Et underligt fortryllende univers

Hvis du aldrig har hørt om israelske Subterranean Masquerade, så står du overfor en overvældende overraskelse af dimensioner. De har gennem årene (siden 1997) specialiseret sig i at mestre denne forvirring, så lyttere bliver fanget i deres underligt og mærkværdigt fortryllende musikunivers. De spiller progressiv metal og inddrager elementer fra både psykedelisk rock, jazz, folkemusik, dødsmetal og klesmermusik. Bandet har generelt et fascinerende lydbillede med konstant vekslen mellem forskellige genrer. Det lyder overordnet set velkomponeret, men er i høj grad også en anelse forvirrende.

Spørgsmålet er, om de med Mountain Fever formår at kombinere alle de genrer, de bruger, på en måde, så det bliver en god oplevelse for lytteren, uanset om man er ny lytter eller allerede er fan?

En gryderet, der vækker alle dine sanser

Efter den første gennemlytning af Mountain Fever kan man sige, at det minder om noget, man har hørt før, men fra adskillige bands indenfor et utal af forskellige genrer. Bandet har ligheder med bands som f.eks. Opeth, Mastodon, Dream Theater, Amorphis, Borknagar og Arcturus. Udover de klassiske instrumenter indenfor heavy metal hører vi på albummet, hvad jeg identificerer som sitar, violin, klarinet, piano og tilmed bongotrommer, tamburin, clap sticks, jødeharpe og muligvis cimbalom.

Af de mange indtryk, man får på Mountain Fever, vil jeg fokusere på nogle tilfældige udpluk, da jeg ellers ville kunne skrive en hel bog om de millioner af forskellige indtryk, jeg får af at lytte til albummet.

Albummet starter med ”Snake Charmer”, som er roligt og akustisk i 13 sekunder, og så forvandles det til noget, der virker som taget fra Amorphis’s Elegy-album, men allerede 30 sekunder inde i nummeret skifter nummeret over til noget, der minder om en drømmende Dream Theater-agtig sekvens. ”Somewhere I Sadly Belong” byder på musik i højt tempo med vred og vemodig vokal og growl fremført af Davidavi Dolev i samspil med gæstevokalist Ashmedi fra Melechesh og efterfølgende kvindelig gospelvokal af Jackie Hole understøttet af, hvad der minder om countryrockmusik. På flere numre er der korte brudstykker af klesmermusik, så det føles, som om man er inviteret til et jødisk heavy metal-bryllup, især på nummeret ”Ya Shema Evyonecha”. Albummets sidste track, ”Mångata”, starter meget lig Nightwish med ”The Islander” – det føles lidt som et middelalderligt scenarie med en skjald, der sidder foran et bål i nattens ly til en forsamling af rørte lyttere, som rokker med til den hyggelige stemning i månens skær, før bandet endnu en gang pludseligt skifter over i en ny genre. Bandet byder konstant på nye overraskelser. Der er tilmed mongolsk throat singing på et af de sidste numre på albummet.

Albummet byder på skrig, growl og både blød feminin samt hård maskulin skønvokal. Dolevs enestående sangtalent understøttes i høj grad af Shai Yallins keyboardsekvenser. Yallins mesterlige og legende tilgang til keyboardet kan sammenlignes med den måde, Kim Rantala fra Amorphis udnytter sit keyboard. På Mountain Fever skaber Yallin magiske og mytiske sekvenser, som får dette band til virkeligt at svæve gennem luft og tid.

Forsangeren i bandet står tydeligt frem. Davidavi Dolev, som blev permanent medlem af bandet i 2018, har en helt unik vokal og exceptionel bred rækkevidde. Sjældent i mit liv har jeg hørt en vokal, der kan så meget både i dybden og i bredden. Han growler som Tomi Koivusaari på Amorphis’ Elegy og synger med en lige så stærk og til tider vanvittig vokal, som Townsend gør i Devin Townsend Project, og ICS Vortex gør i Arcturus. Han kan levere lige så drømmende og følsom vokal, som James LaBrie fra Dream Theater, mens han tilsvarende kan lyde lige så deprimeret i stemmen som Jonas Renkse fra Katatonia og Nick Holmes fra Paradise Lost.

Kun et geni behersker kaos

Subterranean Masquerade er uforudsigelige som Mastodon, tekniske og drømmende som Dream Theater, i kontakt med sig selv, sine følelser og fordybet i folkemusik som Amorphis. De tager det bedste fra alle genrer og skaber en eventyrlig og magisk sammensætning.

Musikken er opbygget ligesom et episk mesterværk indenfor klassisk musik, men det bliver aldrig kedeligt. Du ved sjældent, hvad du skal forvente, og du bydes konstant på behagelige mindblowing overraskelser. Jeg sidder ofte og smiler, når jeg hører musikken, mest af alt fordi man igen og igen bliver overrasket over, hvordan de kan få malplacerede musikinstrumenter til at virke så godt ind i helheden.

Subterranean Masquerade består af teknisk dygtige musikere, og mens deres stil kan være lige så storslået og højtragende som Devin Townsend Project og Dream Theater, er de langt mere nede på jorden, så du ikke behøver at være en musiknørd for at værdsætte det, de bringer til bordet. Med Mountain Fever leverer de et album, der er blandt dette århundredes bedste udgivelser indenfor progressiv metal.