Svenske Wolverines fjerde album, "Communication Lost" har været længe undervejs. I de fem år, der er gået, siden bandets sidste udspil, "Still" har bandet først været gået i opløsning, siden gendannet i forbindelse med nogle spillejobs for så at genfinde inspirationen og begynde at skrive musik sammen igen, og indspilningsprocessen har derudover været afbrudt af forskellige private kriser (sygdom i familien m.m.)
Eftersom jeg var ret glad for "Still", har mine forventninger til det nye album generelt været høje. Til at starte med var jeg imidlertid lidt skuffet. Hvor "Still" var et stilmæssigt ganske varieret album med både elementer af klassisk progressiv power, indsmigrende melodier à la Enchant, melankolske passager à la Fates Warning og enkelte passager, der lød lidt hen ad Depeche Mode og David Bowie, så virker "Communication Lost" ved første gennemlytning mere konventionelt, ensporet og kedeligt. Men efter nogle runder på anlægget begynder albummet at åbne sig: Den homogene blanding af Fates Warning-inspirationer, ældre Queensrÿche (lyt f.eks. til titelnummeret) og måske lidt Conception gemmer på melodier, der sniger sig ind på lytteren og bliver hængende.
Selv om Wolverine ikke er det mest markante progressive metalband i verden, så kan de noget helt specielt, når det kommer til at lave overraskende harmoniske drejninger, der får de små hår til at rejse sig i nakken. Det har måske været mere tydeligt før i tiden med umiddelbart iørefaldende numre som "Leaving Yesterday" fra debuten "The Window Purpose" eller "And She Slowly Dies" fra "Still", men når man lige lærer numre som "Poison Ivy" og "Pulse" fra den nye skive at kende, opdager man, at de samme dejlige kontraster stadig er der - måske en da med en stærkere virkning end før: Netop fordi f.eks. et nummer som "Poison Ivy" starter som en trist, indadvendt ballade og fortsætter sådan i nogle minutter, bliver virkningen, når hele bandet sætter ind synkront med et drastisk harmoniskift, utroligt effektiv.
Om det har været bevidst eller ej, ved jeg ikke, men det er svært ikke at få associationer til Fates Warnings album "Disconnected" fra 2000, både hvad angår coverets stil, albummets titel og den overordnede struktur med de stille, dystert atmosfæriske åbnings- og afslutningsnumre, hvor et digt bliver læst højt med telefon-effekt på stemmen. Den generelt rolige stemning (selv i de mest metalagtige passager) og lidt tilbageholdte energi får mig også til at tænke på Fates Warnings "Inside Out"-album. Alt efter hvem der lytter, kan man også høre enten lidt Pain of Salvation eller lidt Redemption i det første "rigtige" nummer på "Communication Lost", "Into the Great Nothing" - Pain of Salvation (i metalhjørnet) pga. de karakteristiske, hurtigt synkoperede rytmefigurer, Redemption pga. blandingen af prog-power og eftertænksom melankoli. Sidstnævnte er egentlig et gennemgående træk ved albummet. Selv om Stefan Zell har en meget ekspressiv, lidt skælvende måde at synge på, er det ikke et album, der er inde og røre der, hvor det gør ondt, som f.eks. Pain of Salvations følelsesladede "Remedy Lane" var det. Eller rettere, Wolverine rører ikke, så det gør ondt.
"Communication Lost" er en god, gennemarbejdet, melankolsk melodisk metalskive, hvor bandets prog-side er repræsenteret, men uden at være insisterende. Den lidt ensformige ballade "What Remains" og den harmonisk ret stillestående "In the Quiet of Dawn" bryder lidt det ellers fede flow, men bortset fra det er dette et album, der fortjener flere gennemlytninger, inden man fælder sin dom. Og så er det i øvrigt en af den slags albums, der bare passer bedst til gråvejr. Otte meget store kranier herfra.
