Fra bar til (hjemme)studie
Efter tre år med koncerter på diverse barer og deslige er nordjyske Tempest Drive endelig klar med debuten Hesitant Patience. Ep’en er fuld af rock’n’roll, de fire herrer spiller fint – men alligevel er der noget, som halter. Lad os se engang.
Gode idéer, gode intentioner
Udtrykket på Hesitant Patience er egentlig ret simpelt: En guitar, en bas og nogle trommer toppet med en dyb vokal er alt, hvad Tempest Drive behøver. Her er ingen smarte løsninger eller seje effekter – kun vaskeægte rock’n’roll. Bandets lyd er med andre ord både rå og ærlig, og der er ikke en finger at sætte på drengenes attitude. Idéer er der også nok af, og de fem numre på ep’en viser en fin musikalsk spændvidde. Men her stopper rosen også – for nu i hvert fald.
Produktionen er klart til den svage side, og allerede fra første nummer ”Hollywood” er det svært ikke at lade sig irritere. En syntetisk, tynd og ligefrem skærende guitarlyd brager af sted, og de ellers velspillede trommer mangler gennemslagskraft. Øv. Den flotte vokal og den punkede attitude i omkvædet redder dog nummeret, og kan man acceptere den skrantende produktion, har ”Hollywood” faktisk en del styrker.
Det samme gør sig gældende på store dele af Hesitant Patience: De gode intentioner og de fine idéer er til stede, men produktionen står simpelthen i vejen. Det er klart, at Tempest Drive gerne vil have et råt og rocket udtryk – det passer jo perfekt til genren – men man kan også gå for vidt. Nuvel. På ”Mystery Lady” får vi faktisk en dejlig fed bas, en god rytme og en meget overbevisende vokal fra forsanger Magnus Kastrup. Havde guitaren haft mere pondus, var her et sikkert rockhit.
”Unrealizable Breakdown” har fin energi, men er ikke helt så fængende som sine forgængere, ”Devil’s Reject” bliver en anelse for skabelonskåret, men på ”No God For Me” har drengene atter fat i den lange ende: flot vokal, medrivende energi – og en pudsig, men vellykket westernstemning.
Tempest Drive har masser af idéer, men mangler finesse. De fire herrer skal selvfølgelig beholde deres rockede udtryk og rå attitude, men vil de ud over stepperne, skal der lidt sandpapir til.
