Bagud fra fødslen
Det er et mareridt at anmelde et nyt Rage-album. Hvad skal man gøre; kværne igennem en diskografi på over tyve albums som forberedelse? Hvilket menneske har dog tid til det? Hvilket band udgiver i det hele taget så meget musik? Wings of Rage er tyskernes treogtyvende (to-tre) studiealbum, og jeg må tilstå, at jeg ikke havde kolossale forventninger til albummet. Der må da være grænser for, hvor mange gode heavy metal-skiver en menneskelig hjerne kan udtænke. Men hvis dette er sandt, så går denne grænse ikke ved treogtyve, for Wings of Rage viser Wagner, Rodriguez og Maniatopoulos i god form.
Overraskende overbevisende
Ikke at tyskerne og argentineren ikke leger med lytteren. ”True” åbner temmelig fjollet med ulvehyl og et kvindeligt rædselsskrig, der er en B-film værdigt. Men straks efter kommer et betryggende godt heavy metal-riff, som forvisser lytteren om, at Wings nok skal levere varen… Men straks efter det gør vokalen entré med en mislykket ikke-rigtig-uhyggelig snerren, som heldigvis ikke er repræsentativ for albummet som helhed. Omkvædet fikser heldigvis vokalen, og når ”Let Tthem Rest in Peace” bagefter fletter fingerfærdige arpeggioer ind i hovedriffet, er jeg ikke blot beroliget, men direkte imponeret.
Lad mig få kritikken af vejen, så vi kan komme tilbage til at dyrke et album, der fortjener dyrkelse. Peavys vokal er som oftest brugbar, men er ikke altid tro mod tonerne, ligesom han har en tendens til at mumle stavelserne ud, så den bærende melodi bliver utydelig. De brølende heavy/power-omkvæd er hans stærke side, men sange som power-balladen ”A Nameless Grave” trænger til mere spænding og dramatik, hvilket Peavy er knap så leveringsdygtig i. I den mere rendyrkede ballade ”Shine a Light” gør han et hæderligt forsøg på at synge mere følelsesfuldt i verset, men det er tydeligt, at det kraftigere omkvæd passer ham bedre. Desuden er albummet i den lange ende med 55 minutter, og de sidste to sange er langt mindre fængende end de første to.
Efter denne beklagelige afstikker skal vi tale om albummets mangfoldighed. Selvom jeg ikke er blæst bagover af hver eneste sang, besidder albummet den kvalitet, at sangene ikke lyder ens. Dette er naturligvis et resultat af en vis omtanke i sangskrivningen, men derudover kan en del af æren tilskrives Rodriguez’ guitararbejde. Meget af musikken kunne have været simpel og blot okay, men Rojas tilføjer et væld af licks, som gør selv de relativt simple akkord-drevne omkvæd interessante at lytte til. Desuden er hans leads storladne; navnlig den indledende melodi på balladen tvinger ja-hatten ned over ørerne på mig, og jeg er ellers ikke fan af ballader.
Alle gode gange treogtyve
Rage behøver egentlig ikke at bevise noget. Med knap fyrre år i branchen ville man kunne tilgive tyskerne, selv hvis Wings of Rage måske lød lidt træt. Men Rage leverer fortsat heavy metal-riffs og power metal-omkvæd med næverne knyttet mod himlen, selv på deres treogtyvende studiealbum. Indrømmet, jeg er ikke lige begejstret for alle sangene – navnlig de to afsluttere – ligesom jeg synes, Peavys vokal tager sig bedre ud i de store omkvæd, men bortset fra det er der imponerende få fingre at sætte på noget som helst. Anbefalet til fans såvel som nytilkomne.
