Cyber off-beat blasters Meshuggah er atter på banen og denne gang i form af "Catch Thirtythree" som er en plade der nok skal få de fleste inkarnerede Meshuggah fans til at klappe i deres små hænder.

Kompositorisk samt stil teknisk bevæger vi os i samme boldgade som "Nothing" og "Chaosphere", dog syntes jeg at "Catch Thirtythree" er bedre sammenspillet og alternativ. Problemet ved "Nothing" og til tider også "Chaosphere" pladen var, at de monotone rytmer som Meshuggah lagde for dagen, lullede den energiske lytter i søvn af jævn kedsomhed. På "Catch Thirtythree" har man da i det mindste prøvet at tilsætte en gang cyberspace i form af diverse sound effekter til denne tilnærmelsesvise monotoni, hvilket da også fører til at pladen bliver en mere helstøbt lyttervenlig skive.

Man får ligesom et pusterum, og så er man ellers klar til at modtage den næste salve cyber off-beats. Godt nok bevæges lytteren indenfor det samme lyd landskab og man føler da også til tider at man ligefrem cirkulerer uden at bevæge sig, men alligevel er det utroligt medrivende og ekstatisk. Vokalen er stadig aggressiv, men de store variationer skal man stadig lede længe efter. Meshuggahs unikke univers er som jeg har været inde på ret så krævende rent lyttermæssigt samt forståelsesmæssigt.

Den unuancerede aggressive vokal og de skæve rytmer, gør da også at man rent erkendelsesmæssigt engang imellem må slå flik flak eller berolige sig selv før man bliver komplet psykotisk. Det er heller ikke enhver head bangers drøm, da man simpelthen ikke kan svinge garnet, da rytmerne er alt for skæve. Dog vil jeg, med en rigtig god smag i munden, sige, at jeg rent rytmemæssigt og teknisk er ret så fascineret. Til sidst vil jeg bare lige nævne at den her form for musik burde appellere til enhver nørdet musikteoretiker, da der er over 1000 af timers intellektuelt analysearbejde forude. Enjoy!