Bohemian Grove

Alle forholdsregler gjort, nu mangler bare det vigtigste

På papiret var dette band nok det, som ville tiltale undertegnede mest, da de klart var det tungeste band på programmet. Det viste sig dog desværre alligevel ikke at være tilfældet. Allerede inden bandet gik på scenen, stod Macbooken på et stativ for sig selv, som var den et instrument, og så vidste man allerede fra start, at den nok fik en central rolle i deres lydbillede.

Bandet spiller deathcore, og det gjorde de meget klart, inden de overhovedet havde slået en tone an. Det var ikke fordi, de havde et stort bagtæppe, hvor der stod ”Vi spiller core!”, men for satan, det var indlysende. Omvendt cap, windbreakers, long tees, stramme bukser, små platforme, de kunne stå på, og en forsanger, der var et kryds mellem Mitch Lucker og Austin Carlile. Fred være med det, jeg synes bare, det var lidt vildt. De lignede sgu nogen, der havde røvet et popmetal-overskudslager... eller noget.

Nå. Som sagt var det aftenens tungeste indslag – uden tvivl – men der manglede sgu noget nærvær og lidt samspil med publikum. Folk tog uden tvivl rigtig godt imod dem, og der blev lavet små moshpits undervejs. Fremmødet var flot til et band, som jeg formoder, ikke ret mange af de fremmødte kendte til. Musikken i sig selv var ikke banebrydende eller voldsomt interessant. Problemet var i særdeleshed, at der ikke var nogen som helst form for kontakt med publikum. Forsangeren stod 90 % af tiden med hovedet bøjet så langt tilbage, at han stort set aldrig så på folk. De to guitarister gjorde sit til en gang imellem at kaste et par knuckles ud til folk, men ellers tror jeg sgu ikke, at der var meget forskel på, om de stod på Train, i øvelokalet eller på en hvilken som helst anden scene. Showet manglede sgu næsten på alle parametre, desværre.

5/10

The Word Alive

Jordnært og overbevisende show

Fra aftenens tungeste indslag til aftenens blødeste. Amerikanske The Word Alive skulle nu sætte tempoet ned, men energien og stemningen op. Fra det ene klichéfyldte band til det andet. Hvor Bohemian Grove fejlede i indlevelse og nærvær, der brillerede The Word Alive. Det var et smilende og taknemmeligt band, som gik på scenen foran det unge publikum, og de ejede scenen fra start til slut. Der blev givet ud til højre og venstre, og hver gang, publikum kastede anerkendelser op på scenen, gav bandets velsmurte og velpolerede forsanger tilbage.

Bandets set var på mange måder det, man havde brug for efter at være blevet revet rundt af aftenens første bands tunge og hurtige set. Bandet spiller en blanding af rock og melodisk metalcore, og selvom det måske kan lyde ret fløde, så fik de virkelig salen til at koge. Det var et yderst jordnært band, som virkelig formåede at komme ud over scenen og nå alle i lokalet, og det var virkelig savnet.

Én ting kan man sige om et ungt publikum, og det er, at de har en helt anden tilgang og indlevelse end ”voksne mennesker”. Der kan sgu tit gå globryllup i metalkoncerter, for ikke at snakke om den udbredte ”sceneskræk”, hvor folk nærmest ikke tør nærme sig scenen i frygt for… ja, hvad? Bands skal nærmest stå at tigge og bede for at få folk tættere på. Det var der sgu ikke noget af til denne koncert. Lige fra at de unge kommer ind, kiler de sig fast til scenehegnet, og de viger ikke derfra, før hele showet er slut. Ikke nok med det, så brænder der en ild i de unge. De ser en masse liveshows på YouTube osv. Og det med at komme til en metalkoncert, det betyder, at den bare skal have gas, og det fik den. Da forsangeren opfordrede folk til at sætte sig på gulvet – den klassiske – ja, så parerede hele salen ordre og sprang fra gulvet, så hele Train rystede. Bandet spillede godt 45 minutter, hvilket er lang tid, men de udnyttede hvert et minut og leverede en ganske overbevisende og god koncert.

8/10

Asking Alexandria

Kids, don’t do drugs… except cocaine

Så slog klokken langt om længe 23, hvilket er sent i Train-koncertregi, som plejer at være afviklet ved denne tid. Nu var det blevet tid til metalcore-pionererne og deres fortabte søn, Danny Worsnop, som atter en gang stod i front for Asking Alexandria-cirkusset, og et cirkus, dét var det.

Af juridiske årsager ift. bandets tidligere forsanger, Denis Stoff, så blev der ikke spillet nogen sange fra bandets nyeste album, The Black. Til gengæld blev vi ført igennem bandets ældre materiale og ført ned ad memory lane. Bandet åbnede med ”Welcome” efterfulgt af ”Dear Insanity” fra albummet Reckless And Relentless, og selvom det faldt i god jord hos mig, så var det en lidt rodet start, specielt fra Dannys side. Den manglede lige de sidste 20 % i vokalen, men det kom han efter ved hjælp af adskillige fjolle-pauser undervejs.

Det var ingen hemmelighed, at det var St. Patrick’s Day, og det blev slået fast på scenen ved at choke en bajer efter de første tre numre. At bandet har haft deres kontroverser med Danny, forstår man godt, for han gik lige til grænsen med de øvrige bandmedlemmer hele tiden. Der blev da også sagt et par betryggende ord til forældrene denne aften, i form af en opfordring til de unge om ikke at tage stoffer... bortset fra kokain – selvfølgelig sagt med et glimt i øjet og et smørret smil. Han er uden tvivl en yderst karismatisk forsanger, og synge, det kan han, men det var der bare alt for lidt af. Jeg er som sådan fan af, at man laver lidt pjat med publikum og sine venner på scenen, men alt med måde. Der var alt for mange pauser undervejs, hvor den ikke stod på andet end dårlig stand-up. Jo, en enkelt gang spillede de lige ”Baby” med Justin Bieber over et Pantera-riff. Blasfemi i stor grad, men det skulle ikke tages for mere, end hvad det var, nemlig sjov og ballade.

Når bandet spillede, gik det godt, og publikum var, som de havde været hele aftenen: totalt med! Her observerer jeg noget, som IKKE skal til at blive en ting på Train, nemlig at der blev grebet ind over for moshpits. Det er simpelthen noget pjat, og det blev da også opgivet. Lad folk have det sjovt; vi kommer alle sammen på de samme præmisser, og vi kender gamet. En ting, der dog kan få mig til at blive dårlig, er stagedives, som simpelthen er halsbrækkende dumt. Det havde bandet også specifikt frabedt sig, da der var hængt skilte op, der forbød det. Men moshet, det blev der, og under de afsluttende numre blev der sågar lavet en ganske habil wall of death.

Bandet spillede kun 12 sange, og havde de droppet alle de ophold, kunne de snildt have klemt to sange mere ind. Det havde pyntet på showet, som desværre ikke blev så godt, som det kunne have været. Lyden var, som altid på Train, ganske udmærket, og der var sparet på scenografi og i stedet fokuseret på en flot lysopsætning. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de unge mennesker havde en fest, og det nød jeg personligt mere end AA’s show. Jeg husker tydeligt mig selv i den alder… nok om det. Det var en rigtig godkendt aften med et godt metalprogram, der ikke skuffede, men som sådan heller ikke overraskede.

 

Setliste:

Welcome
Dear Insanity
To the Stage
Someone, Somewhere
The Death of Me
Moving On
The Road
Run Free
A Prophecy
Not the American Average

Ekstranummer
The Final Episode (Let's Change the Channel)
A Single Moment of Sincerity

7/10