Jeg indrømmer med det samme, at jeg ikke har hørt Presto Ballets debutalbum "Peace among the Ruins" fra 2005, så ønsker man lidt ekstra baggrundsinformation om bandet, henviser jeg til Fyrstens anmeldelse af førnævnte skive her på siden. Det står dog klart med denne nye udgivelse, at Presto Ballet har løftet sig fra stadiet som hyggeprojekt for bl.a. guitaristen Kurdt Vanderhoof fra Metal Church (som jeg heller ikke rigtig har lyttet til) og er blevet et seriøst progressivt rock- og metalband. Bandets musik er stærkt inspireret af 70’ernes progressive rock, så som Genesis, Kansas, Yes og Rush, men leveret med et moderne, lidt mere tungt "punch". Produktionen er måske en anelse tør enkelte steder, men der er en god balance, bund og varme i lyden.
Åbneren "The Mind Machine" har en meget typisk, 70’er-inspireret proglyd i stil med Spock’s Beard og lignende, mens "Thieves" har flere lag i produktionen, der i kombination med en melodisk power-energi bringer mine tanker i retning af Ayreon (på f.eks. "The Human Equation"). Denne association bliver hængende i den efterfølgende powerballade "You’re Alive", der desværre er temmelig ensformig. "One Tragedy at a Time" har lidt Dream Theater over sig (både i den længere form og i nogle af de melodiske ideer), mens "I’m Not Blind" efter en balladeindledning gradvist bygger et fedt, halvtungt midtempo-nummer op, centreret omkring et enkelt, men effektivt unisont bas- og guitarriff, som bliver hængende i ens hoved lang tid efter. Herefter byder "Easy Tomorrow" på en ganske cool blanding af mere bluesede, Kansas-lignende ideer og mere moderne progmetal. Albummet slutter af med den lidt kedelige, Flower Kings-agtige halv-ballade "Haze".
Den store styrke ved "The Lost Art of Time Travel" er de mange gode melodier og stedvist fængende riffideer. Den største svaghed er efter min mening, at bandet ikke virker helt teknisk dygtige nok til at varetage de forsøg på mere ekvilibristiske passager, de kaster sig ud i. Det gælder især Ryan McPhersons keyboardspil, der er temmelig utight flere steder (lyt f.eks. til soloen i "The Mind Machine"). Scott Albrights lyse (men ikke skingre), let hæse vokal gør ikke nogen fortræd, men er heller ikke et trækplaster i sig selv.
Generelt er der her tale om et godt produkt – ikke et uomgængeligt album, men heller ikke helt spild af penge, hvis man holder af de ovenfor beskrevne stiltræk.
