Interview med Tempest Drive

Tempest Drive by Laura H. Jensen.

Tidligere på ugen kastede vi syv flotte kranier efter Tempest Drives nye ep, Color. Læs med her, hvor bandet fortæller om netop den plade, udvikling, store drømme og meget mere.

Der sidder måske et par stykker derude, som endnu ikke kender Tempest Drive. Vil I kort præsentere jer selv?
Magnus Frank Kastrup, vokal.

Daniel Probst Bordignon, elektrisk spadesvinger. 

Mathias Rosvang Sørensen, trommer.

Nicolaj “Cowboy” Koudahl, på 5-strenget bas, der ryster sjælen ud af kroppen.

Tempest Drive er rock‘n’roll. Det er lyden af 80’erne og 90’erne pakket ind i et musikalsk og lyrisk tæppe af det 21. århundrede, som vi gerne ynder at sige. Vi er jo nok resultatet af, hvad der sker, når en flok unge nordjyske gutter spiller garagerock på loftet, så længe at der lige pludselig kommer en helvedes masse reel musik ud af det. Hvad der skulle vise sig at blive til Tempest Drive, startede bare med tre fyre, der følte for at spille rockmusik med dårlige forstærkere og mangel på sammenspilsevner. I starten, som med så mange andre rockbands, handlede det jo mest bare om at hygge sig og drikke ubehageligt mange kasser Harboe Pilsner. Men på et eller andet tidspunkt er det, som om der er en gnist, der tænder – og for os var det nok, da vi skrev vores første originale sang. Pludselig kom der blod på tanden, og ambitionerne begyndte at række ud over øvelokalets fire vægge. Mantraet gik fra at være “knap bajere op og spil noget AC/DC” til at være “lad os da lægge Danmark ned”.

… Lidt ærgerligt, at covid-19 kom først i mål med det, men sådan er det jo.

Har I erfaring fra andre bands, eller er Tempest Drive det første, I spiller i?
Daniel: Da Magnus, Mathias og jeg startede bandet i 2015, var det vores alles første erfaring med at spille i et rigtigt band. Vi var selvfølgelig alle musikere, før Tempest Drive blev dannet, og havde hver vores erfaring med musikken, men Tempest Drive var første gang, vi prøvede at have helt frie tøjler i forhold til, hvad vi ville – og for en flok gymnasiedrenge i slutningen af teenageårene var det jo det fedeste overhovedet.

Nicolaj: Jeg har i længere tid spillet musik med og for andre bands og artister, der har skullet bruge en bassist eller en producer. Nogle gange har det været ren leg med idéer, artisten har haft, mens det andre gange har været til en indspilning. Tempest Drive er dog det første rigtige band, jeg er en del af, hvor der bliver skrevet original musik, hvilket altid har været min drøm.

I debuterede i foråret 2019 med ep’en Hesitant Patience, og nu er I klar med opfølgeren Color. Hvordan kan I tydeligst se, at I har udviklet jer på det år, der er gået?
Sang- og musikskrivningen er helt klart et af de felter, hvor vi føler, at vi har rykket os mest. Hesitant Patience bestod først og fremmest af sange, der var skrevet over en relativt lang periode – en periode, som spændte helt fra begyndelsen af bandet til udgivelsen af ep’en. ”Mystery Lady” var en af vores allerførste sange, hvorimod ”No God For Me” nærmest var splinterny – så erfaringen med sangskrivning varierede utroligt meget fra sang til sang. Alle tre sange på Color er derimod udarbejdet i løbet af det seneste år, altså imellem de to udgivelser, og er derfor alle præget af den erfaring, vi fik fra vores første ep. Vi har derudover forsøgt at lege med ukonventionelle strukturer og ladet os løsrive os lidt fra den måske lidt skabelonskårede garagerock. Vi tillod os selv at eksperimentere lidt – og det er vi utroligt glade for, at vi gjorde.

I en video på jeres facebookside siger I, at Color er blevet udgivet tidligere, end hvad der egentlig var planen. Kan I fortælle lidt om den beslutning?
Normalvis ville vi jo prøve at time det, således at vi ville tage ud at spille en håndfuld koncerter kort efter udgivelsen – sådan en slags pseudoturné. Men det er jo sjovt nok ikke en mulighed lige for tiden. På nuværende tidspunkt sidder mange, inklusive os selv, jo og føler, at de ikke laver andet end at trille tommelfingre. Pointen med ’suspense’ er jo, at tiden fra, at man lader folk kigge ind ad vinduet, til at de får lov endelig at komme ind at se hele svineriet, skal kunne fyldes ud med noget. Lidt ligesom børn, der glæder sig til juleaften. Det havde været en smule strengt at sige ”så, lille Gunnar, nu er der 24 dage til juleaften”, og så bare lade som ingenting indtil da – der skal sgu julekalender og pynt til! Og som landet ser ud nu, er der sgu ikke meget julekalender og pynt at hente – så hvorfor i alverden vente? Nu, hvor folk alligevel sidder derhjemme pga. corona, kunne man jo godt kaste noget musik i ansigtet på dem. 

Det er måske også nu mere end nogensinde før, at den grundlæggende pointe med musik træder i kraft: Det er til folket. Musik skaber fællesskab; den forbinder os og giver os noget, vi i flok kan glæde os over. Og hvis den her ep kan give lidt lys i en måske lidt grå hverdag, så er det det hele værd.

Pladen hedder som sagt Color, og det gør en af sangene derpå også. Hvilken betydning ligger der for jer i det ord?
Ordet opsummerer i og for sig hele sangens betydning. ”Color” er en sang om at løsrive sig fra idéen om, at alting på den ene eller den anden måde skal ensrettes; at en sang altid skal lyde på en bestemt måde, at et maleri kun er et maleri, hvis det følger diverse krav, og – på et bredere niveau – at man kun kan se sig selv på en bestemt måde, hvis man passer ind på nogle bestemte parametre. Sangen er en opfordring om at dykke ned i nuancerne og åbne op for det, der ellers ofte betragtes som værende fastlåst. Vi har derfor forsøgt at lege med nogle sanselige kontraster for at understrege, at ikke det hele er sort og hvidt; det handler om at ‘føle farverne i musikken’, så at sige.

At ep’en er navngivet efter denne sang, skyldes delvist, at alle tre sange på forskellig vis berører emnet – det her med at tvangsfjerne skyklapperne. Men det er også delvist, fordi vi syntes, det var en fed titel til ep’en. Alle beslutninger kan trods alt ikke være lige poetiske.

Ep’en er indspillet i Mørkværk Studio. Kan I sætte nogle ord på den oplevelse?
Vi sprang jo direkte fra at optage hele lortet i loftslokalet med hjemmekøbt udstyr og kreative løsninger til at hoppe i et dybt professionelt studie – og den beslutning fortryder vi ikke et øjeblik. Mørkværk er et fantastisk studie med nogle af de dygtigste mennesker, vi nogensinde har mødt indenfor musikindustrien. Det var selvfølgelig en hård og krævende proces – men ikke nok med at det gav os Color, så fik vi også en masse ud af det som musikere. Vi lærte en masse om sangskrivning, musikstruktur og endda også om os selv som musikere.

Hvis I skulle anbefale vores læsere ét nummer fra Color, hvilket ville I så vælge – og hvorfor?
“Seal the Deal” helt klart. Nummeret står for os som noget af det reneste rock‘n’roll. Hårde trommerytmer, en solid bas og en sprød guitar – alt sammenlagt med en attitude på vokalen, der bare giver sangen en følelse af rebelskhed, som rocken altid har medført.

Jeg går ud fra, at I som band har en masse drømme og ting, I gerne vil opnå. Er der én ting, som står højere på ønskelisten end de andre?
Magnus: Når publikum (ikke kun familie og venner) kan synge vores tekster udenad. Men jeg glæder mig også til den dag, vi skal spille på Roskilde! 

Daniel: Enig med Magnus. Når vi kan stå på en scene, kigge udover et publikum, hvor der ikke er et umiddelbart genkendt ansigt, og stadig kan høre folk skråle “I feel the colors in the music” – det er drømmen. 

Mathias: Den ultimative oplevelse som dansk kunstner er at åbne Roskilde Festival. Det er uden tvivl min største drøm som musiker. Desuden vil det være fedt igen at få bragt rocken på landkortet. Rockmusikkens popularitet i Danmark er ikke, hvad den har været, og det ville være et privilegium at være med til at få skubbet rocken frem i lyset igen.

Nicolaj: ”Hvad så, Roskilde!?”.

Al koncertaktivitet, inklusive Roskilde Festival, er jo desværre sat på pause lige nu. Hvad er planen, når vi kommer på den anden side af krisen – kan vi forvente nogle koncerter med Tempest Drive?
Så absolut da – der skal jo tages revanche for de koncerter, vi har måttet tage afsked med for sommeren 2020. De gik jo lidt i vasken med den her dumme virus, men vi lover, at vi kommer stærkt igen, så snart vi får lov til det. Vi brænder inderligt for at stå foran et publikum – det er dér, vi er i vores es!

Og nu det store spørgsmål: Hvor er Tempest Drive om fem år?
Det kan kun nogle højere instanser blandt rockguderne vide. I øveren for at gøre klar til vores anden eller tredje Roskilde-koncert, i en tourbus på vej ned gennem Europa eller måske i studiet for at klargøre det næste store danske rockhit. Mange ting kan nå at ske inden 2025. Men bare rolig: Om fem år ved de fleste, hvor vi er.

Vi krydser fingre for det hele! Tak for jeres tid og jeres svar.