Soulfly laver endnu en overflødig plade.
Det er nu, det er nok
Efter jeg er flyttet til Jylland, har jeg lært et sprog, der hedder klar tale. Nok taler de jysk herovre, hvilket lyder forfærdeligt, når man som jeg er fra Fyn og godt kan lide at synge lidt på ordene i stedet for at gylpe dem op et af gangen, men tale lige ud af posen, kan de, de jyder. Denne anmeldelse vil blive holdt i klar tale.
Soulfly har en af verdens bedste frontbrølere i Max Cavalera, og de laver stadig fede riffs, men Max’ søn, Zyon, som er med for anden gang på den nye plade, Archangel, kan ikke spille trommer, og Max genbruger stadig de gamle tricks, vi har hørt omtrent 1.000 gange før.
Max gider tilsyneladende heller ikke bruge tid i studiet på at lægge flere lag i musikken. Han kommer, han råber lidt, alle klapper, og så går Max ud og spiser flere hot dogs. Det er ikke godt nok.
Heavygud?
Jeg vil ikke høre ét ord om, at Max Cavalera er en urørlig heavygud. For dét er han. Men hvis selveste tordenguden Thor lægger hammeren fra sig og sætter sig for at blive verdensmester i opvask med slatten karklud, ville jeg heller ikke klappe anmelderlufferne sammen i et veltilfreds oink, oink.
Var Archangel lavet af en flok glade ungersvende fra Nyborg, ville jeg nok være mere positiv. Men det er selveste Max Cavalera fra blandt andet Sepultura, der har lavet skiven. Og så forventer jeg et langt højere niveau.
Vær konkret tak!
Den forrige plade Savages (2013) led af samme halvkedelige stil som Archangel. Savages var i øvrigt første gang sønnike medvirkede på en Soulfly-plade. Der er lidt for meget en-to-tre-fire over det hele. Prøv evt. at sammenligne med pladen Enslaved (2012), hvor trommerne blev håndteret af David Kinkade (en til lejligheden hired gun). Lyt evt. også til The Cavalera Conspiracys seneste plade Pandemonium (2014), hvor broderen Igor Cavalera spiller trommer. Sammenligningen falder ikke ud til Zyons fordel. Og det falder tilbage på Max. Sønnike skal ikke sendes til fronten, før han har lært, hvor kuglen skal ind, og hvor den skal ud.
Nu kom det til at handle meget om trommerne, men tag også et lyt på guitarlyden på Archangel. Hvor er den dog ringe, tynd og kedelig i forhold til den dynamik og farve, der var på pladerne med det tidlige Soulfly og det tidlige Sepultura. Og hvor er alle bongotrommerne henne? De var da herlige og helt unikke for den særlige brasilianske udgave af heavyen, som kendetegnede Soulfly og Sepultura i de gode år. Der er heller ingen interessante mellemspil længere.
Max bør, som enhver enerådig kejser gennem historien, hyre en hofnar til at grine af ham og hviske til ham i tide og utide, at ikke alt, han gør, er belagt med aftendug fra enhjørningernes hellige manke. Eller også burde han fokusere på enten Killer Be Killed, Soulfly eller The Cavalera Conspiracy. Og find da så lige bongotrommerne frem igen.
Hvis nogen er blevet muggen over denne anmeldelse, har jeg kun ét ord til jer: Lemmy. Her er en mand, der faktisk har givet sit liv til rock ’n’ roll, og som stadig laver fede plader. Ikke som Max, der bare siger, han har gjort det som på nummeret ”We Sold Our Souls To Metal”. På nuværende tidspunkt er Lemmy og Max forskellen på at gøre noget og at sige, man gør noget. Og dén forskel lægger vi mærke til her i Jylland.
