Wolverines fjerde album "Still" er en melankolsk, drømmende og alligevel stadig forholdsvis heavy progressiv skive. Hvor de på deres sidste album "Cold Light of Monday" fortrinsvis lød som Pain of Salvation i midtempo, har det nye album stærke træk af Enchant (jeg tænker især på et album som "Wounded"). Melodierne er i hvert fald kuldegysnings- og tårefremkaldende på samme måde. Fates Warnings forsanger Ray Alder kommer mig også i hu ved mange af Stefan Zells fraseringer (lyt f.eks. til starten af "And She Slowly Dies"), ligesom en del af Wolverines tidligere så markante P.o.S.-inspiration viser sig i det rytmiske arbejde på f.eks. "Bleeding" og "This Cold Heart of Mine" og på et fuldfedt teatralsk omkvæd som i "And She Slowly Dies".
Andre numre på albummet kalder på helt andre referencer: "Nothing More" er meget i samme boldgade som stille Opeth – Zell synger desværre en smule falsk på nummeret, men måske er det gjort bevidst for at skabe en mere ’privat’ stemning. "Sleepy Town" lyder som ældre, uptempo Porcupine Tree tilsat en snert Fates Warning og trommeprogrammering, men med en meget monoton melodi. Det er ikke et dårligt nummer, det falder bare lidt uden for albummets flow – man er dog hurtigt tilbage på sporet med den tunge "Liar On the Mount", hvor de politiske undertoner understreges med samples fra George W. Bush’s taler. "Hiding" er igen et mere roligt nummer, hvor vokalen henleder tankerne på sangere som Dave Gahan eller Morissey. I den mere søgte ende synes jeg, jeg hører træk af Conception et sted i "This Cold Heart of Mine", mens "Bleeding" har en melodilinje, der fik mig til at tænke lidt på Bruce Dickinsons "Skunkworks"-album.
Melodierne på "Still" er så iørefaldende, at man ihærdigt prøver at komme i tanke om, hvor man har hørt dem før – og ind imellem finder man også en reference. Men det virker, som om Wolverine er på vej til at frigøre sig mere fra deres inspirationskilder. F.eks. har "Taste of Sand" noget meget personligt over sig, som skinner igennem efter de par gennemlytninger, cd’en kræver, før den for alvor fænger. "Still" er et dejligt, rørende album fyldt med materiale, som for en stor dels vedkommende ville være Wolverines forbilleder værdigt.
