Det nyeste udspil fra Moonspell rummer flere gode numre, men der mangler en helhed og en rød tråd

De portugisiske mestre i gotisk doom

Det portugisiske gotiske doom metalband Moonspell er tilbage med deres tiende skive Extinct. Moonspell har altid været et band, som har været svært at sætte i bås. De har siden dannelsen i 1992 fiflet med både symfonisk black metal, pagan metal, doom og det mere rockede. På Extinct er det den gotiske doom bandet sværger til – en genre, som bandet er mestre indenfor.

Flere gode momenter og stemningsfulde numre, men helheden mangler

Extinct er et album, som indkapsler alt, hvad Moonspell kan. Der er mørke gotiske stemninger, en til tider rocket lyd, growl, melodiske passager og en tung, uheldsvanger atmosfære. Moonspell trækker på mange forskellige inspirationskilder. Hvor nummeret ”Medusalem” gemmer på et østligt præg, rummer et nummer som ”Maligna” en mere doomagtig lyd. Her lukkes for alvor op for en gang growl og et smukt, nærmest depressivt lydbillede, og på ”Breathe (Until We Are No More)” er der klare referencer til Paradise Lost og Katatonia. Fundamentet er dog hele vejen igennem den gotiske metal, men der bliver på Extinct trukket på rigtig mange genrer, hvilket i sidste ende bliver for meget.

Der er ingen tvivl om at med snart 25 år på bagen, er Moonspell et band, hvis tekniske fundament og lyd ikke fejler noget. Det er erfarne musikere, som hver især har været på metalscenen en del år, hvilket også skinner igennem på Extinct. Pladen er veludført, og musikalsk fungerer tingene. Bandet begår imidlertid i mine øjne den fejl at ville for meget. Der bliver trukket på mange genreelementer, hvilket gør, at pladen aldrig fremstår helstøbt. På sin vis kunne Extinct være debutalbummet fra et band, som er ved at finde sig selv – ikke fra et band med ni albums på sig. De enkelte numre er veludførte, og især ”Extinct”, ”Medusalem” og ”Malignia” er højdepunkter, men resten bliver ret hurtigt glemt, og der er ikke nogen rød tråd på den tre kvarter lange plade.

Teknisk veludført, men Extinct stikker i for mange retninger

Extinct rummer fine momenter, men fremstår aldrig som en helhed. Moonspell leverer hele vejen et højt niveau, men eksperimenterer for meget med genrerne. Det gør, at der ikke er en rød tråd gennem skiven, og det er de enkelte numre, som sørger for en karakter over middel.