Forandring fryder, måske
Uforanderlighed er både godt og skidt. Der er en vis tryghed i at vide, at visse ting er konstante og forbliver sådan. Men samtidig så kan disse ting også nemt gå hen og blive uddaterede, kedelige eller på anden måde ubrugelige. Dette kan eksempelvis siges om både AC/DC og Cannibal Corpse. Når et af de to bands udgiver en plade, så ved man præcis, hvad man får, for det har været sådan i årtier – på godt og ondt. Det samme kan dog ikke helt siges om Meshuggah og deres 25-årige karriere inden for hvad end genrebetegnelse, man vil kaste efter dem. I hvert fald ikke indtil videre, men spørgsmålet er, om Immutable vil ændre på denne konstante uforanderlighed.
Tilbagelænet teknisk overlegenhed
At kalde Meshuggah for et prog metalband, svarer lidt til at kalde multifrugtjuice for appelsinjuice. Det er delvist rigtigt, men både band og juice er så meget mere end den ene ting. Ud over proggen pjatter Meshuggah jo også rundt med noget mere teknisk, noget mere djentet og noget mere groove-orienteret metal.
Netop den groove-orienterede del har fået en hel del mere plads i forhold til The Violent Sleep of Reason. Hvor forgængeren var teknisk aggressivitet, der gennemtævede enhver skeptiker om Meshuggahs plads på den polyrytmiske metals trone, så er Immutable noget mere tilbagelænet. Men tilbagelænet er bestemt ikke lig med kedelig. Hele første halvdel af pladen fra den ”Shed”-inspirerede åbner ””Broken Cog” til ”They Move Below” demonstrerer på fornemmeste vis, at overlegen teknisk snilde ikke behøver brages afsted som en Volvo mod Systembolaget fem minutter i lukketid. Et djentet midttempo har bestemt sine kvaliteter. Det er dog på ”Phantoms og ”Ligature” Marks”, at Meshuggah for alvor viser, hvordan et polyrytmisk groove skal skæres. De stampende rytmer og pulserende grooves er alle kreeret med samme tekniske snilde, som Meshuggah er garant for, bare serveret i et mere simplistisk format til at lure uforvarende sjæle ind i svenskernes futuristiske kaos. Et genrekaos som bandet i et kvart århundrede har bevist, at de er verdensmestre i. Men på Immutable rykker de bare endnu hårdere i lytterens nakke i forsøget på at udradere et par hvirvler eller to.
Der er dog et lille men til denne titel. For selvom Meshuggah stadig er de bedste til det, de gør, så lyder anden halvdel af pladen lidt som et mislykket forsøg på en groovy fortsættelse af The Violent Sleep of Reason. ”I Am That Thirst” og ”Armies of the Preposterous” gør et godt forsøg, men bliver bare ligegyldig baggrundsstøj, som Jens Kidman kan råbe hen over. Det er ikke, fordi det er dårligt, men det er bestemt ikke Meshuggah fra øverste hylde. Jeg er dog overbevist om, at ”I Am That Thirst” refererer til en skyggeside af djent-miljøet, der er domineret af Meshuggah thirst traps – hvordan de så end ser ud.
Et velfortjent otium
Havde det klædt Meshuggah, hvis de havde efterladt de sidste fire/fem numre i øvelokalet? Ja, det havde det. For ser man bort fra dem, så er Immutable lyden af et band, der har fejet alt modstand af banen og nu kan sidde afslappet på den polrytmiske metals trone, mens de hamrer den ene tekniske groove-skæring afsted efter den anden. Groovet skal dog ikke blive en sovepude, for så kommer tronranerne langsomt snigende igen.
