Votum

Betagende baglys
”Jeg håber, de spiller, som var her udsolgt” mumlede jeg til min medbragte medskyldige, da det gik op for mig, der ikke kom flere publikummer end de få, der allerede var på plads. Første band, ud af tre, på plakaten var polske Votum; det eneste band jeg havde kendskab til på forhånd og det i kraft af, at jeg tidligere på året skrev en anmeldelse af deres seneste udgivelse. En udgivelse jeg gav en høj karakter, så jeg havde naturligvis høje forventninger til deres liveoptræden, noget jeg efterhånden burde have lært godt kan være farligt. Men jeg blev ikke skuffet over andet end det sørgelige fremmøde, for Votum leverede virkelig varen.
Fra bandets outfits, ja, det havde noget at sige, til det sublime lysshow, var det hele gennemført. Men det forfaldt aldrig til kalkuleret showmanship, hele vejen igennem føltes det som den ægte vare. Jeg skal ikke kunne svare på, om det kom bag på dem, vi ikke var så mange, men ifølge et medlem af bandet har de spillet for færre mennesker. Og, som forsangeren konstaterede cirka halvvejs inde i settet, foretrækker han altså kvalitet frem for kvantitet og hentydede til de få fremmødte, der så rigeligt kompenserede ved at være entusiastiske i deres respons på bandets anstrengelser. For lyden var god, bedre end så mange andre steder jeg har været, selvom vokalen ind i mellem druknede lidt i musikken, og mikrofonen en enkelt gang døde helt.

Vidunderlige Votum
Setlisten bestod primært af numre fra deres seneste udgivelse og hurra for det, for jeg mindes en ikke specielt vellykket research af deres tidligere udgivelser til at sammenligne :KTONIK: med, dog var de to numre til aftenens koncert, der IKKE var fra den nyeste, tilforladelige. Faktisk var nummeret ”Coda”, fra Harvest Moon, et af de tungere numre, der, med sit dystre udtryk, var med til at give det hele lidt mere kant. For det ER altså en følelsesladet og atmosfærisk affære at opleve Votum. Bandet fremstod næsten introverte i deres kropssprog på nær forsangeren, der skiftevis slow-bangede og små-dansede.  Koncertens højdepunkt var dog ”Satellite” fra deres nyeste album; jeg har sjældent været så begejstret for at høre et nummer live, og de førnævnte forventninger blev i dén grad indfriet. Deres indgangsvinkel til prog'en er, at den skal være underspillet og bruges meeeeget moderat, og den bliver holdt i skak af deres glæde ved at snige elementer fra den mere elektroniske afart af musik ind. Deres auditive modsvar til stroboskoplyset, der blev anvendt som effekt på vokalen til afslutningsnummeret ”Spiral”, gav det hele et løft, så det ikke kun forfaldt til standard clean vocals og growl. En klokkeklar clean vocal, der vækker associationer til det hedengangne danske Inside The Whale, og som var med til at gøre Votum til aftenens bedste koncert.
 

Setliste:
Simulacra
Horizontal
Prometheus
Satellite
Coda
Vertical
Stranger Than Fiction
Greed
Spiral
 

9/10

Chaos Divine

Farkin’ Straya!
Næste levende billede på aftenens program var australske Chaos Divine. Jeg havde sgu en smule ondt af dem på forhånd, mest fordi Votum havde sat barren ufatteligt højt. Men det skal på ingen måde ligge dem til last, mest fordi jeg allerede fra starten af deres koncert følte, at man ikke helt kan sammenligne de to bands. Hvor Votum lægger mere vægt på det følsomme og følelsesladede, er Chaos Divine lidt mere rocket og tungere. Bevares, de clean vocals er gennemgående i samtlige numre, men et nummer som ”Invert Evolution” spiller på nogle helt andre tangenter, jeg ikke vil tøve med at sammenligne med genrer, der ender på -core, tilsat en knivspids prog og så et grumt brøl, der understreger, at dette band er en smule ovre i en anden boldgade end deres tourmates. Chaos Divine formår dog alligevel at lande blødt i et udefinerbart grænseland. Der er lidt drømmende sekvenser i deres musik parret med up-tempo smadder, og det hele er skruet godt sammen med gode skift. Deres setliste er effektivt konstrueret med henblik på at få folk til at lade sig rive med. Desværre var der ikke nok i salen til at kunne spille en rundboldturnering, men ligesom ved første band var disse drenge bedøvende ligeglade. De spillede for os, der havde købt billet og gav sig ligeså meget, som havde der været udsolgt.

Forkert kontinent
Dog var lyden ikke helt så god som tidligere på aftenen. Den var som sådan ikke dårlig, den var bare enormt ulige fordelt. Jeg havde ikke en jordisk chance for at høre bassen, og sporadiske udfald i vokalen var lidt for talrige, men der blev i det mindste rettet lidt op på det hen imod slutningen af et ellers glimrende sæt. Og jeg kan ikke sætte mig ned og skrive om Chaos Divine uden også at nævne deres lille gimmick. Et gimmick jeg ikke forstår, hverken hvorfor eller hvordan - eller HVORFOR! En forholdsvis lang intro, der består af Sir David Attenborough, der taler varmt om.. pfft, hvad ved jeg, jeg hørte ikke helt efter fra start… men han nævner noget med at stå ansigt til ansigt med de mest fantastiske væsner, der nogensinde har vandret på jorden, og jeg når lige at tænke, at bandet da godt nok har høje tanker om sig selv, før ti-øren falder. Jeg vender mig mod min ledsager og betror mig til ham, at ”hvis de spiller ToTo, så skrider jeg fandme”. Du-du-du-dudududuuuu…. Ja, okay. Jeg gik ikke. Jeg satte mig ned på hug og grinede dumt og måtte overgive mig komplet til deres i øvrigt glimrende cover af en sang, ”de skrev for meget længe siden.” Jeg ved ikke, om Chaos Divine er noget, jeg som udgangspunkt vil sætte på herhjemme, men jeg vil helt sikkert løse billet til deres næste show, skulle de nogensinde vende tilbage til disse breddegrader, for deres engagement og tilstedeværelse løftede musikken et niveau op.

Setlist:
One Door
Soldiers
Invert Evolution
Badge Of Honour
Silence
The Shepherd
Africa
Beaten Path
Landmines
Mara

7/10

Subterranean Masquerade

Hodja fra Pjort goes metal
Jeg havde forud for koncerten en lille idé om, hvad jeg kunne forvente mig af musikken, takket være internettet, men INTET kunne have forberedt mig på, hvad Subterranean Masquerade egentlig laver. Første spoiler kom i form af en guitarist med turban og pludderbukser, der nærmede sig mig med en røgelsespind. Ganske behændigt skiftede den ejermand, og så stod jeg ellers der og flagrede med noget, der fik salen til at lugte af persisk horehus – egentlig et passende setting for deres vanvittige Aladdin-metal. Det stod klart temmelig hurtigt, at det her ikke er et standard pop-prog band. Med hele otte medlemmer på scenen er der ganske proppet – især fordi den ene af de to forsangere er en meter højere OG bredere end resten af bandet, der alle, på nær ham med det røde fuldskæg, oprindeligt stammer fra Israel. En hurtig rekognoscering af scenen cementerede, at vi kunne forvente et eksotisk indslag, for jeg spottede både tamburiner og rasleperler. Men det kunne på ingen måde forberede mig på den massive fest, vi blev vidner til. For ikke nok med, at der blev danset vildt på scenen, så kom både førnævnte guitarist og den ene forsanger ned blandt det sparsomme, men feststemte publikum, der på dette tidspunkt var reduceret til 16 gæster. Forsanger nummer to, ham med skægget, forlod scenen et par gange for at hente øl og hele showet var gennemsyret af en uhøjtidelig stemning og godt humør. Faktisk føltes det langt hen ad vejen som en privat fest i lejede lokaler med et live band som underholdning.

Aftenens overraskelse
Og underholdt, det blev vi med musik, der var en skøn blanding af vestlige og mellemøstlige toner. Jeg indrømmer blankt, jeg er enormt fascineret af musik fra den verdensdel og heldigvis blev det aldrig kitschet eller akavet, for det er med eksotisk musik som med eksotiske krydderier: Det skal doseres korrekt for at have den ønskede effekt. Og nøj, hvor det smagte. Smægtende (dog båndede) kvindestemmer, tilsat solide trommer og to forsangere, der sang og growlede suverænt. Hvem skulle have troet, at sådan en stor fyr kunne synge så lyst? Man kunne ikke mærke på dem, at det her var deres anden koncert sammen nogensinde, for spilleglæden lyste ud af dem, og heller ikke aftenens sidste band lod sig mærke med det elendige fremmøde. Tværtimod tror jeg, det gav dem mod på at give den ekstra gas for vores skyld, for ingen gider se på et band, der keder sig. Og det gjorde hverken de, jeg eller resten af salen. Vi fik oven i købet lov til at være de første, uden for bandet, der fik lov til at høre ”Hymn Of The Vagabond” fra deres kommende album. Selvom Subterranean Masquerade måske ikke vil være førstevalget til at sætte på herhjemme, er det en fantastisk oplevelse live og med dem som med Chaos Divine, så ved de præcis hvordan man skal levere et godt show!

Setlist:

Early Morning Mantra
Reliving The Feeling
As You Are
Blanket Of Longing
Tour Diary
Specter
Hymn Of The Vagabond
Home
Father And Son

8/10