Dansk hardcore I topklasse
Danske Psy:code har haft en fed start på deres karriere. Deres debutalbum udkom i 2010, og modtog mange roser, blandt andet fra Metal Hammer i Tyskland. Det udløste en tour med illdisposed, men allerede før debuten spillede de som support for Slayer og Mastodon. Nu, tre år efter debuten, er andet album, Cause And Neglect, her så. Det største spørgsmål er om det kan leve op til den imponerende debut. Jeg vil vove at påstå at de er pokkers tæt på.
Første nummer har en meget kort intro, efterfulgt af en meget tung, men utrolig varieret melodi. Sangen er meget teknisk, men har også nogle atmosfæriske passager. Vokalen er rimelig sprød, og en fornøjelse at høre på. Nummeret slutter væsentlig mere atmosfærisk end det startede. Vi er dog igen ovre i det tempofyldte på andet nummer. Det er dog mere solidt, og med et tydeligere riff. Nummeret er mindre spændende end det første, men dog lige så indholdsrigt og varieret. Kontrasten mellem de tunge og atmosfærisk stykker er også størrer, hvilket jeg finder positivt, men for nogle kan være forvirrende. Tredje nummer, "Creator-Destroyer", er mere langsomt og progressivt i starten. Senere på nummeret går trommerne virkelig til den, og vores trommehinder bliver sat på en prøve. Vokalen har ikke ændret sig meget, og riffet er mindre tydeligt, men det er nemmere at følge med på dette nummer. Gennem albummet oplever vi god variation i musikken, men desværre også i kvaliteten. Et nummer som "Open For The Taking" og "First In Line" lover rigtig godt og er veludført, samt at den leverer et godt og solidt tempo. I den lave ende finder vi det ensformede og på grænsen til kedelige instrumentalnummer "The Sky Is The Limit". Nogle er sikkert uenige, men for mig er det ensformet, monotont, og viser slet ikke hvad bandet kan i samme grad som resten af albummet. Det slår de dog igen fast på "Hellish Tensions". På sidste nummer, "The Source Of Light", er vi i det dystre og tunge, som bedst fornemmes i introen. Nummeret er meget lig med resten af albummet, men med et ekstra strøg atmosfæriskhed, som virker ganske godt, og fungerer fint som afrunder for albummet, specielt hvis man er en af dem der har kedet sig en smule gennem albummet (det er nok meget få, men alligevel). Cause And Neglect er generelt et rigtig vellavet album, og jeg tror det giver PSY:code præcis det image de gerne vil have. Musikken er tung, varieret, hurtig og generelt en herlig oplevelse. Der er dog tidspunkter hvor man nemt kommer til at kede sig. Desuden er Cause And Neglect heller ikke for enhver. Man skal helst være fan af genren, ellers kan det godt virke sært, og til tider kedeligt.
Trackliste 1. No: 100 2. My Sick Redemption 3. Creator/Destroyer 4. Open For The Taking 5. First In Line 6. Trapped In Time: Stretched 7. The Sky Is The Limit 8. Hellish Tensions 9. Speak Up 10. Above 11. Senseless Patterns 12. The Source of Light
Trapped In Time: Stretched viser meget godt hvad man kan forvente af albummet.