"Rush-inspireret" er efterhånden blevet en floskel blandt anmeldere af progressiv metal verden over. Hvilke progmetal-bands er ikke på en eller anden måde inspireret af Rush? I Detroit-bandet Tiles’ tilfælde er denne inspiration mere end almindelig markant. På deres foregående album, "Window Dressing" havde de fundet frem til en kompositionsstil og produktion, der syntes i direkte forlængelse af Rush-albummet "Permanent Waves". Forsanger Paul Rarick synger en del bedre end Geddy Lee, men har en lys, lidt nasal æstetik, der minder derom. Til overflod arbejdede bandet både sammen med Rush’s oprindelige producer, Terry Brown og Rush’s faste cover-kunstner, Hugh Syme. Dette samarbejde fortsætter på "Fly Paper", og for at det ikke skal være løgn, så er Rush’s guitarist Alex Lifeson også med på nummeret "Sacred & Mundane".
Til forskel fra "Window Dressing", der trods alt havde nogle personlige, eksperimenterende passager, f.eks. på det geniale "Spindrift", så er "Fly Paper" mere lige ud af landevejen rent musikalsk. Der er imidlertid sket en vis udvikling i stilen generelt. Åbningsnummeret "Hide In My Shadow" er skåret over samme læst som bandets vanlige gammel-Rush-inspirerede univers, men ellers udmærker "Fly Paper" sig ved at have en mere udadvendt, rock’n’roll-agtig energi. Førnævnte "Sacred & Mundane" lyder lidt som Rush faktisk lyder i dag, stor rock med gang i den, mens "Landscrape" har en pågående energi, man ikke finder på helt samme måde hos forbillederne. "Dragons, Dreams and Daring Dreams" og "Hide and Seek" er til gengæld semiepiske progressive numre med fed harmonisk krydderi, hvad det første nummer angår, og fede, funky grooves og riffs på sidstnævnte nummer.
Der er ikke nogen decideret dårlige numre på "Fly Paper", men den sært ska-inspirerede "Back and Forth" mangler lidt noget mere markant melodisk materiale til at holde interessen fanget, og den halvakustiske popsang "Crowded Emptiness", hvor Paul Rarick ikke synger helt rent, falder heller ikke rigtig i min smag. Som helhed er "Fly Paper" dog bestemt et lyt værd for fans af Rush og progressiv rock i al almindelighed. Det er velspillet, gennemgående dejlig musik. Ikke revolutionerende, men det er jo heller ikke altid det, det kommer an på.
