Bush og Vera holder formen ved lige selv efter 38 år
Armored Saint har været en del af den amerikanske heavy metal-scene siden 1982, hvor brødrene Gonzo og Phil Sandoval (trommer og guitar) dannede bandet og straks fik John Bush (vokal) og senere Joey Vera (bas) med, som også er med, når Mercyful Fate turnerer i 2021!
Albummet er delvist indspillet i Joeys studie, dog er trommer og guitarer indspillet to andre steder, da de stod midt i pandemien, mens de var i gang.
Punching the Sky er bandets ottende fuldlængdestudiealbum og opfølgeren til Win Hands Down[link] fra 2015. Det stilmæssige er der ikke pillet meget ved. Mange bands udvikler sig ret meget undervejs i deres karriere og afprøver måske endda nye veje eller nye måder at komponere på for stadig at være aktuelle. Dette er ikke tilfældet med Armored Saint; deres sangskrivning og kompositioner på Punching the Sky er som at være parkeret i en lille tidslomme, uden at det på nogen måde skal være en skidt ting!
En enkelt ballade skal der være plads til
”Standing on the Shoulders of Giants” åbner albummet og minder med det samme folk om, at Armored Saint er en velsmurt heavy metal-maskine, der stadig er relevante for musikken anno 2020. På de efterfølgende to sange, ”End of the Attention Span” og ”Bubble” får John, Jeff og Joey åbnet op for nogle passende vokalharmonier, som også er at finde på en del flere sange gennem albummet og samtidig viser en John Bush, som er i vokal topform. En personlig favorit på albummet er ”Do Wrong to None”. Igen er det som med de fleste andre sange på albummet noget, der lige så godt kunne have været skrevet i 90’erne, blot med en mere tidssvarende lyd!
Mange vil mene, at et band, der ikke fornyer sig, hurtigt bliver ligegyldigt og bare det samme om og om igen. Det er dog ikke tilfældet for Armored Saint, der igen på dette album beviser, at heavy metal af den gamle skole ikke nødvendigvis bliver ensformig eller direkte kedelig.
Det eneste, der stikker lidt ud i forhold til resten, er ”Bark, No Bite” og ”Unfair”. Førstnævnte står med en meget klar bas helt fremme, der driver nummeret, og sidstnævnte er Punching the Skys eneste ballade, som langsomt bygger sig op frem mod slutningen. Albummet når til sidst at få én over nakken med sangen ”Never You Fret”, som lukker og slukker på allerbedste manér.
”Hej, det er James Hetfield. Kunne du ikke tænke dig at blive vores nye sanger?”
Der er gået fem år, siden det sidste album kom fra Armored Saint, og selvom de har hevet det samme hold teknikere ind, som de brugte på Win Hands Down, så har den fået et spark over produktionen. Vera har produceret albummet og har fået Jay Ruston (Anthrax, Stone Sour) til at mixe det. Man kan godt høre, at nogle af medlemmerne har en fortid i andre store bands som f.eks. Anthrax, og apropos store bands så vil nogle måske mene, at John Bush skulle have takket ja, da han fik et tilbud om at blive forsanger i Metallica tilbage i 80’erne, men det kan alle være glade for i dag. Vi har fået både Armored Saint og Metallica – what’s not to like?
For at runde denne anmeldelse af må konklusionen være den, at Punching the Sky er et kompromisløst album og gør meget ud af, at Armored Saint lyder af… Armored Saint, dog med den lille note, at produktionerne altid er tidssvarende. Bliv endelig ved med det, for hvorfor ændre noget, der virker?
Er det nyskabende? Nej. Er det endnu et solidt album? Ja!
Lad os håbe, at 2021 byder på flere koncerter, så vi kan opleve bands som Armored Saint på dansk grund!
