Store ambitioner
Tyske Rage har været flittige og udgav i slutningen af marts deres 26. studiealbum. Men det er ikke bare et hvilket som helst album – det er det ambitiøse dobbeltalbum Afterlifelines bestående af skiverne Afterlife og Lifelines, der indeholder henholdsvis 11 og 10 sange og varer henholdsvis 40 og 46 minutter. Nu er spørgsmålet så bare, om bandet har skudt sig selv i foden med denne beslutning, for med en sådan udgivelse på ikke mindre end 21 numre kan man næsten ikke undgå lydmæssige gengangere og sange, der føles som fyld.
På godt og ondt
Først og fremmest repræsenterer Afterlifelines to dele af Rages musikalske identitet. Den første halvdel, Afterlife, viser bandets rå og kantede powermetal, mens bandet viser sig fra en mere symfonisk og progget side på anden halvdel, Lifelines.
Samlet er det en plade med både gode og mindre gode elementer. Men lad os starte med det, der fungerer. Første reelle sang, “End Of Illusions”, der kommer lige efter et orkestreret, instrumentalt åbningsnummer, er en kraftfuld og nærmest thrashet powermetalsang, hvor Jean Bormann, der efterhånden har været med som fuldgyldigt medlem på to af Rages plader, giver den fuld gas på guitaren og velsigner lytterens ører med nogle veleksekverede, iørefaldende riffs. Også ”Toxic Waves”, syvende nummer på første disc, er et finurligt mid-temponummer, som skiller sig ud fra de andre med flere moderne guitarpassager og dramatiske melodier, hvilket er et velkomment afbræk fra resten. Et andet nummer, som står i positiv erindring hos undertegnede, er definitivt “Justice Will Be Mine” fra cd nummer et, hvis huskværdige omkvæd sætter sig fast i øresneglen som ørevoks til en vatpind.
På udgivelsens første halvdel, Afterlife, finder vi altså en masse gode numre, der giver lytteren lyst til mere. Men dermed kommer vi til første kritikpunkt.
For det, der i hvert fald trækker ned, er, at pladen er delt op i to dele med to forskellige lydbilleder, da det gør, at de to dele på hver deres vis bliver meget tunge og ensformige at lytte til i længden – særlig cd nummer to, der udforsker andre mere symfoniske territorier end det, vi tidligere har hørt fra tyskerne, er kedelig i længden. Pladen havde været en mere interessant og forfriskende lytteoplevelse, hvis numrene stilmæssigt havde været blandet bedre igennem.
Andet kritikpunkt er, som tidligere nævnt, at man med så mange sange nærmest ikke kan undgå “fyld”, og det er også tilfældet på Afterlifelines. Dertil hører blandt andet femte nummer på anden disc, “One World”, hvor de orkestrale elementer lyder meget påtvungne, og som de ikke rigtig passer til. Også titlen på efterfølgende nummer, “It’s All Too Much”, siger det hele, for sangens repetitive lyrik, lidt klodsede rim og knudrede tekster som: “I don't believe these liars / They ride a dying horse / We all dance on their wires / They never show no remorse”, er virkelig ikke noget at råbe hurra for. Det går videre i samme stil med balladen “Dying To Live”, der stilistisk ikke egner sig til Peter "Peavy" Wagners gutturale vokal og dermed også virker en kende maniereret.
Alles hat ein Ende, nur die Wurst hat zwei
Konklusionen bliver dermed, at Afterlifelines' største svaghed er dens længde, samt at man – når man er kommet til vejs ende og ser tilbage på pladen – knap nok kan huske, hvad der egentlig var godt. Og det er rigtig ærgerligt, for disc et, Afterlife, har en del stærke sange, der ikke kun vil tilfredsstille gamle Rage-fans, men også tiltrække nye. Hvis alle gode sange var blevet udgivet på én cd, og de dårlige var blevet skrottet, havde albummet helt sikkert høstet et par kranier mere.
