På jagt efter den unikke lyd

Progressiv metal kan for manges vedkommende være en svær nød at knække. Et hav af bands kan – af og til med rette – klandres for at fremstå alt for navlepillende og selviscenesættende, hvor individuelle instrumentale soloridt er i højsædet. Det kan selvsagt være svært tilgængeligt og udfordrende at lytte til – og ikke mindst at nyde.

Men så er der heldigvis også de bands, for hvem musikken skal give mening i en større kontekst og være en udforskende rejse ud i musikkens muligheder. Disse bands kommer der gudskelov flere og flere af, og et af de bedre er israelske Subterranean Masquerade. Deres tredje langspiller, Vagabond, er lige på trapperne, og det er en fantastisk vellykket prog metal-rejse ind i østens mystik og tilbage igen.

Progressiv mellemøstlig musical-metal

Det otte mand store orkesters musikalske rejse toppede umiddelbart for små tre år siden med deres forrige plade, The Great Bazaar. Denne, deres andet fuldlængdealbum, var et meget vellykket psykedelisk jazz-/avantgarde-inspireret konceptalbum med undertoner af traditionel mellemøstlig musik, brudstykker af death metal og lidt stænk af musical. På den nyeste plade, Vagabond, som historie- og temamæssigt er en direkte fortsættelse af The Great Bazaar, er der skruet op for musical-elementerne, de mellemøstlige inspirationer og de storslåede melodier. Og lad mig bare fastslå: Vagabond er mindst lige så god som sin forgænger. Historien, som jeg vil anbefale, man hører i ét stræk, tager afsæt i åbneren “Place For Fairytales”, der med jazzet klarinet og kvindelig skønsang på hindi hiver lytteren ind i det eventyrlige univers. Dernæst følger “Nomad”, der på glimrende facon viser smagsprøver på de death metal-elementer, som bandet også mestrer at flette ind i det meget alsidige lydbillede. Og så er vi ellers i gang med en aldeles smuk rejse, hvor man kastes rundt i det fantastiske univers.

De følgende skæringer på pladen er på ingen måde kedelige, men det er til slut, vi får pladens højdepunkt; det enormt veleksekverede og næsten magiske “Hymn of the Vagabond”. Den næsten otte minutter lange afslutter bygger langsomt op og kulminerer i et fantastisk sonisk inferno, hvor der bindes en smuk sløjfe på samtlige af bandets mange styrker og inspirationer. Albummets kun 47 minutter virker på dette tidspunkt til den korte side, da man hungrer efter meget mere. Desværre er den fantastiske rejse allerede slut, men sikke en rejse. Man kan dog trøste sig med, at Subterranean Masquerade har smidt en tribute til David Bowie i form af nummeret “Space Oddity” ind som en lille bonus til allersidst. Og det cover er absolut heller ikke tosset.

En smuk musikalsk rejse

En formidabel og dragende fortælling spillet af et fabelagtigt dygtigt band, der formår at skabe smuk sammenhæng mellem kendte og mindre kendte stilarter. Det er, hvad Vagabond er for en plade. En prog-metal-Mellemøst-musical ville man også kunne kalde albummet uden at ramme helt ved siden af. Men det korte af det lange er, at Subterranean Masquerade på Vagabond formår at gøre det komplicerede uhyre smukt og enkelt. Bandets lyd såvel som melodier, tekster og tekniske færdigheder er endnu bedre end på forgængeren. Og det siger slet ikke så lidt!

God progressiv metal er altså ikke kun den slags, der skubber grænser inden for det instrumentale, hvor “jo skævere, jo bedre” dominerer. Næ nej, god prog er så sandelig også den slags, der kan fusionere det umiddelbart ufusionerbare på helt forunderlig vis. Bare lyt til Vagabond.