Lette livstegn fra The Word Alive

Afbalanceret afkom

Befolkningstætheden er efterhånden ved at være høj i metalcore-land, men det afholder ikke Arizona-baserede The Word Alive fra at yngle yderligere. Denne gang er bandet nedkommet med deres fjerde albumudspil, Dark Matter, der iflg. frontmand Telle Smith blev undfanget under bandets hidtil mest intense studietid. Skal man tro på Smiths egne ord, har denne hede studiestund affødt et album, der er gutternes mest dynamiske til dato – lad os se på sagen.

Dark Matter matters

Den første tanke, der surfede rundt på min hjernebark, efter jeg havde infiltreret denne et par gange med Dark Matter-skiven, lød nogenlunde sådan: ”Wow, endnu et band, der vinker farvel til den vrede, vrængende hulemand og i stedet byder velkommen til den vemodige, velfriserede teenagedreng”. Med andre ord: The Word Alive viser et skifte i deres stil, hvor de nu for alvor understeger deres sans for store melodier og raffineret lyd – dog ofte på bekostning af den råhed, vi især fik smidt efter os på debuten Deceiver. Forstå mig ret, det er næppe en gang pop, vi er ude i her, og drengene forærer os da stadig sydstaternes metalcore a la djent her og der.

Ligger vi ud i den bløde ende af spekteret, finder vi åbningsnummeret Dreamer, der efter en forholdsvis lang elektronisk intro toppet med stemningsfulde vokaler fra Smith udvikler sig til en gedigen rocksang med et friskt og smagfuldt omkvæd. I samme kategori er også Face to Face, hvor det melodiøse aspekt får frit løb.

Skruer vi herefter en tand op for vreden og intensiteten, finder vi pladens to første singleudspil, Trapped og Sellout, hvoraf førstnævnte er et sandt energiboost og pladens nok stærkeste nummer. Makkeren, Sellout, brager derudad fra første sekund og har en eller anden finurlig undertone af god, gammeldags punk, der især kommer til udtryk i omkvædet. Som sagt leges der også med det nymodens djent-påfund, hvilket gennemsyrer mange af numrene. Tydelig er inspirationen i Made This Way og Dark Matter.

En anden inspirationskilde må siges at være Oli Sykes og co. fra Bring Me The Horizon – om dette så er bevidst eller ej. Numre som Insane, Suffocation og Piece of Me læner sig med deres ambiente, elektroniske og melodiøse stil utroligt tæt op ad de britiske kollegaers efterhånden veletablerede lyd, og især introen til Suffocation giver deja-vu til BMTH’s Sleepwalking.

Pladens store overraskelse er nummeret Grunge, der – ja, du gættede rigtigt – forsøger at genoplive 1990’erne – bare for en stund da. Det er dog ingenlunde en reinkarnation af hverken Nirvana eller Pearl Jam, vi bliver mødt af, men snarere et pudsigt sammenkog af grunge, metalcore og djent.

Efter små tre kvarter i selskab med The Word Alive rundes pladen af med Oxy, som jeg altså ikke kan kaste mange kranier efter: Det er simpelthen en rodebunke.

Der brygges på en gammel – og efterhånden slidt – opskrift

Ja, pladen er dynamisk og vellydende, men det er ikke nok til at hente alle kranierne hjem. I mine ører ligger Dark Matter lige på grænsen til at være overproduceret og totalt tæmmet. Jeg savner simpelthen nogle solide lydbølger, der ikke bare aer øregangen, men tager fat og kradser lidt. Og mest af alt savner jeg originalitet: Langt størstedelen af, hvad Dark Matter byder på, er gjort og hørt mange, mange gange før – desværre. 7 middelmådige kranier herfra.