Municipal Waste - The Last Rager

The Last Rager

· Udkom

Type:EP
Genre:Thrash metal
Spilletid:10:12
Antal numre:4

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Der er fortsat fest i garagen

De amerikanske crossover-thrashere i Municipal Waste er tilbage, og denne gang er det med endnu en EP, The Last Rager, der bliver bandets fjerde i rækken. Den kommer som opfølger til det ganske gode album, Slime and Punishment, som udkom i 2017. Selvom det kun er et par år siden, så er spørgsmålet, om de fortsætter i det hæsblæsende tempo, eller om tidens tand også er begyndt at bide fra sig, så denne skive bliver The Last Rager nogensinde?

Ærkeamerikansk street-thrash

Gud ske tak og lov er svaret nej. Heldigvis fortsætter den vilde fest på den amerikanske østkyst, og Municipal Waste fortsætter, hvor de slap lørdag på årets Copenhell. Der er intet at udsætte på hverken tempo, energiniveau eller omfang af fest, når de fem drenge fra Richmond, Virginia, kickstarter maskinen, sætter strøm til guitarerne og trykker speederen ud af bunden på skraldebilen. Der bliver thrashet igennem efter alle kunstens regler, og så er det hele krydret med en fantastisk punket attitude. Det kommer til udtryk allerede på første skæring, hvor sangens titel “Wave of Death” råbes, og den efterfølgende rundgang bliver besvaret med et åh-åh-åh kor i bedste Ramones-stil, som det kun kan leveres af et amerikansk band.

Musikken er hurtig som lynet og bliver leveret med overskud. Lyden på pladen er knivskarp, og både vokalen og begge guitarer kommer til sin ret i produktionen, der ydermere komplimenteres af en rytmesektion, der holder det hele på plads. Det er enormt iørefaldende, og man er hurtigt med på lufttrommer og ditto guitar hjemme i stuen. Municipal Waste er heller ikke blege for at lade sig inspirere eller låne af andre bands, og der er en slående lighed mellem riffet på “Wave of Death” og Metallicas “Hardwired”, hvor også trommerne minder utrolig meget om hinanden. Det er et virkelig fedt riff, og er man til begge bands også ret sjovt. En slags hilsen fra de nye til de gamle thrashere, selvom det er længe siden, at sidstnævnte har været helt oppe på samme omgangshøjde, hvad thrash angår.

De resterende tre numre, “Car Nivore (Street Meat)”, “Rum For Your Life” og “The Last Rager”, er som vi kender Municipal Waste: fræsende og iørefaldende guitarriffs, højt og skiftende tempo og en aggressiv og påtrængende vokal. Sangenes temaer drejer sig om fest, fest, at være samfundets sorte får og så lidt mere fest. Med andre ord: alt det, der udgør en god omgang thrash.

Kort, men godt

Der er intet nyt under solen, hvilket er fantastisk, hvis man er til ærkeamerikansk thrash metal tilsat et ordentligt drys street punk. Der er intet at udsætte på udførelsen, og måden, hvorpå sangene leveres, passer perfekt til det høje tempo, det hele kører i. De fire sange minder en del om hinanden, men EP-formatet og den korte spilletid gør, at man ikke når at få nok. Faktisk sidder man tilbage med følelsen af, at der mangler noget – måske tre-fire sange mere? Men sådan er det med EP’er, og der er da i hvert fald én, der glæder sig, til den næste langspiller ligger klar.

Tracklist

  1. Wave of Death
  2. Car Nivore (Street Meat)
  3. Rum For Your Life
  4. The Last Rager