Silver Dust

Pga. problemer med aflyste toge, nåede jeg kun at opleve det schweiziske cirkusbands sidste nummer. Mit førstehåndsindtryk af deres gakkede karneval var; ”Hvad fanden?!”, men allerede få sekunder inde skiftede min sindsstemning til; ”Hold min øl, jeg vil være med!”. Deres muntre frontmand, klædt som en vanvittig sprechstallmeister fra starten af 1900-tallet, væltede rundt blandt publikum, mens han råbte og skreg af dem og kastede håndtegn i øst og i vest. Der var ingen tvivl om, at bandet havde en fest, og de publikummer, der havde vovet sig tæt på, virkede også til at more sig kosteligt. Jeg ville ønske, jeg havde nået at fange hele showet, for jeg tror, det havde resulteret i en høj karakter, men ak – ingen karakter for et enkelt nummer.

Rotting Christ

Hvad Mayhem har været for Norge, har Rotting Christ været for Grækenland – og på samme måde formår den græske gruppe fortsat at være både relevant, men også kontroversiel. Bevares, de er ikke udelukkende black metal længere, og det har de ikke været i mange år, men deres musik er stadig ond, kulsort og én stor fuckfinger til det etablerede samfund og organiseret religion. De har altid haft et ry som et utroligt stærkt liveband, der emmer af helensk machoattitude, så jeg var derfor utroligt spændt på at få tæsk af en gruppe dæmon-besatte spartanere! Det var knapt nok 24 timer siden, de havde stået på scenen i Kolding, men der var ikke skyggen af træthed at spore. Sakis Tolis er efterhånden en ældre herre, men trods panderynker og vigende hårgrænse, var han stadig ligeså viril og folkekær som altid. Som en black-Sokrates udgydede han satanisk visdom over os konstant flankeret af sine to muskuløse hoplitter.

Vi blev guidet igennem stort set hele deres diskografi med nyt såvel som gammelt, men uanset om sangene var et år eller tredive år gamle, blev de leveret med en umenneskelig præcision og dæmonisk vrede. Hvis man undrer sig over, hvordan et græsk black metalband fra 1987 stadig kan være relevant, så er det fordi, man aldrig har oplevet dem live – for de er stadig en utæmmet titan, der formår at sprede vanvid, hvorend de spiller.

Den varierede sætliste gav også publikum en chance for at høre, hvordan deres musik har udviklet sig siden 1987 fra det mere klassiske 80’er metal med Slayer, Iron Maiden og Bathory-riffs til de mere spirituelle og atmosfæriske elementer – men langt henad vejen, så er deres musik ægte rock’n’roll bare smurt ind i Satan, religionskritik og mytologi.

 

Rotting Christ havde salen i deres hule hånd fra det sekund, de stod på scenen til det øjeblik, de forlod den igen – men især under numre som ”Apage Satana”, ”Non Serviam” eller ”Kata Ton Demona Eaftou” fik folk nærmest en hysterisk blodrus, som skulle de forsvare Sparta fra den persiske hær.

Hvad mere imponerende var, at selv de sange, der er på græsk, kunne folk synge med på – men dette blev også gjort ”nemt”, da lyden simpelthen var fænomenal. Jeg vil vove den påstand, at hvis man sammenlignede den måde, de lød på med den måde, de lyder på deres plader, så ville man ikke kunne høre forskel. Ligeledes stor ros til lysmanden, der formåede at omfavne bandet i en aura, der konstant passede til de respektive sange.

Rotting Christ rev med andre ord Gimle midtover og leverede en fuldstændig fantastisk og fejlfri koncert! En topprofessionel optræden leveret af et topprofessionelt band – så bravo!

10/10

Moonspell

Man skal forstå, at Moonspell elsker deres land – på godt og ondt. De er stolte af at være fra Portugal, de er stolte af den portugisiske kulturarv og historie. På mange måder har deres musik altid været en ode til fado-musikken – en unik musikart, der opstod i Portugal i 1820’erne. Fado er kendetegnet ved at være klagende, mørk, dyster og samfundskritisk, men samtidig at være smuk og fyldt med følelser… Minder det dig om noget, kære læser? Præcis, fado er jo totalt metal!

Moonspell har aldrig været et band, der har stået stille. Derfor er det svært at finde to af deres albums, der lyder ens. Men de har altid fokus på netop det mørke og det smukke, mens de totalt ubesværet har blandet melodisk dødsmetal med goth og black og skabt deres helt egen unikke lyd. Og apropos unik lyd, så er der ingen – og jeg mener ingen – der lyder som Fernando Ribeiro! Hans konstante skift mellem spoken word, skønsang, crooning og gutturale brøl er noget af det, der gør, at Moonspell har så ikonisk og genkendelig lyd.

 

Fernando er også en entertainer, ja, nærmest en skuespiller på en scene. På samme måde, som Rotting Christ emmede af professionalisme, gjorde Moonspell det samme. Der var ikke én bevægelse, der ikke var nøje indøvet eller poleret til perfektion i løbet af deres lange karriere.

Sætlisten bestod af gamle såvel som nye numre, så man havde virkeligt muligheden for at boltre sig igennem deres meget varierede diskografi. Men trods denne variation, var koncerten stadig bygget op omkring albummet 1755, hvilket også forklarede bagtæppet, der forestillede Lissabon-katedralen, der stort set blev lagt i ruiner under det frygtelig jordskælv for lidt over 260 år siden. Igen var lyden helt perfekt, og ligeså var lyset, der jo netop spiller så vigtig en rolle, når det drejer sig om så stemningsfyldt musik, som bandet spiller. Men hvor Rotting Christ havde fokus på headbang, håndtegn og brystslag, havde Moonspell klart et fokus på Fernando og hans optræden samt mange forskellige kostumer, hvilket fik de andre medlemmer af bandet til at fremstå en kende mere anonyme. Koncerten startede med nummeret ”Em Nome do Medo”, hvor Fernando iført sin bredskyggede missionærhat med lys og lygte ledte efter overlevende i katedralens ruiner. Hatten blev hurtigt akkompagneret af en pestlægemaske, og til tonerne af ”1755” brød han ud i en enmands-tango. Mellem hvert nummer leverede han en kort tale om, hvor dejligt det er at være i Roskilde, hvilket album de nu ville spille fra, hvordan deres karriere har været osv., alt i alt ganske hyggeligt omend en kende indstuderet – hvilket han selv lavede fis med nu og da.

 

Publikum var ikke helt så meget i furore under Moonspell som under Rotting Christ – og hvor mine personlige højdepunkter var numrene fra netop 1755, så virkede det til, at alle de andre i salen fortrak de ældre numre som fx ”Mephisto” eller ”Vampira”, som også er udmærkede numre –bevares!

 

Der er ingen tvivl om, at Moonspell leverede en god, endda en rigtig god, koncert, men der manglede lige den sidste smule ”oomph!” for at komme op på samme niveau, som Rotting Christ havde leveret forinden – men at skulle måle sig med den omgang, er også næsten for meget forlangt!

9/10