Presto Ballet - Peace Among The Ruins

Peace Among The Ruins

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog rock, Rock
Spilletid:47:15
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Presto Ballet er den nye legeplads for Kurdt Vanderhoof (guitarist i Metal Church), og som tilfældet var i det foregående band/projekt opkaldt efter ham selv, Vanderhoof, er der atter tale om halvfjerdser inspirerede rock tilsat noget progressivt - og det med en god sjat Hammond orgel henover. Derfor fatter jeg ikke helt navneskiftet, da der meget er tale om samme type musik – men måske han her vil skabe en decideret band ånd. Fred være med det, da det atter er lykkes den gode Hr. Vanderhoof at skabe noget behageligt og lyttevenligt rock, blottet for enhver metal leflen – og andet i øvrigt. Lydbilledet er både meget varieret og organisk, og Scott Albright tilfører hvert enkelt nummer sit helt eget særpræg, da hans stemme simpelthen bare passer perfekt ind alle steder. Ikke at han er noget sangmæssigt unikum, men han besidder det man smukt kunne kalde en god glød. Det er dog ekstra udtalt i de mange flotte tilbagelænede passager, som eksempelvis i den afsluttende "Bringin' It On". Musikalsk tager det nogle gennemlytninger før albummet sætter sig helt, men efterfølgende så åbner det sig til gengæld også og gør det svært at løsrive sig. Gennemtænkt, smukt og medrivende på sin helt egen måde – hvilket det akustiske guitarspil kun støtter op om. Så slå roligt til her hvis du vil med ud på en analog rejse, tilsat lidt kvalitets syre.