Velkomponeret, men langt fra unikt.

Intro

Xandria er et symfonisk metalband fra Tyskland. De blev dannet i 1994, og har haft rimelig, men ikke voldsom, succes siden da. Der er sket en del udskiftninger i bandet, hvor den seneste er forsangeren, hvis debut er på det album jeg anmelder her. Det er deres sjette studiealbum, og det hedder Sacrificum. Den nye forsanger klarer sig udmærket, men jeg er ikke helt tilfreds.

Gennemgang

Vi starter ud på albummets længste nummer, som hedder ”Sacrificium”. Introen er lang med en episk følelse. Godt og vel to minutter inde i sangen starter guitar og trommer, med et ret velfungerende keyboard. Vokalen begynder derefter i et vers der indeholder en stille violin og et ikke særlig interessant riff. Vokalen har et opera-feel, der leder tankerne hen på Tarja Tunuren (ex-Nightwish). Bagkor og keyboard fylder meget efter første omkvæd, hvilket jeg personligt godt kan lide, men for andre ville være en negativ ting. Nummeret er varieret, med et solidt orkester i baggrunden. Det er integreret godt, og støtter musikken uden at tage helt over.

På andet nummer, som hedder ”Nightfall”, er der lidt mere gang i den. Vi starter på en intens intro, hvorefter vi havner i et mere stille vers med et midt-tempo riff. Som før er orkestret godt integreret, og giver god plads til vokal og guitar, mens det stadig løfter musikken.

Det tredje nummer hedder ”Dreamkeeper”, og viser Xandria fra en noget mere rolig og cheesy side. Verset indeholder en tydelig bas og et meget svagt keyboard. Nummeret er også tungt til tider, hvilket ikke rigtig passer ind med det rolige image resten af sangen giver. Den minder lidt om en forvirret og doven udgave af Nightwish ”Nemo”. Desuden er guitarsoloen ikke til at råbe hurra for.

Resten af albummet ligner de tre første numre. Vi har det intense ”Betrayer” til den helt rolige, næsten atmosfæriske ”Sweet Atonement”. Trods det er numrene ret ensformede og skiller sig ikke rigtig ud fra musik i samme genre. Selvom orkestret er integreret godt, så minder musikken alligevel om så mange andre bands med orkester indover deres musik. Som jeg tidligere har nævnt, er ”Dreamkeeper” et stærkt eksempel på dette.

Konklusion

Sacrificum er et godt sammensat. ´Musikerene klarer hver deres opgave rigtig godt, og orkestret er godt integreret, hvilket til slut giver en god episk følelse som ethvert symfonisk metal album burde. Der er tilpas med ballader og hårde sange, samt en rigtig flot vokal og rimelige riffs. Albummets største problem er, at man kan lytte til ethvert andet symfonisk metal album og få præcis det samme ud af det. Den høje karakter skyldes til dels at Sacrificum ligger i den gode ende inden for symfonisk metal, og til dels at jeg personligt er rigtig glad for sub-genren. Dog kommer vi ikke over seks kranier, da albummet som beskrevet ikke har noget unikt at byde på.

Nightfall er et af albummets hurtigere numre.