Bandet der nægter at stoppe
Det guitarfikserede ”Shrapnel Records” bliver mere end noget andet pladeselskab associeret med 80’ernes eksplosion i guitarteknik, virtuositet og hastighed, og det med god grund, for det var netop, hvad de havde fokus på. Skønt de fleste af deres ikoniske udgivelser var diverse guitarvirtuosers soloalbums, var der faktisk også en hel del deciderede bands, der var signet på dette label. Et af disse var Vicious Rumors, et band der ganske vist haft et par mindre aktive perioder gennem tiden, men som altid har været i gang i en eller anden form lige siden deres begyndelse for 41 år siden.
Ikke kun for guitarnørder
På Celebration Decay lyder Vicious Rumors heldigvis ikke som et gammelt træt band, der bliver ved med at lave musik, bare for at gøre det; tværtimod lyder de, som om de har ligeså meget gåpåmod som et nyopstartet band. Dette kan fornemmes allerede på åbneren ”Celebration Decay”, et catchy og vildt nummer, der i den grad fik mig til at spidse ører. Vi skulle dog frem til pladens andet og ekstremt fede skæring ”Pulse of the Dead”, før jeg for alvor blev grebet, men så var jeg ellers også hooked resten af albummet. Sangeren Nick Courtney er en ny og glimrende tilføjelse til bandets lyd, og så længe han rammer høje toner med så megen power på, som han gør det i dette nummer, må han meget gerne folde sig ud i netop dette band. Courtney kan dog mere end blot at skrige højt, hans vokal er faktisk meget varieret, og tit leverer han en dyb og barsk clean vokal, der minder lidt om Testaments Chuck Billy på sine gamle dage; alt i alt bestemt ikke dårligt.
Det vigtigste på en Vicious Rumors-udgivelse må dog næsten være guitaren, og Geoff Thorpe, som har været med lige siden starten, svinger stadig spaden, alt hvad han kan. Thorpes stil er karakteriseret ved aggressive hvin, masser af ”lige ud ad landevejen”-attitude såvel som rigeligt med whammy bar-tricks. Den rutinerede musiker har altid haft held til at finde ekstremt sofistikerede og mere teknikfokuserede talenter til at bringe variation ind i lydbilledet. Til at afløse supershreddere såsom Vinnie Moore og Mark Mcgee træder den unge Gunnar Dügrey således til her. Det nye makkerpar fungerer enormt godt og er helt på højde med det, tidligere guitarduoer i bandet har præsteret; det er på alle måder en godkendt omgang guitarfræs, der er at finde på pladen her.
Ikke bandets bedste udspil
Thorpe og resten af gutterne har leveret et virkelig holdbart album. På trods af god sangskrivning og glimrende præstationer er jeg dog desværre ikke helt nær så imponeret af det samlede materiale, som jeg var efter at have lyttet til bandets klassiske albums Soldiers of the Night og Digital Dictator. Men selvom bandet altså ikke har leveret et album helt på samme niveau som deres allerbedste, kan de godt være stolte af værket her, og er man allerede fan af bandet, kommer man ikke udenom denne udgivelse.
