En underligt sammensat supergruppe
Invidia er efter et par års samarbejde klar med deres debutplade. Der er tale om et nyt band, men med nogle velkendte navne. Bandet består af Matt Snell, som tidligere har spillet i Five Finger Death Punch, Brian Jackson og Marcos Rivera fra Skinlab, Daron Badorine fra Six Ounce Gloves og så Evan Seidlitz, som har spillet i en række bands (Thrown Into Excile, Grimace mf.). Her vil den virkelig skarpe metalnørd undre sig lidt, for hvem af dem skal agere forsanger her? Den tvivlsomme opgave er tilfaldet Evan Seidlitz, og den opgave slipper han ikke helt godt fra. Det vender vi tilbage til.
Når man har idéer til en EP, men beslutter sig for at lave et album
Bandets åbningsnummer ”Now or Never” fungerer som en ganske fin åbner. Der er god energi, og man kan mærke, at bandet vil fremad. ”Making My Amends” er også ganske udmærket. Det er ikke et nummer, som man vil huske længe, men instrumenterne i omkvædet fungerer faktisk ganske fint. Men mod slutningen af nummeret støder vi på pladens første problem. Før sidste omkvæd får vi den onde tale, som skal lede op til en sidste eksplosion, men den udebliver ganske enkelt. Det kommer til at virke banalt og som en træls kliché, og det skal vise sig at være den første i en række af mange. Tag nu nummeret ”The Other Side”, som indeholder de mest ligegyldige 15 sekunders guitarsolo, jeg har hørt i mit liv. Det er så tydeligt, at bandet indså, at de manglede at krydse den af på listen over, hvad et metalalbum indeholder, og så blev den lige fikset i en fart. Eller nummeret ”Step Up”, som skal fungere som albummets udgave af Eminems ”Lose Yourself”. Problemet er bare, at Evan Seidlitz ikke rigtig kan rappe, og bandet kan heller ikke skrive raptekster. ”Step Up”falder derfor hurtigt til jorden, og det eneste nummeret bliver husket for er, hvor mange gange, der bliver råbt ”Step Up” 41 gange. Det er flere gange end, der bliver sunget ”My Humps” i sangen af samme navn af The Black Eyed Peas. ”Marching Dead” og ”Feed the Fire” har begge to elementer, som fungerer, men begge sange bærer præg af en svag vokalpræstation. Når Evan Seidlitz’ vokal ikke bliver hjulpet på vej af et råbende kor, bliver den overproduceret i en sådan grad, at det er decideret kikset. De melodiske stykker i stort set alle sange falder til jorden med et brag.
De skulle have valgt ”Never”
Bandet har, med As the Sun Sleeps, forsøgt at lave en lettilgængelig plade til teenagere, som er ved at gå fra rock til metal, og nogen i denne målgruppe vil måske finde denne plade tiltalende. Pladen er dog voldsomt ensformig, og med det længste nummer på 4:03 og næsten alle sange i et midttempo, er det tydeligt at mærke, at bandet er løbet tør for idéer. Hele sidste halvdel af denne plade er decideret ringe. Man må meget gerne lave catchy og simpel metal, men det kræver så også, at det rent faktisk er catchy. Og at man har bare en smule nyt at tilføre genren. Bandet starter pladen med at konstatere, at det er ’now or never’. I dette tilfælde skulle de have holdt sig til det sidste og ladet helt være.
