Tyske superteknikere skuffer ikke – lækker teknisk (døds)metal til øregangene.
Om forbandelsen at være dygtig
Tyske Obscura er på banen igen, og skal med Akróasis (som er græsk for ”at høre” eller ”at lytte”) forsøge at leve op til den glimrende Omnivium fra 2011. Skulle man være ubekendt med bandet, kan jeg berette, at Obscura spiller en teknisk, progressiv slags dødsmetal, lidt henad Cynic, Necrophagist og senere Death.
Obscuras måde at spille dødsmetal på, med tydelige referencer til jazzmusik f.eks., er typisk noget, der deler vandene, og det vil det formentlig også gøre denne gang. Musikken er spækket med udfordrende rytmer og taktarter, lynhurtige, teknisk veludførte guitarløb og – soloer, og storladne passager. Den båndløse bas, som minder om Cynics måde at bruge bassen på, fylder også godt i lydbilledet, og giver ekstra krydderi og fylde.
Denne stil kan enten føre til frygtelig instrumentlir, uden mål og mening, eller føre lytteren ud på en spændende og intens rejse og byde på en interessant oplevelse. Heldigvis er der tale om den sidste mulighed i Obscuras tilfælde. Oveni det tekniske har bandet ikke glemt at skrive riffs, der rykker igennem, og som fungerer som hooks oveni de temmelig komplekse lag, der hersker på pladen. Jeg synes klart, at Obscura undslipper den forbandelse, der ligger i at være så teknisk dygtig at musikken kan blive reduceret til teknik. Pladen formår derimod at løfte sig fra at være en plade af musikere til musikere til at være et album, der kan nydes uden nødvendigvis at have den store indsigt i takter, sweep-teknik, syrede basløb osv. Det er langt fra alle tekniske metalbands, man kan sige det om!
Til tider sætter Obscura farten ned i mere atmosfæriske stykker, som giver nogle gode afbræk, og som bidrager positivt til pladen som helhed.
Ikke kun til dødsmetalpublikummet – også for progressivt interesserede.
Obscura spiller dødsmetal, det kan man ikke komme uden om, men jeg er sikker på, at folk der finder glæde i progressiv metal generelt, kan finde Akróasis særdeles spændende. Det er klart, at man skal forvente et album spækket med tekniske finurligheder, til gengæld synes jeg ikke det er et svært album at lytte til. Pladens produktion, som er varetaget af V. Santura (Triptykon, Dark Fortress) er super klar, men heldigvis med en lækker, organisk lyd.
Er du til de tidligere Obscura-plader, skal du selvfølgelig også have denne her. Derudover vil jeg klart anbefale pladen til fans af teknisk veludført, men samtidig spændende og stemningsfuld metal.
