødsmetal blev ofte suppleret af traditionelle heavy metal-riffs hevet lige ud af 80’ernes NWoBHM. Det hørte man på ”Debt Chrush” og især ”Cosmic Darkness”, der i glimt var en rendyrket Maiden-hyldest. Ikke plagiat, bare en hyldest til de gamle helte.

Uanset hvor stærkt det gik, og hvor komplekst det var, havde alle fem bandmedlemmer konstant en fantastisk kontakt med et mere og mere begejstret publikum. Det var faktisk ikke helt til at bedømme, hvem der havde det sjovest, og hvem der egentlig burde betale for at se hvem. Det her var CMF 2024’s klart bedste oplevelse – i hvert fald for alle os, der ikke blev metalfans via Mnemic i 00’erne. Hvis der nogensinde kommer er en kåring af Danmarks gladeste dødsmetalband, må Mother Of All være sikre vindere. Ideen til Den Hårde Tone er hermed givet videre. Det er i hvert fald ikke til at opdrive flere smil til en Birthe Kjær-koncert – og ja, jeg taler af erfaring. Et propfyldt ZeBU var dermed så heldig netop at have oplevet selve essensen af CMF: Et af de mindre bands på plakaten, der brændte det hele ned og leverede en fest, som kun metallen kan.

9/10

Nogle gange skal man være det hurtigste dyr i skoven, hvis man skal nå at have en plads indenfor på BETA. For det meste skyldes det, at publikum ikke stiller sig ret tæt oppe ved scenen, men står hele vejen ud til dørene, andre gange er der bare godt pakket. Denne var lidt en blanding. Der var en hel del, som var mødt op for at se den aarhusianske kvintet med Mette Hesselund i front. Inden bandet gik på, blev der gjort opmærksom på, at dette var deres sidste koncert i år, da de går i gang med at skrive nyt materiale.

Der blev lagt ud med albumåbneren ”All I See” fra debuten Black Lights fra 2022, hvor Mette tårnede sig op i midten af scenen på hendes ego-riser og fik publikum med helt nede bag i salen. Mikkel Petersens trommer sammen med Søren Drews fabelagtige basspil udgjorde en klippe af en rytmesektion, som fik det hele til at smelte sammen i en højere enhed. Rene Larsen og Daniel Rasmussen lagde alle de ydre lag på i form af deres guitarer, der både spillede sammen med vokalmelodien og trommerne. Vi kom over ”Break You” og ”Ashes” og nåede generelt rundt i hele bagkataloget på deres EP Phoenix samt den tidligere nævnte langspiller. Der var ingen tvivl om, at de er dygtige musikere, men det blev hurtigt lidt ensformigt. Tanken om at få noget growl eller scream ind er en ting, jeg synes de burde overveje netop for at skabe lidt mere dynamik. Sættet blev sluttet af med ”Hate Me”, der satte et fint punktum for en ganske udmærket koncert. Lyden i BETA var som altid ganske god, og selvom man stod ude bagved, kunne man via de installerede højttalere sagtens føle, at man var en del af koncerten. Det bliver spændende at se, hvad Beneath The Silence har i støbeskeen til det næste album. Det vil kun tiden vise.

7/10

Nyt, længe ventet album på trapperne

Den aarhusianske melodød-kvintet har tidligere i denne måned udgivet sin seneste single, ”Orbit Weaver”, som skal være at finde på det kommende album, The Crescent King, som udkommer den 4. oktober 2024. Den er efterfølgeren til den nu tre år gamle langspiller, And Then There Were None, som vores anmelder dryssede hele otte kranier ud over. De fire nye sange samt deres bagkatalog lagde en god forventning til, hvad jeg og resten af publikum kunne forvente os på sådan en fredag aften i en godt fyldt Amager Bio på Copenhagen Metal Fest.

Lad os lige få åbnet op ude på gulvet!

Hvorfor ikke bare lade den næsten dugfriske single være åbningsnummeret til koncerten, er der nok blevet sagt i øvelokalet, og sådan blev det så. Efter en kort, instrumental intro, hvortil Thomas, Franz, Kenneth, Benjamin og ikke mindst Niklas entrerede scenen og tog en dyb indånding, lagde de hurtigt og hårdt fra land med sangen ”Orbit Weaver”, som akkurat er blevet udgivet for en uge siden. Som altid skulle publikum lige indfinde sig efter at have været til andre koncerter, men der gik ikke længe, før gulvet i Amager Bio så ganske fyldt ud set oppe fra balkonen. Stærkt efterfulgt af albumåbneren ”And Then There Were None” fra albummet af samme navn trak Livløs os med ind i en tour de force i dansk melodisk dødsmetal af fineste kaliber. Der blev disket op med lækkerier fra begge deres albummer samt alle fire singler fra det kommende, og man må sige, at der blev udvekslet energi frem og tilbage mellem Livløs og publikum. Specielt Niklas Lykke var over hele scenen og adresserede publikum mellem sangene. Der skulle da heller ikke den store overtalelse til, førend der blev formet en ganske pæn moshpit, som også fik publikum til at smide hæmningerne og bare være i nuet.

Der har været skrevet en del om Livløs og deres holdopstilling, ændringer og udfordringer både på scenen og i deres privatliv, som kunne have væltet enhver anden. Men som min kære skribentkollega Jonathan så fint udtrykte det: ”For uanset hvor mange tæsk de tager, så bliver de ved med at rejse sig og slås videre”. Og man må sige, at det netop er det, de har gjort. Efterhånden ser det ud, som om alt har fundet sin rette hylde, og Livløs er faldet mere i hak, efter de fik Niklas med i 2018.

Metallens fornemme missionærer

Livløs gav os en aften med alt godt fra deres efterhånden voksende repertoire og deres godt sammenspillede enhed, for det er præcis, hvad de er. En enhed, en bataljon, som sammen drager i krig på scener, overalt hvor de kan slippe afsted med det, for at udbrede kendskabet til deres tunge og energiske musik. De er efterhånden ikke længere de ”nye drenge i klassen”, og inden længe får vi lov til at høre det færdige resultat af det kommende album, The Crescent King. Men indtil det udkommer, må vi leve lidt på aftenens seneste kapitel i bandets historie, og som en klog Egon Olsen fra Olsen Banden ville have sagt:  Livløs skal ikke hjem, de skal videre!

8/10

Horror-punk? Goth? 80’er-heavy metal? Thrashede tendenser? Uanset hvad du foretrækker fra denne liste, så kan Archangel levere. Det var i hvert fald det indtryk, man fik, da gruppens debutalbum, Total Dark Sublime, udkom sidste år. Det var oplagt at tro, at gruppen med sit berømmede og heftige sceneshow ville lægge endnu et lag på oplevelsen, når det nu var tid til endnu en omgang blodindsmurte mænd denne fredag på CMF. Med Søren Crawack har gruppen en overbevisende sanger og dygtig frontmand, og han entrede da også scenen, som om han ejede det hele.

Præcis som Archangels eget splittede udtryk blev gruppens optræden på ZeBU desværre en blandet fornøjelse. Det er vel ikke for meget at antage, at Søren Crawacks kærlighed til Misfits og traditionel 80’er-metal er grundlaget for Archangels stil og udtryk – og det er jo altså bare et ret pudsigt mix. Crawack ligner frontmanden i et Manowar-tributeband, og intet galt i det, men det clasher bare ret meget med Misfits punk, DAD-riffs og Motörhead-vibes. Men på en eller anden bizar måde holder det sgu alligevel. 'Lad os danse som de døde', udbrød Crawack inden ”Dance Demon Dance”, og det gjorde de så, men desværre dansede en stor del af publikum efterhånden ud af salen. Ærgerligt, for gruppens sange var catchy og bandets energi smittende, men noget kunne tyde på, at de modsatrettede signaler forvirrede det, lad os nu bare være ærlige, ofte konservative metal publikum. Stor ros til bandet for at forsætte næsten uanfægtet. Deres evner, både på instrumenter, vokal og til at skrive sange, fejler intet, men så må der jo være en anden grund til, at de fem år senere spiller i præcis samme, men nu næsten tomme sal, som de gjorde ved deres koncertdebut for fem år siden. Måske er det på tide at gentænke projektet!

5/10

Den københavnske screamo/posthardcore-kvartet Demersal havde fået den lidt tvivlsomme ære af at udfylde hullet mellem Iotunn og Livløs på BETA, mens de mere hypede Archangel udfyldte samme hul på ZeBU. Noget, der på papiret godt kan lyde som et farligt spot, til trods for at Demersal udgav et helt fantastisk selvbetitlet album i år, som uden tvivl vil ende i min top fem blandt danske albummer udgivet i år. Jeg har selv set bandet live en håndfuld gange, og jeg ved godt, at jeg kan forvente en koncert med stor nerve og intensitet, hvor bandet vil give enhver dråbe af energi, de har. Noget, deres lydprøve også bekræftede, hvor det i presserummet lød, som om naboen var i meget store smerter.

Tordenskjoldssoldaternes march

Da klokken ramte 22:45, og konferencieren havde præsenteret Demersal, måtte jeg lidt ærgerligt konstatere, at BETA knap var halvt fyldt. Åningsnummeret, ”Flakkende Som Tusinde Lys” fra Demersal, spillede bandet stille ind på scenen, mens de alle gik hen til deres instrumenter og gjorde sig klar til levere en masse sange fra de nye album.

Og bandet bragede også af sted med 110 km i timen, da de blæste ”Bedrager” i gang, som er efterfølgeren til ”Flakkende Som Tusinde Lys”. Det var kaos med hurtige riffs og drumfills og intense skærebrændende skrig fra Viktor Ravn og Sebastian Greis Andersen. Det var noget, som Tordenskjolds soldater på de forreste rækker tog godt imod, og de bevægede sig ihærdigt med løftede arme og knyttede nævner i takt til musikken.

Resten af salen bag frontlinjen var dog desværre lidt upåvirkede. Mange sendte skeptiske blikke og så undrende ud, som om de ikke anede, hvad de var gået ind til. Uanset hvad, så påvirkede det ikke rigtig bandet eller frontlinjen, selvom der løbende var udskiftning af tilskuere i salens bagparti. Intet kunne bremse det lokomotiv, som buldrede afsted oppe ved BETAs scene.

At gøre alt rigtigt, meeeen …

Uanset hvad, så skal vi som anmeldere altid se en koncert som helhed, med lyd, lys, stemning og bandets opførelse af musikken. Alle er dele af en samlet pakke, der udgør en koncertoplevelse. Ellers ville der være bands, som altid fik 10/10. Demersal er et godt eksempel på sådan et band, for de giver sig altid hundrede procent på scenen, og alle de gange jeg har set dem, har de været yderst velspillende. Det blev dog ikke en af de bedste koncerter, jeg har set med dem, da de var ramt af et svært spot på festivalen. Publikum virkede trætte efter Livløs, og en halvtom sal gjorde, at stemningen blev tabt. Dermed blev det en lidt halvflad oplevelse, når man gik væk fra frontlinjen. Det er intet, som skal lægges bandet til last, for de leverede som vanligt med kæmpe intensitet og nerve.

6/10

Når hype giver mening

Lige siden deres debut-EP, The Wizard Falls fra 2016, og ikke mindst deres deltagelse på Wacken Metal Battle samme år har der været en solid omgang hype omkring københavnerne i Iotunn. Med bare et enkelt fuldlængdealbum siden, den imponerende, udanske Access All Worlds fra 2021, kan man ikke just beskylde gruppen for at have travlt med at udnytte hypen. Her i 2024, nærmere bestemt den 25. oktober, udkommer album nummer to, Kinship, omsider. Og mon ikke vi ville få et par nye skæringer her på CMF, hvor Iotunn skulle lukke fredagen på Amager Bios store scene?

Hvad kunne dog gå galt?

For at være knusende ærlig er den episke og progressive dødsmetal, som Iotunn gør sig i, ikke et sted, jeg personligt opholder mig ret meget. Men deres optræden på BETA under CMF i 2021 imponerede så meget, at jeg fluks strøg ned i merchboden efter koncerten og investerede i Access All Worlds. Det er en beslutning, jeg aldrig har fortrudt, og når nu københavnerne sidenhen har optrådt på både 70.000 Tons of Metal og på Copenhell, kunne deres show i Amager Bio selvfølgelig heller ikke skuffe, vel? De ultradygtige københavnere åbnede med ”Mistland”, en af singlerne fra det kommende album. Det virkede i første omgang som en god beslutning, for den er utrolig vellykket og vidner om, at gruppen har udviklet sig markant. Desværre nåede den ikke helt udover scenekanten til en sal, der ikke ligefrem var fyldt med energi. Det tema vender vi tilbage til, også selvom ”Mistland” blev fulgt op af den mægtige ”Voyage of the Garganey I”. Det er bare et fremragende nummer med et knejsende omkvæd, der blev leveret til perfektion af Jón Aldará.

Men et perfekt spillende band og storladne, komplekse sange er ikke altid nok. Iotunn havde ikke rigtig fat i salen, der, som koncerten skred frem, efterhånden kun var halvt fyldt op. Synd, for det satte en dæmper på stemningen, også selvom bandet tilsyneladende ikke lod sig gå på af det. Der var ikke en finger at sætte på noget som helst, men der manglede måske alligevel noget catchiness, der kunne få folk i gang. Mere direkte kommunikation til salen ville absolut også klæde det samlede udtryk. Men hold nu kæft, hvor kan Iotunn bare spille, og Aldará er kun blevet en endnu bedre vokalist, siden sidst jeg så dem på BETA i 2021. På trods af disse mislyde, så var der altså utroligt smukke momenter denne aften, og stærkest stod "Tower of Cosmic Nihility". Den sang er bygget op om, hvad der må være metalhistoriens langsomst udviklende riff, men det holder bare et hundrede procent og er mageløst godt skrevet. Når omkvædet med sit 'I believe in ... solace' satte ind første gang, blev det akkompagneret af ren gåsehud på denne gamle kyniker. Så smukt kan metal også være.

En enlig svale?

Iotunn sluttede af, som de begyndte, med en ny sang, ”Twilight”. Men det ændrede ikke på, at stærkest stod de to bedste skæringer fra Access All Worlds, førnævnte ”Garganey” og ”Tower”. Det er ikke nemt at lave en samlet bedømmelse af en koncert som denne, der på den ene side blev fremført til perfektion, men som på den anden ikke skabte den energi og synergi, man kunne have forventet. Forhåbentlig var det en enlig svale foran et træt festivalpublikum, der måske mere trængte til noget oldschool død at gå hjem på. For det ville være umådelig trist, hvis de dygtige københavnere begyndte at tvivle på deres koncept.

7/10

Vi snakker meget om hype på metalscenen disse år, især når diverse modefænomener og artister med den helt rigtige og tidstypiske profil dukker op. Der har i den grad også været hype omkring århusianerne fra Thus her i 2024, hvor de har vundet Wacken Metal Battle. Men det er svært at se, at de egentlig har gang i noget specielt tidstypisk eller moderigtigt. Til gengæld fortjener de hypen af en helt andet årsag: De er nemlig et hamrende dygtigt band, der forstår at få traditionelt smadder, lir og legesyge til at gå op i en højere enhed – og det er så en enhed af skyhøj kvalitet. Det kunne man forvisse sig om på trioens debut-EP fra tidligere i år (selvom den ikke viste gruppens fulde potentiale), men spørgsmålet var jo så, om det samme ville være tilfældet, når Thus skulle sparke gang i festivalens tredje og sidste dag, og så endda på det ukristelige tidspunkt kl. 15:00.

Var der overhovedet nogen tvivl, varede den ikke længe, og allerede kort inde i første sang, ”Inhale the Ash”, udbrød guitarist og forsanger Frederik Jensen: 'I skal vise mi,g hvordan man fucking headbanger', og et propfyldt BETA kvitterede prompte og villigt. Godt nok er BETA ikke verdens, ej heller Amagers, største scene, men det var alligevel imponerende, at der var fyldt op så tidligt på dagen. Det vidnede om store forventninger. De blev så indfriet, og mere til. Thus spiller hurtigt, teknisk og melodisk dødsthrash, men det er alligevel ikke hyperthrash a la Terminalist, for her er der meget mere fokus på grooves og catchiness, præcis som thrashens grundlæggere i øvrigt også havde. Det, som Thus til gengæld tilfører de gamle dyder, er en allerede nu imponerende veludviklet og ret unik sans for lir og legesyge. De groovede til tider som Lamb of God, og Frederik Jensens vokal kan da også minde om Randy Blythes. Men Thus kan så meget mere end det, hvilket vi fik at høre på allerede på åbneren, ”Inhale the Ash”, fra debuten, der udkom tidligere i år. Med Daniel Rasch Nielsen bag gryderne, en velkommen genganger fra Mother of All-koncerten dagen før, var der hele tiden styr på sagerne, også når han gik amok med komplekse rytmer og vilde fills. Efter høfligt at have spurgt ind til folks tømmermænd gik aarhusianerne i gang med "Atlas of Hate", der fremviste endnu mere teknik og legesyge, og CMF-folket labbede det i sig. ”Graveyard of Empires” sluttede festen af – for en fest var det i den grad! – og de unge jyder efterlod ingen tvivl om, at Thus allerede nu er klar til langt større scener end BETA.

9/10

Copenhagen Metal Fest var i år fyldt med bands fra den jyske hovedstad, Aarhus. Et af dem, som havde bevæget sig til årets udgave af festivalen, var den industrial-indsprøjtede melodødskvartet Lightchapter. Da undertegnede er magasinets aarhusianer, har jeg naturligvis allerede set bandet en række gange. Trods det at Lightchapter er ret nye, så tror jeg også, at mange i København allerede har stiftet bekendtskab med jyderne. De udgav i 2023 debutalbummet Time To Obey, som vi var forholdsvis begejstrede for, hvilket Metaldanmark også var. De turnerede landet rundt med Hatesphere og Mercenary og kiggede forbi Spot Festival i år. Dermed var det altså et rimelig erfarent Lightchapter, som skulle ramme ZeBU denne aften.

TIME TO OBEY!

Lightchapter gik på scenen med fagter og glæde til et ZeBU, som var godt fyldt, selvom det ikke virkede helt sådan, for folk stod forholdsvis spredt. De forreste rækker kom dog godt med fra første takt og vippede med hovederne, mens forsanger Mikkel Ottosen dramatisk gestikulerede og growlede. Bassist Kalle Herborg og guitarist Anders Berg gjorde alt for at indpiske energi i publikum via råb, hop og generelt masser af bevægelse på scenen. Lyden stod knivskarpt i ZebU til koncerten, og bandet viste også, at de var yderst velspillende og næsten havde ukontrollerbare mængder af spilleglæde.

Da de satte gang i ”Disarmer”, prøvede de ihærdigt at få publikum til at klappe med på nummeret. Det lykkes langt hen ad vejen, selvom det dog ikke var alle, som overgav sig til idéen. Størstedelen af publikum virkede lyttende og interesseret i, hvad der foregik på scenen. Det var egentlig en stemning, som bevægede sig videre til det næste nummer, ”Dystopiate”, og generelt havde Lightchapter godt fat i ZeBU denne aften.

Endnu et kapitel i lysets rejse

Lightchapter spillede en drønsikker koncert, hvor alt egentlig kørte, som det skulle, og de leverede på et topprofessionelt plan. De manglede dog lige det sidste, før taget løftede sig fra ZeBU, men på dagen vandt jyderne nogle flere københavnere over på den anden side af de to bælter. Der var også en lille kø af folk ude foran ZeBU, som ikke kunne komme ind til koncerten, fordi salen var fyldt, og beklageligvis gik de glip af en ganske god koncert. Men mon ikke der bliver atter et kapitel med Lightchapter i København? De klarede i hvert fald debuten på Copenhagen Metal Fest fortrinligt.

8/10

Der var ikke meget thrash på programmet på CMF 2024, men tidligere her på festivalens tredje dag havde Thus leveret en overbevisende præstation i BETA. Det var en præstation, der satte barren temmelig højt for Demolizer, der jo bevæger sig inden for nogenlunde samme fræsende univers. Vi har ikke altid være så søde ved Demolizernes udgivelser her på Heavymetal.dk, men så var det jo op til dem at bevise, at vi, i en live-setting i hvert fald, har taget fejl af deres evner.

Og med deres kontante, men ikke specielt højtidelige serveringer af oldschool thrash, blev lørdagen sparket eftertrykkeligt i gang i Amager Bio. Municipal Waste, bare med Limfjordsporter i stedet for slim, kunne man vel godt betegne gruppen som. Men spille, det kan de altså. Selvom tempoet var ekstremt, virkede det, som om der hele tiden var styr på det. For ligesom at understrege at Demolizer ikke tager det hele alt for alvorligt, kom der med jævne mellemrum en roadie ind på scenen med diverse masker, en pizzabakke med et enkelt slattent stykke pizza og så videre. Vi fik præsenteret en ny sang, og den lød ikke overraskende præcis som alt det andet. Fræs blandet med tonstunge breakdowns og smil på læben. Lidt teknikproblemer med Ben Radtleffs trådløse guitar slog dem heller ikke ud, og originalitet eller ej, de leverede sgu varen. For præcis som deres, formoder jeg, forbilleder i Municipal Waste, skal man absolut ikke undervurdere Demolizers evner.

6/10

Tid til at tælle sjovt

Aarhusianske Advocacy skulle denne lørdag spille i en masse skæve taktarter, inden LLNN indbød til kosmisk dommedag i Amager Bio. I mellemtiden spillede avantgarde/hardcore-bandet Oxx, som også var fra Aarhus, på BETA. Så uanset hvad man valgte, så ville det blive musik, hvor ens sanser og evner til at klappe i takt til musikken i høj grad ville blive sat på prøve. Advocacy udgav dog i år deres fremragende nye plade, Paths of Decoherence, som jeg, med en vis forsigtighed, gerne vil erklære for årets bedste danske prog metal-plade. Dermed var der alt mulig grund til at dedikere lidt af sin tid til Advocacy.

Avocadoer over Advocacy

ZeBU var sådan cirka halvfyldt, da Advocacy trådte ind på scenen, og det første, der sprang en i øjnene, var, hvor meget de to gange Søren fyldte i fronten af scenen med deres højde. De lagde selvfølgelig fra land med en sang fra deres nyeste plade, og lyden stod knivskarpt fra første tone. Søren Kjeldsens vokal lå flot i mikset, mens det finurlige guitarspil og alle melodierne svævede ud af højtalerne.

Inden de skiftede over til førstesinglen fra Paths of Decoherence, ”Cut Loose”, snakkede de lidt om det om at være kommet ’langt’ fra Aarhus, og at de var glade for at være på Copenhagen Metal Fest for første gang. Publikum på de forreste rækker jublede til det udsagn og var godt med, da de startede tonerne til ”Cut Loose”.

Der var dog et synligt problem, når man kiggede ud over de to forreste rækker. Salen var langt fra fyldt i ZeBU. Rettede man blikket hen over publikum, så man en del folk, som stirrede meget skeptisk på scenen og det, som udfoldede sig. Det førte også til, at der var mange løbende udskiftninger af personage i ZeBUs bagerste geled. Kjeldsen prøvede da forsat at vinde publikums gunst med lidt interaktion, inden de skulle spille ”Leap of Faith”, hvor han snakkede om, at han var glad for, at nogle havde valgt at se dem, når de ikke var så hyggelige som folk-metaller eller hårde som andre. Men de kunne i hvert fald tælle sjovt. På trods af de var yderst velspillende, og at lyden var med dem i ZeBU, så virkede det, som om mange havde prioriteret aftensmad med avocadoer over Advocacy, hvilket gjorde det svært at løfte stemningen helt.

You can’t win them all

Advocacy var blevet budt svære forhold denne lørdag, men man kunne sagtens mærke, at det var et erfarent band, som spillede. Lyden sad lige i skabet, og de spillede med stor præcision og glæde. Sammenlignet med nogle af festivalens andre bands, så kunne de dog godt gøre mere for at interagere med hinanden og gribe publikum. Det er dog altid en svær balance, da deres lydunivers kalder på fordybelse frem for at opildne publikum og kæmpestore energiudskejelser. Samlet set synes jeg, at bandet leverede en god koncert, men stemningen toppede aldrig helt på grund af den konstante publikumsrotation. Forhåbentligt vandt de dog et par nye fans, for det fortjente de.

7/10

Sært, tungt og måske en lille smule terapeutisk. Nogenlunde sådan skrev vi om Oxx’ 2023-udspil, The Primordial Blues. To dage og tre timer inde i en metalfestival var vi nok mange, der kunne trænge til lidt terapi, men jeg blev alligevel overrasket, da jeg så, hvor mange der var troppet op til denne terapisession med Oxx. Det var en session, der skulle bestå af sludget mathcore, flirtende med post-metallen og leveret af et band, der vist også holder ret meget af syret jazz. Lyder det mærkeligt? Det var det også, men præcis som humlebien, der er ligeglad med, at den ikke burde kunne flyve, så rager konventioner og logik de tre eminente musikere i Oxx en papand.

’Postmoderne mursten, der bliver tyret direkte i ansigtet på lytteren’, skrev vores anmelder også om Oxx’, og sådan kunne det absolut godt føles, da trioen gik i gang. Vanvittige riffs, trommer der var mere komplekse end integralregning, og basrundgange, der var her, der og alle vegne. Oven på al denne dynamik var Alex Bossens nærmest post-metalliske råben både inderlig og intens. Det var vanvittigt velspillet og sindssygt fascinerende. Samtidig havde trioen en befriende ironisk distance til deres indbyggede kompleksitet, som da Bossen proklamerede, at næste sang var et af deres hits. 'Alle jeres sange er hits', kom det prompte nede fra gulvet. Sådan tog band og publikum i fællesskab brodden af det højtidelige og fik samtidig alle os med, der ikke kunne klappe i takt med 7/16-dele. Jeg havde Oxx med på min årsplayliste fra 2022, fordi jeg både blev fascineret og provokeret, men jeg påstår ikke, at jeg forstår dem et hak bedre nu end for to år siden. Det gør sådan set bare, at jeg elsker dem endnu mere.

8/10

Utroligt nok, så havde brødrene Sejersen aldrig stiftet bekendtskab med Copenhagen Metal Fest før nu. Familieduoen er mere brandvarme end nogensinde med deres projekt John Cxnnor, men det var dog med LLNN, at de skulle kigge forbi Amager. Dette var med nyligt erhvervede Victor Kaas (fra Eyes og Telos) som forsanger i stedet for Christian Jamet Bonnesen, der trak sig fra bandet. Selvom bandet har fire albummer under vingerne, har de ligget forholdsvis stille et stykke tid – deres seneste album er Unmaker fra 2021. De udgav dog en ny sang, ”The Horror”, i år. Derfor kunne det blive alt fra galt til helt genialt, når de denne lørdag skulle spille i Amager Bio, før Mnemic tog scenen som næste band.

Dommedag af kosmiske dimensioner

Amager Bio var overraskende fyldt, da brødrene Sejersen og kompagni indtog scenen. Faktisk havde Amager Bio ikke været mere fyldt under festivalen indtil nu, hvilket lovede godt for koncerten.

Det blev selvfølgelig til en kavalkade af sange fra Unmaker, som bandet bragede ud af højtalererne, og når jeg skriver bragede, så var det virkelig i den helt bogstaveligste forstand. Der var dømt universets undergang for alle pengene, og bandet følte i den grad musikken på scenen, hvor Kaas og bassist Rasmus Furbo stampede så hårdt i gulvet, at det kunne høres og mærkes på de forreste rækker. Ketil Sejersen bevægede sig rockende henover synths, og Rasmus Sejersen hamrede igennem på trommerne med sådan en intensitet, at man troede, han havde en personlig vendetta mod trommesættet. Alt det skete, mens stroboskoplys væltede ud gennem salen til de tonstunge takter, og der opstod en slags altopslugende symbiose mellem publikum og den måde, som bandet udfoldede musikken på scenen.

Nok er LLNN’s musik hverken superteknisk eller leveres med et kæmpe sceneshow, men her kan der i stedet snakkes om at gøre alt det rigtige med simple midler. For musikken leveres med sådan en overbevisning og præcision, at det ikke er svært at blive nedslået af den musikalske dommedagshammer.

Kaas måtte også siges at være den perfekte afløser for Bonnesen, da hans vokal er kaotisk og intens, mens hans scenetilstedeværelse af ægte aggression og nerve også passede perfekt ind i LLNN-universet.

Sejt, sejere, Sejersen

Jeg tror aldrig, at jeg har været til en dårlig koncert med brødrene Sejersen, hverken under John Cxnnor eller LLNN-fanen, og det blev bestemt heller ikke denne gang, at de skuffede. Hvis alle musikere spillede med LLNN’s nerve og overbevisning på scenen, så ville alle koncerter være en ekstase. Det var ikke for sjov, at pladsen udenfor nærmest var komplet tom, mens LLNN spillede. Det var muligvis den stærkeste debut på Copenhagen Metal Fest til dato, og jeg håber absolut, at brødrene vil kigge forbi igen en dag. Tak for at have leveret det, der i min optik var årets bedste koncert på festivalen.

10/10

Lysbaerer er, groft sagt, et Lamantari-sideprojekt, hvor gruppens trommeslager, Thomas Mascagni, er gået sammen med sin bassistkollega, Jamie de la Sencerie, om at lave atmosfærisk black metal. De udgav tidligere i år deres debutalbum, ”I: Som et Lys i Natten, Må Vi Alle Finde Frelse”, der også indeholdt postblack-elementer. Den slags er ikke altid det nemmeste at oversætte til et live-scenarie, specielt på en dansk metalfestival, men vi var heldigvis mange, der trængte til en omgang melankoli og eftertanke denne lørdag aften.

Starten blev domineret af stroboskoplys, og alt blev holdt i sort/hvidt. Sammenholdt med den uhyre præcision, som åbningsnummeret blev afleveret med, gav det associationer til den tyske black-scene som for eksempel Der Weg Einer Freiheit og ikke mindst Naxen. Tysk præcision altså, men dermed også koldt og klinisk. Belysningen blev dog varmere og blødere, efterhånden som koncerten skred frem, musikken fulgte med, og dermed viste gruppen, at de indeholder meget mere end tysk præcision. Jeg havde dog ikke forventet et tonstungt breakdown mod slutningen, og det øgede min forvirring over, hvad det egentlig er, Lysbaerer vil. Thomas Mascagnis vokal var, som vi også nævnte om gruppens debut, ikke superskarp. Det hjalp faktisk, at han fik lidt hjælp fra sine kolleger, men black vokal er en svær øvelse og absolut ikke Lysbaerers force. Heldigvis kunne de mange andre ting, men helt til toppen nåede deres første optræden på Copenhagen Metal Fest ikke.

7/10

Den aalborgensiske posthardcore-trio har været gode til at skabe en masse omtale de seneste par år, hvor det er blevet til masse spændende koncerter, blandt andet på opvarmningsdagene på Roskilde Festival i år og som support for Cancer Bats og Zeal & Ardor. De udgav i år EP’en Echoes , som både er sårbar og har masser af nerve. Det var derfor også et helt logisk valg, at trioen endelig skulle besøge Copenhagen Metal Fest, hvor de denne aften skulle varme alle i BETA op til Mnemic.

Med kærlighed og omsorg kommer man længst

Allerede da trioen trådte ind på scenen, var det med smil på læberne og seriøsitet i blikket. BETA var godt pakket og klar. Bandet gjorde sig roligt klar og startede med ”You Made Me” fra deres debutalbum, Movements, Moments, hvorefter de forreste rækker straks headbangede og gestikulerede med ivrige fagter mod scenen. Jan Fenger Christensen og Trong Minh Les skiftende vokaludveksling fungerede rigtig godt, og man fik en følelse af, at de gav den alt, hvad deres stemmebånd kunne trække.

Publikum i resten af salen var enten fyldt med smil, vippede godt med til musikken eller så lyttende og interesserede ud. Der var slet ingen tvivl om, at bandet fra første takt klart havde fat i folks opmærksomhed. Publikum var forsat godt med, da de spillede ”Echoes” som næste nummer, hvor trioen talte til publikum. De fortalte om, at de er fra Aalborg, og at de ikke var det eneste band på festivalen derfra. De lovede desuden, at det nok skulle blive et kort sæt, og at de ville spille hurtigt, så folk kunne komme over og se Mnemic. Der blev råbt fra publikum, at de skulle spille endnu hurtigere, hvilket de grinede af og lovede, at de nok skulle prøve, hvorefter bandet startede ”Modern Misery”. Det er klart en af bandets mere langsomme og melodiske sange, men som også har en god mængde sårbarhed i sit udtryk, hvilket bandet formodede at levere til fulde.

Nerve og sårbarhed brændte igennem alle stroferne, og node for node kunne man mærke, at et efterhånden saunapræget BETAs publikum blev vundet over via aalborgenserne musiske omsorg og kærlighedsfulde scenefærdigheder.

Så blev vi klar til Mnemic

Omsorg udfyldte, hvad der på papiret var et supersvært spot, nemlig at skulle på før Mnemic, som klart var det band, flest folk havde set frem til. Det ville være forventeligt, at mange gik ud og røg deres sidste cigaretter, spiste eller drak inden Mnemic og dermed sprang koncerterne over før den store headliner. Omsorg fik dog proppet BETA til randen, og folk blev der også, fordi bandet fik fanget dem i sit univers. Der var endda en del, som ikke kom tidligt nok og derfor måtte gå glip af halvtimes tiltrængt Omsorg fra Aalborg.

_{Billeder af Claus Westh Ljørring}

8/10

Ikke den helt sædvanlige historie

Historien om Mnemic fra Aalborg er for en gangs skyld ikke den sædvanlige historie om det store gennembrud, der var snublende tæt på. For aalborgenserne fik faktisk gennembruddet, med pladeudgivelser på Nuclear Blast, fast rotation på MTV (dengang det rent faktisk var en musikkanal), konstant turnéaktivitet verden over og kæmpekoncerter på Roskilde, Copenhell, med Metallica og så videre. Alligevel løb deres karriere ud i sandet med tiden af alle de sædvanlige grunde. Min personlige historie med dem er til gengæld anderledes kort og udramatisk, for de var aldrig et band, jeg dyrkede dengang i nullerne. Vist kendte man da især kæmpehittet ”Door 2.12”, men det var stort set også det. Men når de nu er ved at sparke et comeback i gang, så var det oplagt at gøre op med fortidens undladelser og træde til i sidste øjeblik, når vores designerede anmelder, og ikke mindst kæmpe Mnemic-fan, var blevet syg.

Nostalgi kan nu noget

Dårligdomme var der til gengæld ikke meget af, da CMF’s største navn (måske endda nogensinde) løb på scenen. Der var propfyldt i salen, hvilket absolut ikke er nogen selvfølgelighed til denne festival, hvis eneste reelle minus er, at der ofte ikke er fyldt op foran hovedscenen. Det var tydeligt, at folk var kommet for at se Mnemic og ikke for bare at ’se giraffen’, nej, de var her sgu for at deltage fuldt ud i festen! Stemningen var fantastisk fra starten, og bandet var imponerende veltunet – især i betragtning af at det vistnok kun var deres anden koncert (men den første i Danmark) siden genforeningen. Det var faktisk umuligt ikke at lade sig rive med, også selvom man som jeg (stadig) mener, at det hele lyder lidt ens og Fear Factory-agtigt.

Aftenens fokus var forståeligt nok de to første albummer, Mechanical Spin Phenomena og især The Audio Injected Soul, der udkom for 20 år siden. Bedømt på publikumsreaktionen var det bestemt ikke nogen dårlig beslutning. Især fra ”Ghost” og frem var der konstant gang i pitten, og at det her betød noget særligt for de fleste, kunne man i den grad mærke. Udover at skabe en fest af de store viste Mnemic igen og igen, blandt andet på en sang som ”The Naked and the Dead”, at de tager det her comeback alvorligt. Kompleksiteten og de tekniske passager sad lige i skabet, faktisk hele vejen igennem.

Bandet fremstod med andre ord toptunet, og Michael Bøgballe, klædt som han var i et lækkert hvidt strandsæt, havde ikke glemt, hvordan man agerer som rockstjerne-frontmand. Vokalmæssigt klarede han både cleans og skrig på bedste vis, så det var i det hele taget ikke til at se, og slet ikke høre, at der var gået 20 år siden debuten. Meget imponerende, ligesom stemningen i salen var det – selv publikum fremstod pludselig 20 år yngre! Det hele sluttede, naturligvis, af med ”Door 2.12” og en solid omgang fællessang.  

Hvor skal vi hen, du?

Skal man øffe lidt over noget, så var der efter min smag lige lovlig mange ting, der var båndet. Det gjaldt både effekter, keys og korsang. Der er selvfølgelig en praktisk/økonomisk virkelighed bag, men det havde nu været skønt, hvis det hele blev leveret live. Om man på forhånd var fan eller ej, så det var umuligt ikke at blive revet med af både band og publikum, og min personlige respekt for ’projektet Mnemic’ steg betragteligt denne aften. Nu bliver det så spændende, hvorvidt Mnemic formår at følge dette imponerende live-comeback op med ny musik. Deres stil hører jo mildt sagt en bestemt periode til, så hvordan de vil takle den udfordring, er et godt spørgsmål. Men vi var vidner til en imponerende start på et comeback, der forhåbentlig varer ved.

8/10

Nogen skal jo lukke festen

Har du nogensinde set en dårlig MØL-koncert? Jeg har ikke, og det er immervæk blevet til en del efterhånden. Et oplagt spørgsmål er derfor, om jyderne med det kæmpe internationale format og den uforlignelige Kim Song Sternkopf i front mon overhovedet er i stand til at underpræstere på en scene? Hvis det skulle være, så kunne det blive denne lørdag aften i Amager Bio, hvor Møl skulle lukke og slukke for 2024-udgaven af Copenhagen Metal Fest. Dels havde gruppen potentielt fokus et helt andet sted, for de seneste måneder har de været i gang med indspilningerne af opfølgeren til Diorama fra 2021, og dels ville det ikke være første gang, at den afsluttende CMF-koncert i Amager Bio blev lidt af en fuser. Specielt ikke når koncerten inden var et brag som det, Mnemic lige havde leveret.

Vi kan ikke få nok …

Hvis der overhovedet var andre end mig i salen, der stod med denne lille snert af tvivl, var MØL så venlige at mane den til Jord’en med det samme, for der var selvfølgelig ingen grund til bekymring. Vel var det deres første koncert i Danmark i over et år, og vel var der da tilsyneladende lidt rust, der skulle bankes af hist og her på den ellers altid så velsmurte MØL-maskine. Men efter lidt opstartsvanskeligheder på ”Storm” så de sig ikke tilbage. Vi fik ”Ligament” og ”Vakuum”, begge fra Jord, hvor især sidstnævnte stod knivskarpt.

Kim Song tog sine sædvanlige ture ud blandt publikum, ud for at mærke salen og skabe kontakten, der er så essentiel i en MØL-koncert. Det lykkedes som altid, og det samme gjorde sangene fra Diorama, der nu fulgte. På plade lyder de mere poppede, måske, men her faldt de perfekt ind i sammenhængen, også ”Serf” med sine snørklede og melodiske riffs. Tilbage til Jord og den mægtige ”Bruuma”, hvor Kim Song hoppede ned blandt publikum som for at understrege dette nummers eviggyldige tema: ’Evig nat, vi er borte. Evig nat, vi er væk’, så husk at leve livet. Jeg får gåsehud, hver gang jeg hører den sang, også denne aften. ”Rush” fra EP’en II var måske ikke det mest oplagte afslutningsnummer, men dels går MØL jo altid deres egne veje, og dels er det prisværdigt, at gruppen insisterer på at inkludere det helt tidlige materiale. Og selvfølgelig gik vi hver til sit til tonerne af Depeche Mode og ”I Just Can't Get Enough”.

… og vi glæder os

MØL var nok ikke helt oppe i højeste gear, men de gav som altid alt, hvad de havde og leverede endnu en mindeværdig koncert, og ikke mindst en værdig afslutning på endnu en vellykket omgang Copenhagen Metal Fest. Nu glæder vi os bare til det nye album! 

8/10