Mørk, deprimerende og dybt fascinerende komposition
Et dystert lydbillede, der fortærer alt lys
Chancen for, at du ikke har hørt om canadiske Panzerfaust er stor. Kender du til bandet i forvejen, så er det godt for dig. Kender du dem ikke, så er det endnu bedre, for så står du over for en ondskabsfuld oplevelse af de helt store. Bandet fangede lynhurtigt min interesse med deres mystiske og malende udtryk som de formidlede - ikke bare på deres fantastiske albumcover, men også i de små teaser videoer, som de havde sendt ud i forbindelse med det nye album. De gav ikke ret meget væk, og videoerne var delt ind i små lydklip med nogen meget mørke og teatralske klip. Ikke mindst fordi forsangeren, under synonymet Goliath, optræder på mange af dem, med en sæk over hovedet – meget a la Scarecrow (fra Batman) ved et mørkt alter, omringet af store alterlys. Det var meget fangende, og min nysgerrighed omkring bandet var stor. Selve deres musik er mindst lige så mystisk, sort og fascinerende, som jeg havde håbet.
Fortabelsen er en realitet
Bandet har eksisteret siden 2005 og har et par EP’er og fuldlængde albums bag sig, men de er meget forskellige i forhold til The Lucifer Principle. Det var tydeligt at høre ved en hurtig gennemgang. Det er naturligt nok at eksperimentere i løbet af sin karriere, ikke mindst for at se, hvad der virkelig virker, og det må man sige, dette album gør. Det er et fuldlængde album, selvom det kun indeholder fire numre, hvor et af dem er et Johnny Cash cover – ja, I læste rigtigt. Numrene er fordelt på 26 minutters monstrøse og tunge sataniske vers. Nuvel, ingen black metal uden djævlen, men jeg føler virkelig, at dette album gør det, som black metal virkelig skal, nemlig at fremkalde mørket i lytteren. Det er for mig dét, som er hele essensen i denne genre og ikke så meget alt den her gudsfornægtelse, selvom det selvfølgelig også hører til.
Hvad der virkelig er så fascinerende ved dette album, er det dybt deprimerende og fortærende lydbillede, som er lagt i disse numre. Det hele bliver fremført i et tungt og langsomt tempo, indhyllet i en dyb bas, skingre guitar riffs, og fabelagtig vokal. Det er ikke sølet ind i blastbeats og hurtigt tempo. Historien folder sig virkelig ud, og ens indre billeder for virkelig lov at folde sig ud, heraf opstår de dystre billeder, og ens indre mørke viser sit sande ansigt. Man bliver dybt afhængig af at fordybe sig i de forskellige nuancer som er lagt i denne plade. Det bliver aldrig kedeligt, og oplevelsen ændre sig for hver gang man giver sig i kast med albummet. Fællesnævneren er dog, at det hele synes at bliver mere ondskabsfuldt for hver gang man hører den.
Det førnævnte Johnny Cash cover, ”God’s Gonna Cut You Down”, er et mesterværk af de helt store! Det oprindelige nummer varer lidt over to minutter, men bliver her fremført i bandets egen makabre version på lidt over syv minutter. Det er fuldstændig fantastisk fortolket og et cover, man absolut ikke må snyde sig selv for. Kender man ikke det oprigtige nummer, vil jeg klart anbefale, man giver det et lyt først, da det bare gør totaloplevelsen eminent. Jeg vil næsten ikke røbe, hvordan nummeret ender, men det er fandme scarry, på en vanvittig mærkelig og opslugende måde. Fuldstændig ligesom hele albummet er.
Makværk eller mesterværk
Der er ingen tvivl om, at The Lucifer Principle er en oplevelse. Hvordan man selv betegner denne oplevelse, er op til den enkelte lytter. Der er dog ingen tvivl om, at jeg ser det som er stor oplevelse. Det har virkelig vækket noget i mig, og der bryder lidt med det traditionelle black metal, som til tider godt kan blive lidt trivielt og ensformigt for mig. Jeg giver albummet otte kranier, jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere af et fuldlængde album, men det er en god start på et nyt kapitel for dette band, og jeg håber, vi kommer til at høre meget mere fra dem i fremtiden.
