Xandria - Theater Of Dimensions

Theater Of Dimensions

· Udkom

Type:Album
Genrer:Symfonisk metal, Power metal
Antal numre:13

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Klassens stille nørd slår til igen

Xandria kan sammenlignes med den stille dreng bagerst i klassen, ingen helt kan huske, hvem er,til 10-års jubilæet. De har gennem årene, mest på grund af for mange skift i sangerinder, været den lettere anonyme faktor på den store scene, men har alligevel formået at udgive den ene solide skive efter den anden, og vi sidder her med deres ottende studiealbum Theater of Dimensions.

Lige på og hårdt

Med fire sangerinder i bagagen er det nu op til den hollandske Dianne van Giersbergen at føre Xandria videre ind på verdensscenen. Der vises allerede på ”Where the Heart is Home” flere aspekter af både den symfoniske metal, den gotiske metal og power metallen i én og samme atmosfære. Med en rolig opbygning, henover et gotisk kor som underlægning, og Gerit Lamms dobbelte stortromme som anslagsgiver, gives der rigelig plads til at Diannes van Giersbergens, sopran kan dominere denne forestilling, og det sker med bravour.

Der er indtil videre udgivet to singler fra dette album, og med ”We Are Murderers (We All)”, der har Björn Strid fra Soilwork som gæstesolist, vises der, hvor alsidigt et band, vi har med at gøre. Der bliver ikke blot valgt én primær genre for bandet og skrevet 13 sange ind i den. Nej, man leger med mulighederne, kommer rundt i hjørnerne og prøver sig frem med lidt growl blandet med den symfoniske del af deres repertoire. For at gøre det yderligere interessant smider man et kor ind i baggrunden og skaber en kakofoni af lyde, der ender med at være tornado af følelser skabt af musikken.

Som den famøse rosin i pølseenden får vi til sidst det klimaks,der er bygget op til gennem hele albummet, nemlig ”Theater of Dimensions”. Jeg har gennem flere gennemlytninger nydt både den gode produktion, men også det, at en sopran kan holde kadencen gennem et helt album og ikke på noget tidspunkt være for meget. Og så vælger de dælme at slutte af med, hvad jeg vil kalde en mini-blanding af en opera og en operette. Der er både gemt en halv arie midt i det hele, og der er den sædvanlige, voldsomme historie om en kamp mellem det gode og det onde.

Det grandiose album

Dianne van Giersbergens stemme bærer helt klart dette album meget langt, men også den måde de kaster sig rundt i forskellige genrer på skaber et rigtigt godt album. Der bliver givet plads forskellige områder i produktionen, hvor især korets underbygning og guitarriffene gennem hele albummet fungerer rigtig godt sammen. Jeg kan helt klart se det her album som værende noget, der kan skabe grobund til at udvide deres fanbase på verdensplan markant og med en nordamerikansk turné i rygsækken og festivalsæsonen i fremtiden, viser de her med Theater of Dimensions, at det absolut ikke er slut med Xandria, men at der er mange år tilbage i dem.

Dette album er helt klart bygget rigtigt godt op,og jeg kan især lide den let skjulte hilsen til folkmetal-genren, der sniger sig ind på”Céilí”, hvor de giver en lille hyldest til genrens udvikling. Til slut vil jeg konkludere, at der er tale om en skarp og sublim indsats, hvor præsentationen af bandets alsidighed præsenteres på alle numrene, og jeg kan med glæde give otte kranier for denne udgivelse.

Tracklist

  1. Where The Heart Is Home
  2. Death To The Holy
  3. Forsaken Love
  4. Call Of Destiny
  5. We Are Murderers (We All)
  6. Dark Night Of The Soul
  7. When The Walls Came Down (Heartache Was Born)
  8. Ship Of Doom
  9. Céilí
  10. Song For Sorrow And Woe
  11. Burn Me
  12. Queen Of Hearts Reborn
  13. A Theater Of Dimensions