Blod på tanden
Sidst, vi her på redaktionen hørte noget til Tempest Drive, var i foråret 2019. Dengang var bandet en tur igennem Detektoren med debutudgivelsen Hesitant Patience – en ep, der fik en middel modtagelse. I vores anmeldelse roste vi bandet for de mange idéer og den fede attitude, men vi savnede en bedre produktion, der kunne give ep’en en smule finesse. Dén kritik har bandet taget til sig, og her på deres andet udspil, ep’en Color, er produktionen efter sigende knivskarp. Let’s dive in!
Godt, flot – og kort
Lad det være sagt med det samme, at Color er et stort skridt fremad for det jyske rockorkester. Produktionen er, som den skal være, samtlige instrumenter får lov at ånde, og særligt vokalpræstationen fra Magnus Kastrup sidder lige i skabet. Den rå attitude fra Hesitant Patience er heldigvis bevaret, og selvom udtrykket ikke er særlig originalt, fungerer det langt henad vejen.
Tempest Drive lægger hårdt fra land med en vaskeægte hardrocker: ”Seal the Deal”. En kort dialog mellem trommer og guitar åbner nummeret, hvorefter vokalen indtager en central placering. Attituden i versene er cool (du ved, læderjakke og solbriller), og i omkvædet skrues der op for melodien. Guitarriffet er simpelt, men effektivt, der eksperimenteres en lille smule med sangstruktur i midten – og i det hele taget er ”Seal the Deal” en vellykket rocksang. Klart ep’ens stærkeste.
På ”Color” er der fuldt skrald på bassen og den gode stemning. Sangen er ikke nær så fængende som sin forgænger, men har stadig mange gode kvaliteter: Energien er høj, Kastrup imponerer fortsat – og så får vi minsandten også et lille trommebreak og en guitarsolo. ”Color” vil med garanti sætte gang i festen, når Tempest Drive engang får lov at spille live igen.
Ep’en er en lille sag med bare tre numre, og efter otte minutter er vi allerede nået til sidste skæring, ”Painter”. Nummeret er et forsøg på en episk ballade, der veksler mellem det ømme og det vilde, og selvom idéen kan være god nok, er ”Painter” simpelthen for lang i spyttet. Kontrasten til de foregående numre er for stor, og kompositionen har svært ved at bære sin spilletid på seks minutter. Desværre.
Ro på, ro på – lad ikke det sidste afsnit afholde dig fra at dykke ned i Color. Tempest Drive har gennemgået en spændende udvikling på relativt kort tid, og ep’en står solidt i den danske rockundergrund. Nu venter vi spændt på nordjydernes næste træk; måske de skulle satse på en fuldlængde? I hvert fald mere end tre numre, tak!
