Et navn med slag i
Suckerpunch er et engelsk udtryk for et slag, der kommer uventet. På modersmålet kan det dog referere til et dansk hard rock-band med sine rødder solidt plantet i deres jyske hjemegn. Men hvad får man så, når man smider Suckerpunch over anlægget? Er der noget at komme efter på denne skive, eller bliver det lidt for forudsigeligt, hvor det næste slag skal komme fra?
Spændende inspirationskilder, knap så spændende udført
Hånden på hjertet så må jeg nok indrømme, at dette ikke er en plade, der vælter sig i eksperimenter og udfordrende arrangementer. Til gengæld får vi en masse sydstatsinspireret boogie-blues rock, som man kender det fra bands som ZZ Top. Suckerpunch ligger dog til den lidt hårdere side end de førnævnte blues-giganter, elementer fra bands som Guns ‘n’ Roses og Mötorhead er sjældent alt for langt væk. Her falder tankerne mest hen på forsangeren Kurt Noesgaard, der med sin sandpapirsslebne stemme lyder som en hybrid mellem John Fogerty fra Creedence Clearwater Revival og Mötorheads Lemmy. Selvom det er tydeligt at mærke, at dette har været en inspiration for Noesgaard, når stemmen dog ikke helt op at sige spar es. Guns ‘n’ Roses elementet finder man primært i guitarspillet; associationerne dannes hovedsageligt ud fra guitarens lyd samt spillestilen i mange af soloerne.
Det største problem ved albummet er derimod bandets knap så veludviklede evner for sangskrivning. Et af de bedste eksempler på dette er sangen “Dirty Bitch”, hvis omkvæd nærmest bare er en repetition af nummerets titel. Det bliver for klichéfyldt, det bliver for ensformigt og helt ærligt bliver det også en anelse for plat. De samme ukreative tendenser gør sig også synlige på “Riding With the Devil”, hvis riff får det til at virke som om, guitaristerne i bandet ikke gad til at tage sig tid til at tænke for meget ud af boksen. Derudover er tekstarbejdet gennem det meste af albummet også meget uoriginalt og kommer sjældent uden for de typiske lyriske temaer i sydstatsrocken som sprut, damer, biler og landevejene. Ikke at der er noget galt i at skrive om disse emner, men i Suckerpunchs tilfælde kommer disse temaer altså ikke til at gøre det store indtryk på lytteren, da teksterne sjældent er fængende nok.
Når et cover er pladens højdepunkt…
Suckerpunch har flere gode elementer med sig og besidder også en god del af det, man skal bruge til opskriften på et godt rockalbum. En rå vokal, en solid produktion samt en ganske svedig guitar sound. I sidste ende er der dog ikke så meget slagkraft i musikken, som man kunne have håbet på, navnet taget i betragtning. Sangskrivningen er der, hvor det halter mest, hvilket også kan ses på, at et af pladens bedste øjeblikke er et cover af Kenny Rogers “The Gambler”, hvor de formår at fortolke sangen med en mere rocket tilgang. For denne version må de dog anderkendes, og jeg vil anbefale folk at give netop dette nummer et lyt. Der er muligvis mere, der fanger en på resten af pladen, hvis man da ser sig tilfreds, når bare der er forvrængede guitarer og landevejsfortællinger, men dette er der dog ingen garanti for.
