Den tunge arv
Med en kulturel og musikalsk omfavnende tilgang er israelske Orphaned Land et af metalscenens mere interessante bands. Lige så beundringsværdig deres medmenneskelige tilgang er, lige så forenende er deres musikalske udfoldelser. På en base af mellemøstlig, progressiv dødsmetal har de fusioneret med så mange andre genrer, at de er blevet helt deres egen, og mestendelens med stor succes. Dette blev lysende klart for mig, da de i 2004 med Mabool: The Story of Three sons of Seven tog mig ud på en rejse på deres flyvende tæppe, og gennem musik og ord ville vise vejen for enighed mellem Guds tre religioner: Jødedom, kristendom og islam. Det var episk, storladent og magisk, selvom ikke alle mennesker brød sig om de højder, de ville vise os verden fra. Siden da har Orphaned Land bevaret deres tilgang og lyd, omend med blandede resultater for mig, selvom de hele tiden har rykket sig musikalsk. Med den syvende udgivelse fra israelerne - Unsung Prophets and Dead Messiahs - tager de mig igen i hånden for at vise mig deres musikalske verden. Men jeg er varsom på et løfte om, at de kan vise mig alt, hvad mit hjerte begærer fra dem.
Ud af hulen til det forjættede land
Lyrikkens tema er vigtigt for Orphaned Land, og fortjener et par ord med på vejen. Det er inspireret af og udarbejdet ud fra Platons hulelignelse og menneskets insisteren på ikke at se lyset, da hulen er, hvad man kender. Den musikalske repræsentation af de sungne ord er et medvirkende element til at løfte albummets niveau betragteligt, da der præsenteres en musikalsk rejse fyldt med følelser, der spænder over hele registret, dog mest præget af frustration og sorg.
Bandet bevæger sig endnu en gang mere væk fra dødsmetallen til fordel for det progressive og melodiske, omend de bevarer det allestedsnærværende mellemøstlige præg og den efterhånden ikoniske lyd, hvilket gør det umiskendeligt Orphaned Land. Vi flyver elegant og ubesværet gennem genrerne fra det progressive på "The Manifest" og "Left Behind", til det episke på "The Cave" og "Take My Hand", til det tunge og brutale på "We Do Not Resist" og "Only the Dead Have Seen the End of War", og til det nærmest meditative på "Poets of Prophetic Messianism". Den mere melodiske tilgang er evident på skivens bedste komposition, "Like Orpheus", hvor de får selskab af ingen anden end Blind Guardians egen Hansi Kürsch, som vidunderligt komplimenterer Kobi Fahris fortryllende vokal. Albummet er dog en regulær tour-de-force af gæsteartister, der også tæller prog. legenden Steve Hackett og At The Gates sanger Tomas Lindberg, som hver især sætter sit personlige præg på musikken. Albummet er så dynamisk, velskrevet, velspillet og velproduceret, at det nærmest antager sin egen metafysiske eksistens, og omfavner sin lytter i sin magi.
Orphaned Land viser dig alt
Orphaned Land har her præsteret deres bedste album siden føromtalte Mabool, og det har gennem mine mange uger i dets selskab manipuleret hele mit følelsesregister. Gæstemusikerne bibringer et allerede gennemført produkt en fantastisk dynamik og eventyrlig narrativ i det musikalske univers i en sådan grad, at mine påtagede Aladdin referencer foroven måske ikke er så tåkrummende, som man umiddelbart kunne mene. Tag ikke fejl, Unsung Prophets and Dead Messiahs skal tages seriøst i både komposition, lyd og budskab, og de formår at skabe en fabelagtig stemning, der forbløffer, overvælder og imponerer mig, som var jeg Jasmin. Der er 1001 grunde til at hylde Unsung Prophets and Dead Messiahs, men jeg må kun uddele 10 kranier, så det gør jeg.
