Ladies and Djentlemen. Bid tænderne sammen, for der er nyt fra Meshuggah!
Let’s djent things up
”Den mand er fandeme vred!” Sådan lød det fra min bror, da vi overværede Meshuggah på Orange Scene på Roskilde Festival i 2004. Forsanger Jens Kidman er stadig vred - og mere end nogensinde på bandets længe ventede ottende album The Violent Sleep Of Reason. Det er med tænderne bidt sammen og øjnene sunket ind i hovedet, at jeg har siddet og banket hænderne ned i bordet i takt til dette album. Det er som forventet, og som håbet, dejligt teknisk og aggressivt. Bandets spillestil gav navnet til betegnelsen djent, og den er naturligvis stærkt repræsenteret på dette album, i følgeskab med geniale polyrytmer.
Meshuggah fortsætter med at videreudvikle på deres fabelagtige spillestil og kan i den grad indfri de forventninger, man har fra deres forrige, mesterlige udspil. The Violent Sleep Of Reason er på mange måder et nuanceret album, som ikke skuffer.
Smack me djently and call Meshuggah!
Den påstand bliver på bedste vis bakket op af åbningsnummeret ”Clockworks”, der består af et syv minutter langt, intenst bombardement. Guitaren er stemt helt ned i kælderen og får tapetet til at løsne sig på dine vægge. Den voldsomme bas og det mesterlige trommespil giver én relationer til deres tidlige år og alt det, som man forbinder med Meshuggah. Det er teknisk og voldsomt, men samtidig utroligt hypnotiserende og fangende. Det er en mastodont af et åbningsnummer, som sætter barren og forventningerne til resten af albummet helt deroppe, hvor man umuligt tror det kan nås; men der bliver skubbet yderligere til barren med ”Born In Dissonance”. Det er et nummer, som bare bliver ved med at give, og som man kan blive ved med at fordybe sig i. Man finder hele tiden nye små detaljer og tekniske genialiteter i dette nummer. Det kan roligt betegnes som et Meshuggah-signaturnummer, endnu en gang med en utrolig tung linje og dybde. Lyrikken går klart igennem Jens' vrede og hæse skrig, og han vokal er lige så imponerende, som den var for 10 år siden. Han er i en klasse for sig selv, for en mere karismatisk frontmand findes der næsten ikke. Hans vokal og fremtoning på en scene er utrolig. Hans vrede og sammenbidte blik brænder sig fast, når man sidder og fordyber sig i albummet og lyrikken, som kredser om bibelske skrifter og Goyas malerier.
Det er svært at skulle udvælge enkelte numre, som gør sig særligt godt på dette album, fordi hvert nummer er fantastisk på hver sin måde. Albummet bliver, med andre ord, aldrig kedeligt, og man finder hele tiden nye hjørner og nuancer. På nummeret ”MonstroCity” får det hele en lidt mere groovy og catchy tilgang og kan vel godt betegnes som et af de mere ”bløde” numre. Igen er det svært at fremhæve de enkelte instrumenter, da det hele er så overvældende og mægtigt. Masser af små guitarpassager med enkelte små soli, og et trommespil, der, som altid, er i en klasse for sig. Nummeret stiger og falder i tempo flere gange undervejs, og det giver det hele nogen fede rytmer.
Bandets enorme diversitet og kunnen skinner også igennem på numre som ”Ivory Tower”, ”Into Decay” og den fabelagtige ”Nostrum”. Titelnummeret ”The Violent Sleep Of Reason” er mildt sagt forbløffende. Sammenspillet på dette nummer er fantastisk. Den massive atmosfære, der bliver skabt mellem bas, trommer og guitar er eminent. Det er tungt og modbydeligt og et utroligt stærkt nummer. Man kan blive helt opslugt i alle detaljerne, men til tider også en smule rundtosset - for hold da op!
But does it djent?
Der er ikke meget dårligt at sige om dette album, da det er utroligt dynamisk og alsidigt med en mesterlig produktion. Musikalitet og teknikalitet er atter i højsædet og bandets potentiale har atter udvidet sig. Det er kun rimeligt at sige, at dette album tilslutter sig rækken af mesterværker, i form af obZen og Koloss og derfor tildeler jeg ni kranier for et fantastisk intenst og ekstremt album.
