Det symfoniske, tyske band Xandria er tilbage med et nyt udspil kaldet Neverworld’s End. Bandet spiller en gang symfonisk metal med en kvindelig vokal tilsat lidt episke dimensioner og kor. Tænk Nighwish under Tarja Turunen eraen, og du har et godt billede af, hvilken stil Xandria’s musik er.

Der er som sådan ikke meget nyt at komme efter på Neverworld’s End. Musikken minder utroligt meget om den symfoniske metal, som allerede er på markedet. Der er godt med stemningseffekter, riffs, synthesizer og en opera lignende kvindelig vokal. Teknisk er niveauet dog rigtig højt på skiven, og man kan høre, at det er en flok musikere, som hver især behersker deres instrument til perfektion. Til gengæld er der ingen tvivl om, hvor Xandria har fået sine idéer fra, og Neverworld’s End ender desværre hurtig med at blive en skive, som lyder som alt muligt andet.

Der er visse positive punkter på Neverworld’s End. Det første er, at der er tilsat en god, episk dimension i Xandria’s musik, som trods alt er med til at skabe lidt variation. Derudover fungerer det instrumentelle perfekt, og ikke en node er sat forkert. Til gengæld er jeg ved at være nået et mæthedspunkt hvad angår de her symfoniske/ goth bands med kvindelig, opera lignende vokal. Så selvom Xandria leverer et smukt arbejde på Neverworld’s End, er det et album, som hurtigt bliver trivielt og kedeligt i mine øre.

Neverworld’s Ends er på sin vis et ganske godt udspil, og Xandria gør generelt mange ting rigtige på skiven. Teknisk og instrumentalt er skiven glimrende, og hvis man er til den symfoniske metal med kvindelig vokal, er Xandria et tjek værd.